"Håndbog i professionelle læringsfællesskaber" er endnu et indlæg i strømmen af litteratur om professionelle læringsfællesskaber, smukt forkortet PLF. Forfatterne skriver, at de har lært meget af teoretiske studier om emnet, men mest er de blevet inspireret af samarbejde og udviklingsprocesser sammen med praktiserende lærere. De er både teoretikere og praktikere.

Forfatterne lægger vægt på en præcis definition af PLF og et fælles sprog om emnet. Læringsfællesskaber vil ikke kun sige, at et team mødes lejlighedsvis til diskussion af bøger og fælles problemer eller til planlægning af undervisning. PLF vil sige, at lærernes praksis på alle niveauer er præget af PLF. De udformer i fællesskab egne læreplaner for deres undervisning, der passer til deres team. De udarbejder fælles evalueringsstandarder, så alle elever arbejder inden for samme læreplansramme og bliver vurderet af samme evalueringssystem. PLF indebærer også kollektiv undersøgelse af deres praksis og aktionsforskning for at skabe den optimale læring for eleverne.

Selv om lærerteam er omdrejningspunktet, kan ideen kun leve, hvis hele skolens organisation er præget af PLF. Det gælder også forvaltnings- og ledelsesniveauet.

Lærerne skal stadig undersøge de bedste praksisformer i klasserne, og deres målformuleringer skal bygge på grundige undersøgelser af facts, blandt andet af elevernes standpunkter. En grundig fælles formativ evaluering skal løbende finde sted. Lærerne skal udvikle fælles strategier til at udbygge god praksis og til at udbedre svagheder. Der skal straks sættes ind med foranstaltninger og afsættes ekstra tid, hvis nogle elever har læringsproblemer.

Det er ikke i denne organisation muligt at køre et sololøb. Alt er åbent for undersøgelse og vurdering af det samlede team, og derved vil lærerne lære i fællesskab og lære af hinanden.

Resultatorientering er et andet nøgleord. Læringen skal ikke vurderes ud fra intentioner, men ud fra resultater. Teamet skal forfølge målbare læringsmål, som er parallelle med skolens og forvaltningens rammer. Der sker en løbende, fælles, evidensbaseret formativ evaluering af læringen i hele teamet – også af lærernes individuelle forløb i klasserne. Der skal handles og ikke teoretiseres og snakkes for meget.

Efter en indledende præsentation af bogens hovedideer perspektiveres nogle væsentlige emner fra skolens hverdag ud fra bogens budskab om professionelt samarbejde. Kapitlerne handler blandt andet om at udforme et klart formål, at skabe et læringsfokus, om opbygning af en samarbejdskultur og om resultatorientering. Et enkelt afsnit er særligt kontroversielt. Det handler om, hvordan man skaber konsensus. Hvad gør man ved lærere, som er modstandere af PLF?

Hvert kapitel tager udgangspunkt i en case og bevæger sig i det hele taget på et jordnært og praktisk niveau. Jeg kan anbefale bogen til diskussion både i forvaltninger, på ledelses- og lærerniveau.

Rammerne for bogens problemstillinger er dog præget af en amerikansk skolekultur. Målformuleringerne i teamene er meget detaljerede, og evalueringerne bastante. De samarbejdende læringsfællesskaber vil eliminere den enkelte lærers metodefrihed. Endelig er bogen præget af amerikansk handlingsorintering. Vi skal handle og se resultater. Den danske skolekulturs tradition for kritisk vurdering af menneskesyn, samfundssyn og værdier og fastholdelse af en vis frihed til inden for samarbejdets rammer at sætte sit eget individuelle præg på læringen er der ikke megen plads til i denne bog.

Bogen er letlæst, sproget enkelt, men undertiden for smart i sine praktiske konklusioner og for snakkesaligt og med for mange gentagelser.

Men med disse forbehold kan bogen anbefales til diskussion enten af bogen som helhed eller af enkeltkapitler. Samarbejde i team har der ikke i mange år været megen tradition for i Danmark, og det er en af skolereformens gode sider, at dette samarbejde nu er et krav. Til gengæld går bogens bestræbelser på at gøre lærerteam til det centrale i pædagogisk forandring stik mod målstyring top-down.