Nu kan man også finde lærervikarer på folkeskolen.dk

Når skolerne skal bruge vikarer til korte eller løse vikariater, er der stadig mange, der nøjes med et opslag på vicerens dør og kommunens hjemmeside og dermed ikke får kontakt med de uddannede lærere, der kunne være interesseret i jobbet. Det gør fagbladet Folkeskolen nu noget ved med Vikarbazar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg har blandt andet fået henvendelser fra flere kredsformænd, som er kede af, at der ikke ansættes uddannede lærere i kommunens lærervikariater, fordi de ikke slås op i Folkeskolen eller på lærerjob.dk", fortæller chefredaktør på Folkeskolen Hanne Birgitte Jørgensen.

Folkeskolen med 193.000 læsere per blad og bladets jobportal lærerjob.dk er stedet, hvor lærerjob i folke- og friskoler slås op, ligesom det er her, man finder job som skoleleder, skolepsykolog og konsulent. I en årrække har det til gengæld været svært at få uddannede lærere til at søge kortere eller løse vikariater, fordi der var masser af faste job at vælge i mellem.

"Det er der ikke længere, og samtidig kan et vikarjob være vejen ind i folkeskolen for nyuddannede lærere", siger Hanne Birgitte Jørgensen.

Kom tættere på jobbet

Folkeskolen har derfor etableret Vikarbazar - et enkelt, webbaseret jobmarked, hvor man kan søge efter en vikar (max. 9 måneders ansættelse) for en pris a kun 750 kr. Man lægger selv annoncen ind, den ligger seks uger på folkeskolen.dk/vikarbazar, og der bringes henvisningsannonce i det næstkommende blad - helt efter modellen på det populære privatannoncemarked Bazar, som er et af de mest besøgte steder på folkeskolen.dk.

Der er naturligvis også adgang til Vikarbazar fra lærerjob.dk, så jobsøgende lærere kan finde alle lærerjob samlet på ét sted - lærerjob.dk

Læs mere