Marianne Overgaard Lassen bruger Meebook som refleksionsværktøj, der kan synliggøre, hvad den enkelte elev skal lære – det gælder både elever og lærere.

Vi bliver skarpere i vores undervisning

Kombinationen af læringsmål og læringsplatformen Meebook gør os mere professionelle, siger to lærere fra Skovvangskolen i Favrskov Kommune.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I næsten to år har Katrine Klixbüll og Marianne Overgaard Lassen arbejdet med læringsplatformen Meebook, og deres konklusion er klar: Den gør dem til skarpere lærere.

»Meebook hjælper os med at kvalificere vores pædagogiske praksis«, siger de samstemmende.

Mere præcist: Dét, at de skal skrive læringsmål ind i Meebook, gør deres undervisning skarpere.

»Det, vi skal som lærere, er, at vi skal skabe forudsætninger for, at eleverne kan lære. De kan kun selv lære; vi kan ikke lære for dem«, fastslår Katrine Klixbüll, der bruger Meebook i alle sine fag - dansk, historie, samfundsfag og kristendom i overbygningen.

»Og her bliver jeg hjulpet af de synlige læringsmål og af Meebook, hvor jeg samarbejder med eleverne om de opstillede læringsmål. Det samarbejde kræver, at jeg er tydelig omkring, hvad vi er i gang med at lære«, tilføjer hun.

Ét problem ser de dog: Læringsmål og Meebook kan trække deres undervisning for meget i en fagfaglig retning, hvis de ikke husker også at sætte læringsmål for elevernes sociale og personlige kompetencer.

»Mange lærere stejler over, at eleverne bliver et objekt - at vi har nogle Fælles Mål, og dem putter vi så ukritisk ned i Meebook, og så hælder vi dem ned i eleverne som en tankpasser, altså bruger en pædagogik - tankpasserpædagogikken - som vi egentlig er gået væk fra«, siger Marianne Lassen, der arbejder med Meebook i sine dansk- og matematikklasser på mellemtrinnet.

»Men Katrine og jeg - og andre - siger: Det er læreren, der bliver skarpere af læringsmål. Og vi kan så bruge det her redskab, Meebook, til at hjælpe eleverne med at have fokus på deres egen læring«, tilføjer hun.

For Marianne Lassen er Fælles Mål og læringsplatforme lige ud ad landevejen. Hun har aldrig kendt andet. Hun blev færdig med sin læreruddannelse for et par år siden og begyndte som lærer på Skovvangskolen i 2014, da skolen indførte Meebook.

»Det, Meebook kan, ligger fint i forlængelse af det, vi lærte på læreruddannelsen - at opstille læringsmål og evaluere«, siger Marianne Lassen, hvis bachelorprojekt, »It-didaktisk design i litteraturundervisningen«, i øvrigt blev nomineret til at få en pris af Lærerprofession.dk.

It kan motivere i litteraturundervisningen   

Meebook i matematik i 6.a

Tidligere på dagen er Folkeskolen med inde i Marianne Lassens matematiktime med 6.a. Marianne Lassen introducerer et nyt forløb om rumfang. Eleverne følger med på Meebook på hver deres computer.

Marianne Lassen gennemgår læringsmålene for forløbet, som hun har skrevet ind i kapitel 1 i Meebook i et sprog, som eleverne kan forstå. Meebook, der er udviklet af tidligere lærere, er bygget op i kapitler som en papirbog.

Så siger Marianne Lassen, at eleverne skal gå videre til kapitel 2 i Meebook. Eleverne angiver nu, hvad de selv kan p.t., eksempelvis: »Jeg ved, at der er en sammenhæng mellem areal og kvadrat« - Ved eller ved ikke eller ved delvist. I alt er der en lille håndfuld mål. Og når forløbet om rumfang er slut om tre-fire uger, tjekker lærer og elev så, om eleven har flyttet sig fagligt i forhold til den første selvangivelse.

»Det refleksionsværktøj, der er en integreret del af Meebook, er i høj grad med til at synliggøre den enkelte elevs læring - ikke kun for læreren, men i høj grad også for eleven«, fortæller Marianne Lassen.

»Nu skal I læse om rumfang i kapitel 3 eller se videoen«, siger Marianne Lassen til eleverne. »Og bagefter skal I gå i gang med opgaverne i kapitel 4«.

Meebook er sjov at arbejde med, siger tre piger. Og mere overskuelig end papir. »Hvis vi ikke har lært det, vi skal, får vi nogle ekstra opgaver, og det er fint«, fremhæver en af dem.

I Meebook »kan man nemt vende tilbage og se, hvordan det er, hvis man har glemt det«, påpeger to andre piger. Og: »Vi kan se, hvilken rækkefølge vi skal lave det i«.

Eleverne arbejder ikke i Meebook i hver eneste matematiktime. Det ville blive for kedeligt, mener Marianne Lassen, blandt andet fordi Meebook har den svaghed, at eleverne ikke kan arbejde sammen i ét dokument. Af samme grund bruger hun Google Drev som supplement til Meebook. Og på næste fredag skal eleverne eksempelvis bygge en model af en svømmehal i pap i matematiktimen.

»Det bliver en klippe-klistre-time«, siger Marianne Lassen.

Læringsmål gør os til dygtigere lærere

Katrine Klixbüll har hele tiden arbejdet med mål i undervisningen, men de har været mere overordnede.

»Før sagde jeg: Hvordan gør vi? Og så tænkte jeg, at eleverne skulle analysere en novelle for eksempel. Det var dét, der var målet. I dag hedder det: Eleverne skal kunne analysere en novelle, derfor skal de kunne definere personkarakteristik, billedsprog, komposition, bum-bum-bum - altså definere litterære virkemidler«.

Hun oplever, at de er blevet bedre til at gå et skridt dybere og for eksempel svare på, hvad det egentlig vil sige at være god til at analysere en novelle.

»Meebook gør os bedre til at pege på, hvad for nogle færdigheder eleverne skal kunne for at opnå de kompetencer, som faget kræver. Det er det vigtigste. Vi bliver nu meget skarpe på at pinde ud og sige: Hvis I skal kunne føre en god danskfaglig samtale om en tekst, så skal I kunne de her begreber først for overhovedet at være i stand til det. Så vi er blevet bedre til at bygge vores undervisning op og synliggøre for eleverne, hvad de skal lære«.

Marianne Lassen indskyder: »Læringsmålene bliver tydeligere for eleverne. Men de skal også være ærlige over for sig selv, når de evaluerer«.

Katrine Klixbüll griber bolden og siger: »Det bedste ved Meebook er, at vi peger ud for eleverne, hvad vi skal. Og så ser vi på, om der er langt fra det mål, jeg som lærer har sat op, og til dér, hvor eleven selv synes, at han eller hun er. Det er dét, som Meebook er særlig god til«.

Læringsmål og Meebook tvinger en særlig form for undervisning ind?

»Ja, for i det øjeblik jeg er nødt til at sætte de her punkter op i Meebook, som eleverne skal forholde sig til på en skala fra ét til fem - for eksempel: Ved du, hvad et symbol i en novelle er? Når de så ikke ved det, er de nødt til at søge det; og så kan de skrive det ned«, siger Katrine Klixbüll.

»Før i tiden spurgte vi ud over klassen: Er der nogen, der kan fortælle, hvad et symbol er? Og så rakte de dygtigste hånden op og sagde, hvad et symbol var, og så skrev man det op på tavlen, og så var der nogle af eleverne, der skrev det ned i deres hæfte«, fortæller hun.

»Her er det faktisk alle elever, der går ind og vurderer individuelt. Og jeg er også inde at kikke på deres besvarelser og regulere dem og sige: Det har du fuldstændig ret i, det er lige præcis det, der er et symbol. Så på den måde sker der en større styring. Der er større fokus på den enkelte elev. Før kunne vi ikke samle elevernes hæfter ind for at se, om de havde skrevet det ned, som vi havde skrevet på tavlen. Det er jo dét, vi bruger Meebook til, blandt andet«, tilføjer Katrine Klixbüll.

»Og det er også dér, man som lærer skal passe på, at læringsmålene ikke kommer til at fylde for meget. Men jeg har nogle kernebegreber, som eleverne skal kunne, og så skriver de dem til mig, og så er det en del af mit rettearbejde at gå ind at se, om de har svaret på det - hvis vi arbejder med novelle, så kan det være: Jeg ved, hvad komposition er; jeg ved, hvad billedsprog er; og jeg ved, hvad intertekstualitet er«, siger Katrine Klixbüll, der også er arbejdsmiljørepræsentant på skolen.

Kunne I ikke gøre det samme uden Meebook?

»Før Meebook, da jeg startede som lærer, dér hængte vi målene op som plakater i klassen, eller vi havde dem i mapperne - fordi det er naturligt at fortælle eleverne, hvilken vej man skal. Men man kan sige, at dét, at vi samler det i Meebook, nok har forøget målingen i min undervisning«, siger Katrine Klixbüll.

Skeptisk over for målstyring

Mod til at improvisere i undervisningen

»For er, at vi bliver dygtigere lærere af at være skarpe på, hvad det er, vi vil finde med eleverne. Imod er, at hver gang vi sætter et mål, så er der nogle ting, som vi ikke gør. Hver gang vi peger i én retning, så er der en retning, vi ikke peger i. Vi skal passe på, at vi ikke bliver så optagede af at nå målene, at vi har noget, vi ikke når«, siger Katrine Klixbüll.

»Mit bedste eksempel er en undervisningssituation i historie, hvor jeg havde sat nogle mål op, som vi var i gang med, og midt i at vi var i gang med at arbejde med de her begreber, så er der en af eleverne, der spørger, om vi får en tredje verdenskrig - og det tog så en halv time at snakke om det. Og det var ikke en del af målene. Det havde jeg ikke lige set komme«, tilføjer hun.

»Jeg kunne så være gået ud af den klasse og have tænkt: Neeej, nu var der tre mål, vi ikke nåede. Men det ville have været en katastrofe, hvis jeg havde lukket det spørgsmål ned, fordi jeg var inde i klassen for at nå mine mål. Så målstyring kræver, at vi også er gode til at gå væk fra vores mål, når noget er nødvendigt«, mener Katrine Klixbüll.

»Meebook gør os mere professionelle«

Endnu en pointe ligger de to lærere på sinde:

»En anden vigtig ting ved målstyring og Meebook: Når jeg præsenterer det for forældrene - og også for eleverne - så har jeg den der tydelige ballast af, at det faktisk er mig, der er den professionelle. Det er mig, der er den kloge. Det er mig, der ved, hvad vi vil med eleverne, og hvordan vi gør det«, siger Katrine Klixbüll.

Marianne Lassen supplerer: »Med et redskab som Meebook bliver det tydeligt, at vi arbejder professionelt. Det er ikke bare sådan, at vi hygger os lidt med en novelle med eleverne, og det danner dem så lidt. Det er undervisning og læring, det, vi laver, og vi ved, hvad vi gør«.

På Skovvangskolen er der her i opstartsfasen kun ét krav, nemlig at lærerne skal prøve Meebook af i mindst ét forløb. Bortset fra det har lærerne stort set frie hænder, fortæller Katrine Klixbüll og Marianne Lassen.