"Der er opgaver, der skal fjernes eller ned på et absolut minimum i forhold til loven", siger formand for Odense Lærerforening Anne-Mette Jensen.

Odense Lærerforening: En arbejdstidsaftale kræver prioriteringer

Børn– og unge-rådmanden i Odense opfordrer til, at kommunen indgår en arbejdstidsaftale med lærerkredsen, som ikke må koste ekstra kroner. Odense Lærerforening er positiv, men kræver, at kommunen prioriterer opgaverne skarpt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Sådan en aftale kan jo ikke løse de kæmpeproblemer, vi har i Odense, da vi ligger og skraber bunden i forhold til, hvor mange penge, man bruger på folkeskolen. Men vi kan sætte os ned sammen og se, om vi kan sikre, at der er en balance mellem de opgaver, man ønsker at få løst og de lærere, der er til rådighed", siger formand for Odense Lærerforening Anne-Mette Jensen og fremhæver, at kommunen må prioritere skarpt i lærernes opgaver, hvis sådan en balance skal findes.

"Der er opgaver, der skal fjernes eller sættes ned på et absolut minimum i forhold til loven. Der er nogle bureaukratiske elementer som elevplansarbejde og læringsmålsstyret undervisning, som nogle steder skrues op til noget meget stort - det kan skrues ned. Og så vil der ikke være plads til udviklingsprojekter, selv om de kan være meget fornuftige", siger Anne-Mette Jensen og understreger, at uden tilførsel af penge kan en arbejdstidsaftale ikke afhjælpe de økonomiske problemer på skolerne.  

Odense Lærerforening er løbende i tæt kontakt med tillidsrepræsentanter og skoler og ved med stor sikkerhed, hvad lærerne ønsker sig af en eventuel arbejdstidsaftale med kommunen.

"Vi skal finde en balance mellem undervisning og forberedelse, der er ønsker om et maximalt undervisningstimetal, men også om en balance i forhold til de øvrige opgaver, det kunne være tidsangivelse på opgaveoversigten, og så er der ønske om større fleksibilitet, men den skal være der uden at indføre det grænseløse arbejde", siger Anne-Mette Jensen, og tilføjer;

"Man kan nemt komme i en situation, hvor det er den enkelte lærer, der skal stå og forklare hvorfor man ikke kan nå sine opgaver, og der skal vi ikke ende".

Odense-skole sætter tid på alle lærernes opgaver

Politikere: Tiden er moden til en aftale

Børn- og unge-rådmand Susan Crawley fra det Radikale Venstre er også optaget af fleksibilitet og erkender, at øget fleksibilitet på skolerne kræver prioritering af lærernes opgaver.

"I min gang på skolerne har jeg fulgt overgangen fra den ene slags arbejdstidsaftale til den nye lov om arbejdstid. Jeg har været optaget af, hvordan det har indvirket på lærernes arbejdsmiljø og deres muligheder for at samarbejde med hinanden og med forældrene, forberede sig, samt løse alle de andre opgaver, der ikke er undervisning. Mit indtryk er, at systemet er blevet for ufleksibelt, og der kan være et behov for en prioritering i opgaverne for at skabe balance mellem tiden, der er til rådighed, og mængden af opgaver", lyder det fra Susanne Crawley Larsen i en pressemeddelelse.

Odense vil igen spare milioner på skoleområdet

I sommeren 2013 besluttede byrådet i Odense, at der ikke skulle laves en lokal aftale med lærerne. Men flere politikere mener, at tiden er ved at være moden til en aftale. Susan Crawleys ønske om en arbejdstidsaftale får opbakning af Venstre i byrådet.

"Lærernes vilkår ændrede sig radikalt, da folkeskolereformen trådte i kraft, og den ny måde at arbejde på skulle have noget tid til at sætte sig, før vi ændrede på det, men samtidig gælder det om at finde et passende tidspunkt at lave en ny aftale, og det mener vi, tiden er moden til", siger Bo Libergren fra Venstre til fyens.dk.

Hurtige forhandlinger

Forhandlingerne om lærernes arbejdstid er endnu ikke begyndt.

"Vi har mødtes for at sondere muligheden, men der er ikke påbegyndt forhandlinger. Det bliver et kort forløb, hvis det skal gælde fra næste skoleår, for skolerne skal snart i gang med at planlægge året", siger Anne-Mette Jensen.

Hun glæder sig over, at en Gallup-undersøgelse for nylig viste, at skolen er det område, som Odenses borgere vægter højest, når de bestemmer sig for, hvor de skal sætte deres kryds ved næste kommunevalg.

Og i januar bebudede den socialdemokratiske borgmester i Odense Anker Boye, at han vil lade skatten stige fra 24,5 procent til 25,5 procent over en årrække og bruge de mange millioner, som en skattestigning vil frigive, på at hæve kvaliteten på børn og unge samt ældre.

"En arbejdstidsaftale kan være et første skridt, indtil man med de udmeldinger, der er kommet, er parat til at prioritere skoleområdet i Odense", siger Anne-Mette Jensen.