Skolereformen er historisk stor, og det er klart, at en reform af den størrelse skaber en vis uro, siger borgmester Jens Ive.

Lærere flygter fra Rudersdal Kommune

73 lærere har sagt deres stilling op i Rudersdal Kommune. Det er tre gange så mange, som forlod kommunen i sommeren 2012. Kommunen har ikke ønsket at indgå en arbejdstidsaftale med lærerkredsen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2012 - det sidste 'normale' år før lockouten - holdt 25 lærere op i Rudersdal Kommune.

I 2013 - kaosåret med lockout og vedtagelse af ny skolereform - fratrådte 35 lærere deres stilling i kommunen.

Og nu i år, hvor skolereformen og 8-16-arbejdsdagen skal iværksættes, har 73 lærere sagt farvel og goodbye til kommunens skolevæsen. Altså tre gange så mange som i 2012.

Græsset er grønnest i Lyngby-Taarbæk 

15 procent har sagt op

I alt er der omkring 540 lærere i kommunens skolevæsen, så det er cirka 15 procent, der er fratrådt. Og det er ikke, fordi de er gået på pension eller på efterløn. De fleste har fået nyt arbejde uden for kommunegrænsen. Det viser en undersøgelse, som kommunen selv har lavet af de fire skoler, der tegner sig for de fleste opsigelser, nemlig 48 i alt. Kun seks af disse 48 er gået på pension. En enkelt er gået på efterløn.

Bliver I nu straffet for, at I ikke har indgået en aftale med lærerkredsen?

"Nej!" svarer borgmester Jens Ive (V).

"Men skolereformen er historisk stor, og det er klart, at en reform af den størrelse skaber en vis uro. Hvis man ikke ved det, har man ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok".

"En vis gennemstrømning er kun sundt"

Han mener, at det er et sundhedstegn, at der er en vis gennemstrømning, og henviser til, at danskerne i gennemsnit skifter job hvert ottende år.

"Det svarer til godt 60 lærere om året i vores kommune. Det er kun positivt med naturlig gennemstrømning. Nye udfordringer holder folk vågne og skarpe. Det er ikke et mål i sig selv at fastholde folk, og vi har desuden fået mange flere ansøgninger, end vi skal bruge, så vi har ingen grund til bekymring. Det ville vi kun have, hvis vi ikke kunne rekruttere nye lærere", siger borgmesteren.

"Men det er klart, at vi følger udviklingen tæt", tilføjer han.

Kun en tredjedel af de ansatte bor selv i kommunen

Kun en tredjedel af de, der er ansat i kommunen, bor selv i den nordsjællandske velhaver-kommune. Hvor mange af skolevæsenets lærere, der bor uden for kommunen, er ikke opgjort, men en del af de lærere, der nu har sagt op, har gjort det, fordi de med den nye 8-16-arbejdsdag ville få svært ved at nå hjem og tage sig af deres egne børn. Før kunne de jo flekse ud om eftermiddagen og så arbejde om aftenen og i weekenden.

"Jeg er kun glad for, at de har fået et job tættere på deres bopæl. Så får de en bedre balance mellem arbejde og familie og mindre stress. Det er da positivt", siger Jens Ive.

"Og det er i øvrigt små tal - vi har 4.000 medarbejdere i kommunen, som har en almindelig arbejdsdag, og som har løst det med at hente børn", tilføjer han.

Det især er fire af kommunens 12 skoler, der tegner sig for de fleste opsigelser, anfører Jens Ive. Herunder specielt Vangeboskolen, hvor hele 17 lærere er fratrådt.

"Vangeboskolen er den skole i kommunen, der implementerer skolereformen mest ambitiøst, og det har selvfølgelig skabt en del uro. Men det har skoleledelsen løst nu", siger borgmesteren.