Programmering skal nok indgå i undervisningen på den nye portal, når det giver mening, lyder det fra Clio Online.
Foto: Istock
Clio laver selvstændig it-fagportal - Gyldendal vil have it ind i alle fag
To sværvægtere i forlagsbranchen opruster på materiale til undervisning i digitale kompetencer – det ene som selvstændigt fag, det andet til brug i alle fag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Er der brug for et selvstændigt it-fag i folkeskolen? Debatten har kørt i højeste omdrejninger det seneste år, og det foreløbige resultat er, at ministeriet har meldt ud, at der formentlig oprettes et etårigt valgfag i udskolingen.
En arbejdsgruppe skal nu lave indhold til valgfaget, der forventes at få navnet Teknologiforståelse.
Lærer pludseligt inviteret med til at rådgive minister
Begge de to store forlag Clio Online og Gyldendal er nu på vej med undervisningsmaterialer til undervisning i it-kompetencer i folkeskolen. Clio Online med portalen Digitalfaget, der i første omgang er tiltænkt det nye valgfag.
"Vi mærker dagligt manglen på digitalfaglige kompetencer. Vi håber på, at faget på et tidspunkt bliver obligatorisk, men vi venter stadig på at høre noget konkret og endeligt fra ministeriet", siger it-didaktisk konsulent hos Clio Online Ann-Birthe Overholt Nicolaisen.
Helst et selvstændigt fag
Portalen retter sig mod to områder: Digital kommunikation og digital fremstilling. Det vil sige, at der ikke kun ikke er fokus på, at eleverne skal kunne anvende it-redskaber - det handler om at kunne kommunikere og skabe med digitale teknologier, fortæller hun.
I debatten om et selvstændigt it-fag har det fyldt meget, om eleverne skal lære at programmere. Ifølge de varmeste fortalere fra it-branchen vil Danmark i nærmeste fremtid stå med en voldsom mangel på specialister.
Høring: Er der brug for et it-fag i folkeskolen?
Det skal eleverne lære - men ikke for programmeringens skyld alene, lyder det fra Ann-Birthe Overholt Nicolaisen.
"Digitalfaget er ikke kun en programmeringsportal. Programmering bruges der, hvor det giver mening at inddrage det i aktiviteterne på portalen. For eksempel hvis man skal lave en hjemmeside eller skabe noget med en micro:bit", siger Ann-Birthe Overholt Nicolaisen.
Debat: Hvem skal undervise i it i folkeskolen?
Portalen er stadig under udvikling, men prøves på nuværende tidspunkt af i samarbejde med en række skoler. Den endelige lancering ventes at ske efter sommerferien.
I nævner flere steder i præsentationen begrebet 'digital dannelse'. Hvad forstår I ved det?
"Kan man overhovedet blive digitalt dannet? Man skal lære at bruge it kreativt og dannende. Man skal kunne se, hvad det kan bidrage med i skabende og kommunikative processor. Eleverne skal blandt andet lære kildekritik, og hvad det betyder for privatliv, hvis man giver forskellige typer af data væk", siger Ann-Birthe Overholt Nicolaisen.
Gyldendal vil have it ind i alle fag
Gyldendal lancerer i samarbejde med Center for Digital Dannelse det såkaldte 'kompetencehjul', som ifølge forlaget kan bruges i alle fag til at kortlægge elevernes digitale kompetencer.
Eleverne svarer på en række spørgsmål om alt fra, hvordan de foretrækker at lagre deres digitale produkter til, hvordan de bruger sociale medier.
Ud fra svarene kan læreren, ifølge forlaget, tilrettelægge undervisningen og tage hul på vigtige diskussioner i klassen, så eleverne selv kan reflektere over deres adfærd på nettet.
Samtidig vil forlaget arbejde på at integrere arbejdet med digitale kompetencer i deres eksisterende fagportaler.
"Med kompetencehjulet får lærerne et unikt værktøj, der gør det muligt at arbejde med digital dannelse i alle fag og på tværs af fag. Det er helt afgørende, da vi mener, at digital dannelse bør gå hånd i hånd med den almene dannelse og være en integreret del af det faglige og daglige arbejde i skolen, så det ikke bliver noget, eleverne kun lejlighedsvis beskæftiger sig med", siger forlagschef Mikael Pedersen i en pressemeddelelse.
(Opdateret 16:00 med kommentarer fra Mikael Pedersen)
Over for folkeskolen.dk uddyber Mikael Pedersen:
"Grundlæggende har vi den opfattelse, at digitale færdigheder og kompetence ikke er isolerede størrelser, som skal trænes i særlige fag, men først for alvor bliver brugbare, når de bringes i spil i fagene og på tværs af fagene. Programmering er grundlæggende en måde at arbejde og tænke på - for at tage et eksempel. Derfor arbejder vi i vores digitale læremidler i alle fag på at integrere digitale færdigheder og kompetencer i meningsfulde sammenhænge - på fagenes præmisser", lyder det fra forlagschefen.
Også Gyldendal bruger ordet 'digital dannelse' i præsentationen af Kompetencehjulet. For Mikael Pedersen hænger den digitale dannelse uløseligt sammen med almen dannelse, slår han fast.
"Men hvis man skal snævre det lidt ind, kan man vel sige, at digital dannelse handler om at kunne begå sig socialt, etisk og kritisk i en digital virkelighed. Når det kommer til kompetencehjulet er fokus, som navnet antyder, en række mere konkrete digitale kompetencer og færdigheder, som netop kan hjælpe elever til at begå sig i et digitaliseret samfund".