"For mange er det banebrydende med den åbne skole, og den kommer ikke af sig selv", siger formand for skoleområdet i Børne- og Kulturchefforeningen, Eik Møller.
Foto: Børne- og Kulturchefforeningen
Kommunale chefer sætter fokus på samarbejde med musikskoler
Med den nye folkeskolereform er musikskoler og folkeskoler gensidigt forpligtede til at samarbejde. De kommunale børne- og kulturchefer har lavet en række anbefalinger, der skal sikre, at kommunerne giver samarbejdet et særligt fokus i 2014.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Musikskolerne kan inddrages i de daglige 45 minutters bevægelse, musikskolelærere kan indgå i folkeskolens undervisning og valgfag kan udbydes i samarbejde med den lokale musikskole. Det er nogle af de anbefalinger, som Børne- og Kulturchefforeningen har lavet sammen med Skolelederforeningen og Danske Musik- og Kulturskoleledere. Anbefalingerne er sendt rundt i et borgmesterbrev til landets kommuner.
Blogindlæg: Musiktimen slider lærerne op
Hidtil har det kun været musikskolerne, der var forpligtigede til at samarbejde med folkeskolen. Når den nye folkeskolereform træder i kraft i 2014, bliver det samarbejde gjort gensidigt. Ifølge Eik Møller, der er formand for skoleområdet i Børne- og Kulturchefforeningen, er der brug for en særlig indsats for, at folkeskolen bliver åbnet mod musikskolerne.
Musiklærerforeningen: Faglighed i musik styrkes med reform
"For mange er det banebrydende med den åbne skole, og den kommer ikke af sig selv. Det er nødvendigt, at vi i fællesskab opfordrer til at tænke i nye muligheder og har opmærksomhed på, hvordan vi opnår den åbne skole. Det er en ekstra opgave for skolerne, men det handler om at skabe nogle spændende muligheder for børnene", siger Eik Møller, der har sat sin underskrift på borgmesterbrevet.
Kræver respekt for forskelligheder I Musiklærerforeningen mener formand Gertrud Garcia Arozarena overordnet, at samarbejdet med musikskolerne vil styrke musikfaget i folkeskolen. Hun er især begejstret for de kommunale chefers anbefaling til at bruge musik i de 45 minutters obligatorisk bevægelse.
Musiklærerne har fået ny formand
"Det er altafgørende, at der er en gensidig respekt mellem musikskolelærerne og folkeskolelærerne. Nogle musikskolelærere er ikke vant til folkeskolens samsurium af skønne unger, hvor ikke alle er lige motiverede. Til gengæld har de en anden faglighed fra konservatoriet. Hvis vi kan respektere vores forskellige fagligheder, kan vi få alle vores bedste kompetencer i spil", siger Gertrud Garcia Arozarena.
Læs alle anbefalingerne fra Børne- og Kulturchefforeningens borgmesterbrev ved at klikke på linket til højre.
Læs mere
Borgmesterbrev om samarbejde mellem folkeskoler ogmusikskoler