»Jeg tror aldrig, jeg har mødt én«, mumler en dreng bagerst i klassen.

Eleverne i 7.a skal svare på, om de vender sig om og kigger, når de ser en handicappet på gaden. En pige tager ordet. Hun er født døv, men har fået indopereret et høreapparat.

»Jeg har et handicap, folk ikke lægger mærke til, men det kan godt være, at jeg selv vil kigge på en med et større handicap, for jeg er nysgerrig«, lyder hendes ærlige svar.

7.a på Vorbasse Skole ved Billund har besøg af 25-årige Lisbeth Hansen og to undervisere fra Danske Skoleelever. Lisbeth Hansen sidder i kørestol og stiller op i et skoletilbud fra Sammenslutningen af Unge Med Handicap og Danske Skoleelever.

Spørgsmålet om at møde en handicappet på gaden er det sidste i den indledende runde, hvor eleverne har sagt fordom eller fakta til udsagn som »Mennesker i kørestole er ikke særligt kloge«, »Personer med et handicap kan kun være kæreste med andre handicappede« og »Handicappede kan være ensomme«.

Lisbeth Hansen har aldrig følt sig ensom på grund af sit handicap.

»Jeg var den eneste i kørestol på min skole, og efter skoletid kom mine venner ud til mig. Nu bor jeg i mit eget hus og læser multimediedesign. Før det boede jeg tre år i Spanien, hvor jeg læste grafisk design, for efter gymnasiet ville jeg ud at rejse som alle andre«.

Kan du dø af muskelsvind

Lisbeth Hansen har hævet sædet i sin kørestol for at fortælle sin personlige historie. Det er hendes første skolebesøg, så hun er nervøs, men eleverne kvitterer ved at være helt stille.

»I 4. klasse havde jeg svært ved at være med i idræt og til rundbold i frikvartererne, og så fandt en læge ud af, at jeg har muskelsvind. Mine klassekammerater fik at vide, at de ikke måtte skubbe til mig, og at jeg ville komme til at sidde i kørestol, men at vi ikke vidste hvornår. Jeg har altid været åben om mit handicap, og jeg blev heller ikke holdt udenfor af min klasse. Men de andre elever på skolen var usikre på, om de måtte spørge ind til det«, husker Lisbeth Hansen, der gik på Stouby Skole ved Hedensted.

En pige bryder stilheden blandt eleverne:

»Kan du dø af muskelsvind?«

»Nej, hos mig sidder det kun i arme og ben«, svarer Lisbeth Hansen og fortæller, at hun ikke har kunnet gå siden 7. klasse.

En pige spørger til Lisbeth Hansens hjælper, som ellers forsøger at falde i ét med væggen.

»Jeg har brug for hende, hvis jeg skal have noget at drikke. Derhjemme har hun et værelse, hvor hun kan hygge sig, indtil jeg kalder på hende. At bo alene giver mig frihed. Jeg kan det samme som alle andre, men det tager længere tid at komme ud ad døren, og hvis jeg skal et nyt sted hen, bliver jeg nødt til at undersøge, om jeg kan komme ind med min kørestol«.

»Møder du folk, som ser anderledes på dig?« spørger en dreng.

»Der er tit nogle, som tror, at jeg ikke er klog, og som synes, de skal tage mig i hånden, når de taler til mig«.

Trine føler sig som en belastning

»Vil I hjælpe alle i klassen ind i fællesskabet?« spørger Natasja Menzel fra Danske Skoleelever og lægger op til en øvelse om dilemmaer:

Det første handler om Trine, som har et fysisk handicap, så hun ikke kan gå ret stærkt. Klassen spiser madpakker i en park fem minutters gang fra klasselokalet, og Trine må ofte gå alene, mens de andre hygger sig sammen. Læreren har sagt, at de skal vente på Trine, men det gør de sjældent, og hun vil nødig betragtes som en belastning. Samtidig føler hun, at hun går glip af fællesskabet. Hvad kan Trine gøre?

»Hvad tænker I?« spørger Lisbeth Hansen, som er trillet hen til en gruppe.

»At hun skal være lidt ligeglad med, hvad de andre tænker«, siger en pige, mens en anden synes, at det er lidt svært. En tredje foreslår, at hele klassen går i Trines tempo.

»Men hun føler sig jo som en belastning«, indvender en elev.

»Ja, men hun vil gerne være sammen med de andre«.

En pige vil vide, om det er en rigtig historie. Det er det, forsikrer Natasja Menzel og spørger eleverne, om de ville vente på Trine. Det erklærer de sig parate til, men da hun spørger ind til, om de vil vente på hende hver dag, opstår tvivlen.

»Der er 27 elever i 7.a, så det er ikke realistisk, at alle følges ad. Men man kunne aftale, at Trine altid skal have nogen at følges med«, siger klasselærer Lisbet Steen Mortensen

Næste dilemma handler om Niels, som sidder i kørestol og føler sig udenfor, da skolen afholder basketballturnering. En gruppe mener, at han kan være dommer eller pointtæller. Det er en god ide, mener Lisbeth Hansen, som selv har prøvet at få fri på idrætsdage.

»Så sad jeg og kedede mig, mens de andre havde det sjovt. Derfor kom jeg til at sidde ved dommerbordet, og til skole-OL bar jeg faklen. Jeg kørte også banen rundt, når vi spillede rundbold«.

Elever med muskelsvind halter bagefter fagligt

Eleverne bliver menneskekloge

Lisbeth Hansen stiller op til besøget, fordi hun gerne vil bidrage til, at andre elever med et handicap også får en god skolegang.

»Jeg håber, at jeg giver eleverne lidt at tænke over, hvis nogle i klassen ikke er med i fællesskabet. Og at de tager det med sig som voksne«.

Emil og Mette synes begge, at de har fået noget ud af at møde Lisbeth Hansen.

»Lisbeth virker ikke handicappet, når man taler med hende. Hun er sød, og det er fedt, at hun ikke er bange for at fortælle om sit handicap, for man sidder og tænker, hvad der mon er galt, siden hun sidder i kørestol«, siger Emil.

Mette er enig.

»Jeg havde nok ikke sagt så meget om mig selv, hvis det var mig, der var handicappet. Vi går i 7. klasse, så der kunne nemt have været nogle, som havde grinet eller var kommet med dumme kommentarer. Men folk lyttede«, siger Mette.

Eleverne i klassen behøver ikke at være venner, men de skal respektere hinanden. Derfor har de arbejdet med at finde hinandens styrker. Det er i det lys, klassens lærer, Lisbet Steen Mortensen, har sagt ja tak til tilbuddet om at få besøg af sin navnesøster.

»Nok har eleverne en Cochlear-opereret klassekammerat, men hun er så velintegreret, at de ikke tænker over hendes handicap. En ung kvinde i kørestol gør deres verden lidt større end Vorbasse City og hjælper dem til at blive menneskekloge. Det synes jeg, de skal være«, siger Lisbet Steen Mortensen.