Direktør for Tuborgfondet overrakte mandag check på 3,9 millioner kroner til Martin Exner og Lis Zacho fra Coding Pirates. Foto: Mathias Rud, Coding Pirates

3,9 millioner kroner til Coding Pirates

Børn må meget gerne rode med programmering og andet it. Foreningen Coding Pirates er med til at stimulere børns nysgerrighed for it, og nu vil en millionstøtte stimulere foreningen af frivillige til at oprette sekretariat og flere aktiviteter for flere børn.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn skal lære at udvikle computerprogrammer, og derfor har Martin Exner stiftet Coding Pirates, der er en frivillig teknologiklub. I 2013 var der en enkelt afdeling i landet, men nu er der 46 lokalafdelinger og mere end 500 frivillige arbejder i "pirat-klubben", der har en lang venteliste af børn, der gerne vil være med. Derfor har foreningen søgt om penge og Tuborgfondet har givet 3,9 millioner kroner til mere it-nysgerrighed med Coding Pirates over de næste tre år.

Ny kodeklub vil opdyrke børns it-talent

Pengene skal bruges på at oprette et sekretariat, et rejsehold og flere afdelinger. Pengene skal også gå til flere aktiviteter og især til flere aktiviteter, der får flere piger med hos piraterne. Dernæst vil nogle af pengene blive brugt til en børne it-konference, hvor børnene viser egne projekter, opfindelser og spil. Coding Pirates har tidligere holdt en børne-konference med 300 deltagere. Der bliver også tale om weekend-arrangementer og camps, hvor børn kan udvikle spil, konkurrere og være sammen.

Rejseholdet skal hjælpe nye afdelinger i gang.

Blog: Consumers or creators...

Vigtigt for erhvervslivet

Direktør for Tuborgfondet Anne-Marie Skov fortæller, at de gerne vil sikre, at endnu flere børn får mulighed for at lære at programmere og prøve kræfter med robotter og 3D-print.

"Hvis Danmark skal konkurrere, kræver det, at børn og unge forstår og udvikler it-kompetencer, som handler om mere end bare at kunne swipe på en iPad som 2-årig. Derfor er Coding Pirates arbejde vigtigt - særligt for Danmarks fremtidige erhvervsliv", siger hun.

Pris til læremiddel til ikke-eksisterende fag

Coding Pirates vil også oprette en virtuel afdeling for de børn, der er på venteliste.

"Det at vi bliver større og større betyder, at vi har brug for et mere solidt og gennemskueligt fundament. Foran ligger opgaven med at organisere os samtidig med at vi meget gerne skal bevare noget af det græsrods-drive, som startede det hele", siger formand og stifter Martin Exner om udviklingsplanerne.

Blog: At kode julelyset i Tivoli

Han er læreruddannet og har en kandidatgrad i it, læring og organisatorisk omstilling.

Foreningen har også afsat nogle af pengene til en bog, hvor børnene bliver taget med på en informativ og humoristisk rejse tilbage til historiens største opfindere med kaptajn Hack og Miss 1337 som gennemgående personer. Ideen er, at bogen skal give børnene lyst til at opfinde og eksperimentere.

Indiske programmører underviser elever i udskolingen

 

Foruden afdelingerne i Danmark har Coding Pirates en afdeling i Bulgarien og flere på vej i Litauen, England og USA.

Se mere på www.codingpirates.dk