Computerne virker ikke, og det stresser oveni alt det andet, fortæller Susanne Andersen fra Frørupafdelingen af 4kløverskolen i Nyborg
Foto: Hung Tien Vu
”Jeg har endnu ikke lært at sige: Jeg forbereder mig ikke”
Den nye skolehverdag tærer hårdere på lærer Susanne Andersen, end hun havde forestillet sig. I går bad hun sin afdelingsleder om hjælp til at prioritere. ”Enten skal jeg forberede mig minimalt, eller også skal jeg se at få it-lokalet op at køre og gå uforberedt ind i min klasse”.
Susanne Andersen
• 46 år
• Lærer på Frørup-afdelingen på 4kløverskolen
• Uddannet fra Odense Seminarium i 2000 med
linjefag ihistorie, matematik og hjemkundskab
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Susanne Andersen er lærer på Frørup-afdelingen på 4kløverskolen i Nyborg. Her har hun lige fået en ny opgaveoversigt. Det vil sige, hun har fået mulighed for at gå på nettet og se den nye opgaveoversigt, der dog endnu ikke er helt opdateret. For eksempel står der stadig, at hun er følgeperson i Familieklassen, som heldagsskolen kører. Men det er hun ikke. Hendes leder har forklaret, at det vil kræve for mange ændringer i hendes skema. I stedet er hun blevet støtte for en lærer i fleksjob.
"Jeg skal slæbe ler til billedkunst. Min kollega skal selv sørge for at rydde op efter to timers undervisning, jeg skal bare bære ler over i lokalet i den første time. Min kollega ville ikke fysisk være i stand til at undervise i billedkunst, hvis ikke hun får hjælp til at slæbe ler", fortæller Susanne Andersen, der er en af de to lærere, som Folkeskolen følger i den nye skolehverdag.
"Vi følger lov 409 - og så alligevel ...."
Der ud over er hun klasselærer i 4. klasse, har AKT-opgaver, tager AKT-uddannelsen, er it-vejleder og arbejdsmiljørepræsentant.
Først lød hendes opgaveoversigt på 720 timers undervisning, nu undrer hun sig over, at den er ændret til 751,5 timer hen over sommeren. Uden hun ved hvorfor.
Hun fortæller, at lærerne ikke har tid til at mødes og tale sammen. Endnu har de ikke fortalt bare lidt om deres ferie til hinanden.
"Vi er enten sammen med børnene, sidder ved vores arbejdsplads eller farer forvirrede rundt".
It-problemer stresser
Hun er it-vejleder sammen med en kollega, og det er endnu ikke lykkedes at få it-lokalet i gang efter sommerferien. Der er et problem, og de kan ikke finde ud af, hvad der er galt.
"Mine kolleger er afhængige af, at jeg passer min it-vejledning. Det har ikke noget med skolereformen at gøre, men det er en virkelig stressfremkaldende faktor, at vi ikke kan få gang i lokalet. Da jeg bad min afdelingsleder om hjælp til prioritering i går, spurgte hun, hvad jeg gerne vil have, at hun gør."
Susanne Andersen har uddannelse som it-vejleder, men hun understreger, at hun ikke er tekniker.
"Jeg når slet ikke at bruge min vejlederrolle. Vi laver kun teknik hele tiden. Min livline fra den anden afdeling af skolen kommer i morgen".
Hun fortæller, at Frørupafdelingen får 28 ekstra stationære computere, fordi der ikke er plads til dem på den anden afdeling af skolen.
"Det er fantastisk at få mulighed for at kunne have tre klasser i gang på computerne samtidig, men det betyder også, at vi får 28 computere ekstra at passe".
Når hun gik til lederen i går, er det, fordi arbejdet er begyndt at gå ud over hendes nattesøvn. Hun var stresset i foråret og fortæller, at stresslamperne nu lyser rødt.
"Jeg tænker hele tiden på arbejdet, på det jeg ikke når at forberede. Det er begyndt at gå ud over min nattesøvn. Jeg vågner og tænker på arbejdet. Jeg ved ikke, hvad jeg gør ved det. Jeg prøver at tage en time ad gangen. Fredag gik jeg hjem uden at have forberedt mig. Jeg arbejdede slet ikke i weekenden. Jeg prøvede at nyde det, og jeg fik i hvert fald sovet. Men det er hårdere, end jeg havde regnet med at arbejde efter de nye regler. At sige: "jeg nåede det ikke". Det skal læres".
Fordelte gårdvagterne
Hun var heldig mandag morgen. En kollega tog på tur med hendes klasse, så hun nåede at forberede sig om morgenen til timen efter.
"Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle forberede mig i timerne, mens eleverne arbejder. Men det sker nu".
Gårdvagterne har lærerne på skolen selv måtte planlægge. Efter sommerferien var alle lærere sat på alle gårdvagter - 9 på hver, fordi ingen havde haft tid eller fået opgaven at planlægge dem.
"Vi besluttede på et møde, at vi alle stregede os ud på nogle af gårdvagterne, indtil der var tre på hver gårdvagt. Så nu har jeg gårdvagt 2 en halv time om ugen", siger Susanne Andersen.
I spisepausen har pædagogerne gårdvagten undtagen om torsdagen, hvor de holder møde.
"Den halve time bruger vi på at overlevere, hvordan enkelte børn har det. Endnu har jeg ikke nået at spise i spisepausen".
Lange dage for eleverne
Frørupafdelingen bruger noget af den understøttende undervisning til morgensamling og morgensang samt til klassens tid.
"Vi er glade for, at morgensamlingen ikke går ud over den faglige undervisning. Sidste år tog den et kvarter af første time".
I indskolingen er der i nogle timer en lærer og en pædagogmedhjælper med i den understøttende undervisning, i andre timer står pædagogmedhjælperen alene med klassen.
Lektiecafeen bliver på mellemtrinnet varetaget af tre lærere. De har hver en klasse i alle tre ugentlige timers lektiecafe.
"Tidligere indstillede vi elever til lektiecafe, nu skal forældrene melde aktivt fra. Der er kun to elever fra min 4. klasse, der ikke er i lektiecafe. For nogle bliver det lange dage. De er færdige med undervisning klokken 14 og så er der lektier en time", fortæller Susanne Andersen.