Tre lastbiltrailere er indrettet til laboratorier,hvor eleverne kan arbejde med fremtidens energi, kroppens energi og med at få gode ideer

Mobile laboratorier fortsætter fire år mere

Mobil Lab med udstyr til naturfagsundervisning er så stor en succes i Horsens, Vejle og Hedensted, at Insero Fonden bevilger penge til fire år mere. Laboratorierne er indrettet i tre lastbiltrailere og kan bruges gratis af de lokale skoler.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Laboratorierne er udstyret med teknologi til tre emner - udforsk kroppens energi, udforsk fremtidens energi og udforsk den gode ide.

Projektet med mobile laboratorier har kørt i fire år og skulle egentlig stoppe her til sommer men bliver nu forlænget. I 2013 benyttede 32 skoler og læringsinstitutioner sig af tilbuddet. Året før var det 18 uddannelsesinstitutioner, der brugte de tre 'Mobil Lab', men laboratorierne har været booket i 77 procent af skolernes undervisningsuger.

"Mobil Lab er et initiativ, som er udtænkt af undervisere for undervisere, og er derfor etableret på baggrund af lærernes egne behov og ideer. Vi kan se, at der er stor interesse for at bruge laboratorierne, fordi de giver eleverne mulighed for at arbejde med nye teknologier og dyrt udstyr, som skolen ikke selv kan stille til rådighed", siger Anders Pagh, der er Insero Science Academys projektleder af Mobil Lab i en pressemeddelelse.

Erfaringen er, at laboratorierne giver gode muligheder for at udvikle mere udfordrende forsøg, men at det også tager tid for lærerne at integrere de mobile laboratorier i undervisningen. Planen er, at laboratoriernes tre temaer fremover skal inddrages i undervisningsplanerne.

Flere skoler har desuden efterspurgt, at laboratorierne kommer til at række ud til en større målgruppe end den nuværende 7.-10. klasse og 1.g. Sådan at mellemtrinnet fremover skal have mulighed for at benytte tilbuddet. Det betyder, at teknologierne skal opdateres og undervisningsmaterialerne skal tilpasses til yngre elever også.