Udviklingen i antal timelønnede lærere (løse vikarer) opgjort i fuldtidsstillinger september - januar fra 2010/11 til 2014/15. De timelønnede ansatte består altovervejende af løse vikarer. Et mindre antal af dem kan dog være undervisere med få faste timer, typisk i et enkelt fag.

Mange flere vikarer i folkeskolen i år

Skolernes brug af vikarer er steget markant efter indførelsen af folkeskolereformen og lov 409. Nemlig med hele 46 procent i forhold til sidste skoleår. Det viser en ny undersøgelse.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolerne bruger markant flere løse vikarer for tiden. Det viser et udtræk fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Danmarks Lærerforeningen (DLF) har foretaget.

Brugen af løse vikarer i folkeskolen i de første fem måneder af skoleåret 2014/15 er således steget med hele 46 procent i forhold til samme periode sidste år.

Konkret anvendte kommunerne gennemsnitligt 1.228,9 løse vikarer i gennemsnit per måned i perioden september 2013 til januar 2014, opgjort i fuldtidsstillinger. I samme periode i 2014/15 brugte de i gennemsnit 1.794,2 løse vikarer, også opgjort i fuldtidsstillinger. Det giver en stigning på 46 procent.

Danmarkskort: Lærernes sygefravær steget markant i 77 kommuner 

At antallet af løse vikarer er opgivet i fuldtidstillinger betyder, at antallet af hoveder er meget større. Eksempelvis giver fire vikarer på kvart tid én fuldtidsstilling.

"Mange løse vikarer varetager kun et mindre antal timer, og der er derfor mange flere vikarer i hoveder end opgjort som fuldtidsstillinger", fastslår DLF i et analysenotat.

Oven i det findes der andre typer af vikarer, eksempelvis månedslønnede barselsvikarer, som ikke indgår i tallene, oplyser DLF.

Flere ikke-uddannede vikarer

Dertil kommer, at antallet af ikke-uddannede vikarer er steget:

"I 2014/15 udgør ikke-uddannede løse vikarer hver måned en større andel, sammenlignet med perioden for 2013/14. Hvor andelene i perioden for 2013/14 lå på 78-82 pct., ligger de i perioden for 2014/15 på 85-89 pct", skriver DLF.

Skolernes brug af vikarer har ellers været faldende gennem flere år, men er altså steget igen, og er nu på et niveau, der er højere end i skoleåret 2010/11.

KL: Kommunerne har stadig meget at lære af hinanden