Christine Antorini har i første omgang indkaldt gymnasieforligskredsen til forhandlinger, men også Enhedslisten og Liberal Alliance vil blive indkaldt.
Foto: Les Kaner
Regeringen: 02 som adgangskrav til gymnasiet
Forhandlingerne af en forenkling af det almene gymnasium begynder i dag med et udspil fra regeringen, som blandt andet lægger op til, at det skal kræve mindst karakteren 02 i fagene dansk og matematik på afgangsbeviset fra folkeskolen at komme i gymnasiet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Man skal fortsat erklæres uddannelsesparat og have haft tysk eller fransk i skolen for at blive optaget i gymnasiet. Dertil kommer nu det samme karakterkrav, som sidste år blev vedtaget for erhvervsuddannelserne. Men ligesom for erhvervsuddannelsernes vedkommende er der en alternativ vej, hvis karakterne ikke rækker, men man som elev mener, man vil kunne klare sig i gymnasiet. Regeringen vil indføre centralt stillet optagelsesprøve i juni/juli, som dækker dansk og matematik.
Prøven suppleres af en samtale, og hvis gymnasiet på den baggrund fortsat ikke vurderer, at eleven kan optages, har eleven mulighed for at opkvalificere sig via for eksempel 10. klasse eller almen voksenuddannelse, oplyser Undervisningsministeriet.
Regeringen har indkaldt partierne i gymnasieforligskredsen til forhandlinger. Gymnasieforligskredsen består af regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Enhedslisten og Liberal Alliance vil også blive inviteret til forhandlingerne.
Dansk Folkeparti: Kan man regne med afgangsprøverne?
"Vi har fornyet folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Næste skridt er at gøre gymnasierne endnu bedre, end de er i dag. Derfor gør vi det nemmere for eleverne at vælge de rigtige studieretninger, så de er klar til at søge de uddannelser, de gerne vil bagefter. Samtidig hæver vi det faglige niveau, særligt i matematik og naturvidenskab, så eleverne får de rette kompetencer. Vi vil også give mere tid til samarbejdet mellem lærere og elever. Sammen med et styrket grundforløb vil den øgede feedback hjælpe eleverne til en god start i gymnasiet", siger undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse om regeringens udspil 'Gymnasier til fremtiden' (se link til højre).
Læs mere
Læs hele regeringens udspil 'Gymnasier tilfremtiden' her