”Man skal være særlig opmærksom på, at den sjette ferieuge kan anvendes til at købe vikarkræfter", siger formand for Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen.
Foto: Stig Nielsen
DLF: Lønkroner fra 6. ferieuge skal bruges på lærere
Med den nyligt indgåede overenskomst får lærere lov til at lægge deres 6. ferieuge på skoledage. DLF forventer, at flere end hidtil vil holde ferieugen i stedet for at få dagene udbetalt. Derfor går lærerkredsene nu til kamp for, at der bliver ansat lærere til at vikardække.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Formand for Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen har netop været til et møde, hvor Esbjergs skolechef var til stede.
"Jeg kan se, at 740 lærere har valgt at holde 6. ferieuge. Derfor har jeg bedt om, at der bliver ansat 14 lærere mere", siger Kenneth Nielsen.
Han forklarer som eksempel Danmarksgades Skole i Esbjerg, som har 43 lærere. Hvis 40 af dem vælger at tage holde 6. ferieuge på skoledage, svarer det til, at hver lærer giver afkald på omkring 10.000 kroner - og endnu mere hvis det er en lærer har mange undervisningstimer. Ved 40 lærere svarer de penge til en hel lærerstilling. Og netop derfor bør 740 læreres 6.-ferieuger udløse 14 lærerstillinger i kommunen.
"Man skal være særlig opmærksom på, at 6. ferieuge kan anvendes til at købe vikarkræfter. I overenskomstens arbejdstidspapirs punkt 3 og 6 står, at forberedelsestiden skal bruges til forberedelse. Det vil sige, at man kan ikke bare pille en lærer ud og sige, at vedkommende skal være vikar. Vi skal også passe på, at det provenu man kan få ud af det her, ikke bare bruges til at købe fx studenter som vikarer", siger Kenneth Nielsen.
DLF: Pengene skal bruges på lærere
Dermed følger han den opfordring som Danmarks Lærerforening centralt har sendt ud til kredsene, fortæller formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.
"Jeg tror, at der er flere lærere, der vil afholde 6. ferieuge og får mere frihed og mindre arbejdspres. Det vil betyde flere stillinger. Hver gang en lærer holder en uge fri, skal det arbejde dækkes af andre", siger formand for DLF's overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen.
"Vi anbefaler kredsene at synliggøre, at både når lærerne får feriedagene udbetalt, og når lærerne vælger at afholde dem, så er det den samme udgift. Vi vil ikke ud i den situation, hvor det at lærerne tager holder deres 6. feriuge betyder, at de andre lærere skal løbe hurtigere. Vi skal have resurserne i spil", siger Gordon Ørskov Madsen.
Gordon Ørskov Madsen mener, at det er vigtigt, at kredsene og kommunerne har blik for udfordringen nu, hvor næste skoleår skal planlægges.
"Det er jo nu, der skal ansættes lærere for at dække af", siger Gordon Ørskov Madsen.