Der er mange store hjerter og dygtige mennesker, men der er også en del silo-tankegang i skolen og risiko for at nogle udfordrede børn kommer i klemme, for eksempel når almenskole og specialskole ikke har samme mål, eller når lærer og pædagog aldrig har talt om målene for en bestemt elev. Det skriver ph.d. i pædagogisk psykologi ved DPU Tine Basse Fisker om i bog-serien Pædagogisk Rækkevidde, som Danmarks Lærerforening, Frie Skolers Lærerforening og Aarhus Universitetsforlag i samarbejde står bag.

Bogen "Samarbejde og inklusion" kan frit downloades af DLF-medlemmer som e-bog eller lydbog. Tine Basse Fisker tænker den lille bog henvendt til både lærere, pædagoger og andre aktører i skolen - og ikke mindst til skoleledelsen.

Målene for Karl

Det lille hæfte handler blandt andet om fire børn - Karl, Emilie, Magnus og Mathilde - og deres skoleudfordringer.

Anmeldelse: Samarbejdets mange dilemmaer

Karl havde gode relationer i klassen og stor appetit på skolearbejdet, men i 4. klasse begyndte han ifølge forældrene at mistrives. Lærerne havde ikke observeret noget, men hjemme var Karl ked af det, fik raserianfald og kunne ikke sove. En dag holdt han op med at komme i skole.

Efter mange møder fik Karl tilknyttet en pædagog nogle timer om ugen. Forældre og lærere fik efterhånden svært ved at tale sammen, og pædagogen valgte altid at tage Karl ud af klassen og over i en pavillon, hvis der opstod problemer. Da Karl fik plads på en specialskole blev det tydeligt, at der var store trivselsproblemer generelt i klassen. Karl var ikke den eneste, der havde det svært i klassen. Men lærere og pædagog fik aldrig talt om målene for Karl, så pædagogens løsning - at tage Karl ud af klassen - hjalp ikke Karl eller klassen.

Tine Basse Fisker vil gerne have folk til at tale sammen om udfordringerne. Finde ud af at opstille fælles mål og lytte til hinandens oplevelser.

"Det handler om en struktur, hvor alle bliver inviteret ind med sin viden. Hvor man kan videndele, flette ind og sammen opstille nogle mål for eleven. Karl må være i klassen, når han lever op til nogle bestemte præmisser, og ellers må han med pædagogen i pavillonen. Men lærere og pædagog har ikke talt sammen om, hvad målene er for Karl", fortæller Tine Basse Fisker.

Det samme sker i eksemplet med Emilie, der selv kan beslutte, hvilke timer hun vil være i specialklassen og hvilke i almenklassen. Men special- og almenklasse har helt forskellige forståelser for, hvad det vil sige at være inkluderet. Som Tine Basse Fisker skriver i bogen: "For det første kunne det se ud som om, lærerne og pædagogerne omkring Emilie ikke havde defineret en fælles inklusionsforståelse, og for det andet at lærerne i almen- og specialklassen ikke havde afstemt deres forventninger til samarbejdet".

Emilie vælger som regel at gå fra matematik- og kristendomstimerne. Fordi hun oplever timerne urolige, støjende og ustrukturerede. Men der bliver aldrig talt om netop dét problem. I stedet må Emilie forlade timerne, selv om hun helst var blevet.

Sproget er vigtigt i inklusionen

Tine Basse Fisker skriver om 'gordiske knuder' og 'linedans' i inklusionen. Om dilemmaer og tvivlsspørgsmål som måske kunne løses ved, at de involverede parter talte sammen, opstillede mål i fællesskab og fandt ud af, hvad de reelle udfordringer egentlig er. Og spurgte børnene, der ofte selv kan finde frem til løsninger.

"Der er ingen quick fixes her. Det er meget komplekst, og en god inkluderende praksis kræver, at ledelsen træder i karakter og sørger for, at der bliver talt fagligt og at der er plads til samarbejdet. Jeg håber, bogen vil blive læst og brugt. Det kan lyde banalt ind imellem, men det betyder meget, at man taler sammen og at der er en slags mesterlære på en skole. Der er store forskelle fra skole til skole, og der er mange nyuddannede lærere, der også skal være med i et samarbejde".

Hun fremhæver vigtigheden af, hvordan man bruger sproget på skolen. Hvordan man taler om problemerne.

"Hvor 'placerer' vi børnene, når vi taler. Vi skal huske, at vi skaber billeder, skaber identitet. Hvis vi taler om børn, der kravler i gardinerne, så ser vi altså billeder af aber for os. Vi installerer de billeder i børnene og de spejler lærernes billeder. Derfor er sproget så vigtigt. Vi skal heller ikke tale om 'i-klasser' eller 'inklusionsbørn'", siger Tine Basse Fisker.

Forskning: Inklusion og eksklusion i skolens praksis 

Spørg børnene

Hun fortæller om et projekt, hun har evalueret i Aalborg, hvor alle øver sig i at spørge børnene, at være åbne og nysgerrige på deres udfordringer. Hvorfor er det så svært at sidde stille på stolen for eksempel? En dreng havde meget svært ved at sidde på stolen i klassen. Da de spurgte ham, foreslog han selv at sidde i sofaen. Men de forklarede, at det ikke ville virke godt for dem og klassen. Så foreslog han at tage sin kontorstol hjemmefra med i skole, for derhjemme sad han altid stille, når han spillede computerspil. Og det blev så faktisk en løsning i klassen, siger hun.

"Vi skal spørge åbent og fordomsfrit. Det kan godt være svært, fordi vi voksne altid tager vores egen agenda med os, men vi må øve os. Måske ser barnet ud til at være inkluderet, men når vi så spørger, mener barnet faktisk ikke selv at være inkluderet. Eller omvendt. Vi synes, det ser ud som om barnet står udenfor, men barnet oplever det ikke selv. I Aalborg-projektet har vi oplevet, at det virker, hvis vi kan spørge helt åbent og nysgerrigt, og så lytte til børnene. Både de børn, vi føler os udfordret af, og de andre børn i klassen", siger Tine Basse Fisker.

"Omstillingen til inklusion er gået lige lovlig hurtigt. Vi kan se, at pengene er blevet i systemet, men vi kan ikke se direkte, hvor de er. Vi kan ikke følge pengenes gang. Og vi oplever, at i nogle kommuner er man næsten kommet tilbage til tiden før inklusionstankegangen. At der er lige så mange elever i specialtilbud i nogle kommuner i dag som tidligere. Så det er ikke lykkedes alle steder. Jeg ser drypvist gode eksempler, hvor man er nået godt i mål med klasseledelse, co-teaching og med andre tiltag, men ofte er der knas i samarbejdet, så nu er det dér, man skal sætte ind".