Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På Skælskør Skole arbejder de med Synlig læring, som alle skoler i Slagelse Kommune gør. Men de holdt lige en pause på otte uger op til efterårsferien med nogle af delelementerne, fortæller skoleleder Henrik Meyer. Fordi de har haft for mange forskelligartede opgaver i for lang tid.
»Vi har oplevet nogle presperioder, og skoleårets start i år har blandt andet været fyldt med mange udefrakommende opgaver og et særligt pres i nogle klasser, så vi har brug for et pitstop. Ellers flyder bægeret over. Vi arbejder med VL (Visible Learning/Synlig læring, redaktionen), vi er lige begyndt på Meebook, vi arbejder med tidlig opsporing, og samtidig er skolen vokset i elevtal. Så vi er kommet lidt på bagkant. Det ville være usædvanlig dårlig ledelse, hvis vi ikke lige stopper op. Men det betyder bestemt ikke, at vi er holdt op med at arbejde med VL. Der er meget godt og brugbart i det«, siger Henrik Meyer.
Læringen er synlig i Vemmelev
Det betyder, at blandt andet arbejdet med impact cycles er sat på standby på Skælskør Skole frem til efterårsferien. Det har handlet om at tage nogle af de mange opgaver ud og sætte dem på pause i en periode, så medarbejderne lige kan få lidt luft.
»Vi oplever, at der er flere opgaver end før, og personalet har meldt, at de har svært ved at nå deres arbejde, så vi går lige et skridt langsommere på nogle af de udefrakommende opgaver. VL begyndte her for to år siden, og jeg kom til skolen, lige da det begyndte, så jeg har desværre ikke været dygtig nok til at få samlet op og sat struktur på. Jeg har voldsomt ambitiøse og dygtige kolleger her, så det handler for ledelsen om at være tydelig på retningen og passe på ikke at få sat for meget i gang på samme tid«.
Henrik Meyer er dog sikker på, at der ligger meget godt i VL. Han har tidligere arbejdet med idrætsfolk og på Oure Idrætsefterskole, så han kender meget til synlige mål og at arbejde trin for trin. At kende målet, vide, hvor man er i processen, og hvad næste skridt er - det er en normal tilgang i idrætten.
»Nogle af vores elever er umiddelbart ikke motiverede for at lære. Så det er godt, hvis vi kan hjælpe med at skabe en motivation, stille synlige mål op, fejre et godt skridt fremad og hjælpe eleverne med at få nogle strategier til at lære bedre. Her er blandt andet feedback-delen i VL rigtig god, og vi kan hele tiden udvikle feedbacken mellem lærere og elever til det bedre«, siger Henrik Meyer.
Salgsagtig tale
På Skælskør Skole har de oplevet, at den angelsaksiske præsentation af Synlig læring kolliderer noget med den danske skolekultur. Den mere strømlinede præsentation med begejstrede elever og coaches kan - som skolelederen formulerer det - »godt få korslagte arme frem hos nogle af os en gang imellem«.
»Der har ikke været modstand her, men nogle har haft svært ved at koble sig fuldhjertet på. Præsentationen af VL foregik på engelsk, og kunne opleves mere som en 'salgsagtig' tale end et pædagogisk oplæg. Måske blev firmaets succes her i Skandinavien også pludselig større end forventet af dem selv, så de ikke helt var klar til at løse opgaven i en skandinavisk ramme. Vi vil i hvert fald gerne have det oversat til en dansk kontekst«, siger Henrik Meyer.
Skolelederen mener, at det er fint at arbejde med impact cycles også, fordi det handler om en tankegang, hvor man selv undersøger et emne, indsamler viden, forholder sig til den og følger op bagefter for at vurdere effekten. Det vil komme automatisk, når VL er kørt bedre ind på skolen og hos den enkelte.
Elever oplever pres
Impact coach på Skælskør Skole Joan Ejsted fortæller, at projektet opfattes meget forskelligt af de forskellige medarbejdere på skolen.
»Alle skoler ønsker en faglig progression hos eleverne, og Synlig læring er interessant, fordi der er så meget forskning bag. Jeg synes, at fokus har ændret sig her på skolen. Vi diskuterer mere læring og lærernes ansvar, og vi tager mere ansvar. Vi har flere faglige diskussioner«, siger Joan Ejsted.
Men hun oplever også, at nogle elever bliver stressede af at blive målt og vejet hele tiden. De fagligt gode elever oplever det positivt, men i en af hendes klasser er der mange elever, der oplever at falde igennem.
»Flere elever er inkluderet i klassen, og mange af dem oplever, at alting nu skal måles og vejes. Jeg har elever, der ikke synes, de kan leve op til det pres - og så er det nemmere at opgive. Vi ser selvfølgelig på den enkeltes progression, men det er hårdt for dem, der ved, at de har svært ved at opnå et 2-tal til afgangsprøven«.
Læring, der er synlig for den, der lærer
Er som lektier for læreren
Tillidsrepræsentant på Skælskør Skole Stine Schultz var på barsel, da Synlig læring blev indført, så hun har skullet i gang med at lære konceptet, da hun kom tilbage til skolen.
»Det er svært at sætte sig ind i det, og tiden til at fordybe sig i det og få det til at give mening eksisterer ikke efter arbejdstidsloven og den mere undervisningstid. Det er kommet på et uheldigt tidspunkt. Årene før arbejdede vi blandt andet med LP-modellen, og nu er det så VL. Lærerne reagerer, når der kommer en ny metode oven i alt det andet. Vi har også lige fået Meebook, som vi skal sætte os ind i og finde mening med. Arbejdet med VL føles mere som en lektie end som et arbejdsredskab, når man skal aflevere impact cycles, hvor man skal dokumentere og skrive i de kasser, som impact cycles er. Var det så dét, der var tanken med VL, eller var det at gøre læringen synlig?« spørger Stine Schultz.
Kommentarerne fra hendes kolleger er, at det er et fint koncept med nogle gode muligheder, men at det kommer på et uheldigt tidspunkt, og der er for lidt tid til det. Nogle efterlyser andre kurser, fordi meget af kursustiden og -pengene går til VL. Nogle kunne for eksempel tænke sig kurser i de nye prøveformer i stedet.
»Vi er ikke uenige i tankerne bag Synlig læring, men når det ikke er læreren, der vælger frit fra paletten af muligheder - det, som passer til den konkrete klasse i den konkrete situation - så bliver det bare ligesom lektier. Noget, man skal. Nu er en del af lektiearbejdet med VL så sat på pause, fordi ledelsen jo godt ved, at man ikke får noget godt ud af at presse VL ned over medarbejderne«, siger Stine Schultz.