Ekstraordinær kongres
DLF holder ekstraordinær kongres onsdag den 22. maj 2013 iFalconer Center i København.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Knockoutet.
Sådan kan det føles for lærere, der efter fire ugers konflikt blev lukket tilbage til klasseværelserne af regeringens lovindgreb, som flugtede med arbejdsgivernes ønsker. Men kampen er ikke tabt endnu, lyder det fra DLF-formand Anders Bondo Christensen.
»Vi er i den grad blevet kørt over. Vi tabte med et brag. Mod matchfixing kæmper alle forgæves. Men vi har ikke mistet vores selvrespekt. Vi har stadig en professionel faglig stolthed tilbage. Det skal være vores pejlemærke at give eleverne den allerbedste undervisning«, siger Anders Bondo og understreger, at det slag, som lærerne har kæmpet, ikke er slut endnu. Tværtimod er det først for alvor begyndt.
Lederen skal bestemme over lærernes arbejdstid
»Det, der giver den bedst mulige undervisning til eleverne, er, at de møder den begejstrede lærer med overskud i klasselokalet. Regeringen kan komme med alle sine reformer, strukturændringer og testsystemer, men det, der betyder noget, er lærerens overskud, og det skal vi have fokus på«.
Under konflikten blev lærerformanden overrumplet af det store sammenhold, der var blandt lærerne, på trods af de mange angreb de blev udsat for. Og lige præcis her ser han styrken i arbejdet fremover.
»Vi skal holde fast i det sammenhold, der blev udvist under konflikten. Vi skal bruge det som et aktiv - og ikke til at være kollektivt sure. Vi har al mulig grund til at være indestængt vrede efter det, vi har været igennem. Og det skal der være plads til. Men vi skal bruge fællesskabet til at kigge fremad, fordi vi i fællesskab kan give eleverne den gode undervisning«.
Forberedelse udfordres
Fra august 2014 er det en helt ny type aftale, der danner rammerne om lærernes arbejde. Og hvis den aftale skal skabe god undervisning, kræver det for det første, at kommunerne ikke bruger aftalen til at spare voldsomt på skolen. Desuden kræver det, at lærere, ledere og skolebestyrelser allerede nu begynder at tage diskussionerne om, hvad der giver god skole, mener lærerformanden. DLF er i fuld gang med at klæde tillidsvalgte på til opgaven.
»De lokale kredse må fortælle kommunalpolitikerne, at de skal forholde sig til lærernes muligheder for at skabe kvalitet. Og tillidsrepræsentanten på den enkelte skole får en fantastisk central opgave i at være den, der holder fast i sammenholdet i lærergruppen og sammen med ledelsen drøfter, hvordan der skabes gode rammer for undervisningen«.
Anders Bondo peger igen og igen på, at kvalitetsdiskussionen og sammenholdet er de vigtigste dele af at sikre god undervisning i en ny skolehverdag. Han advarer mod at skabe intern konkurrence mellem lærerne.
»Der må ikke ske det, at vi bliver individualiserede og begynder at kæmpe for vores egen forberedelsestid på bekostning af andres. Hvis vi ender i den situation, bliver vi alle tabere«.
»Vi skal tage et kollektivt ansvar for at få skolen til at fungere. Og mange steder tror jeg, at man i dialog med ledelse og skolebestyrelse får sat nogle rammer op for, hvordan man tackler situationen. Men vi vil blive presset. Økonomien er presset, og det her er et økonomistyringsinstrument, og derfor bliver vi udfordret yderligere. Derfor skal vi have ansvarliggjort kommunalpolitikerne. De er ikke bare ansvarlige for kommunernes økonomi, men også for elevernes undervisning«.
Kvalitetsprojekt
DLF opfordrer tillidsrepræsentanterne til, at de indkalder til klubmøder på skolerne for at sikre sammenhold mellem de lærere, der har været lockoutet, og tjenestemænd, som underviste under konflikten, men også for allerede nu at sætte gang i diskussionen om kvalitet i undervisningen. DLF har arrangeret 43 seminarer, som skal afholdes inden sommerferien for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
»Vi skal allerede nu i gang med at formulere, hvad der skal til for, at der er kvalitet i undervisningen. Vi skal ikke vente på, at det kommer ovenfra. Vi skal være aktive og formulere det som oplæg til ledelse, skolebestyrelse og kommunalbestyrelse«.
Anders Bondo mener, at Lærerforeningen skal bygge videre på det arbejde, der begyndte, da DLF holdt ekstraordinær kongres for godt et år siden. Dengang ville KL ikke være med i et kvalitetsprojekt.
»Jeg tror, vi skal have nogle af de tanker frem igen. De ting, vi havde med der, var alt sammen noget, vi ved fra forskningen virker. Jeg har ingen tro på, at KL vil gå ind i det. Det er ikke det, de har signaleret det sidste halvandet år, men jeg tror, mange kommuner gerne vil. Mange steder er der et godt samarbejde mellem kreds og kommune«.
Anders Bondo håber på, at lærerne også under nye arbejdstidsregler kan skabe god skole for eleverne: »Men det kommer an på, hvilket ansvar kommunerne vil tage for, at vi som lærere kan lykkes med vores opgave. Hvis man vil bruge de her nye regler som rene spareøvelser, så får vi det meget svært. Men hvis man er parat til at prøve at gå ind i kvalitetsdiskussionen, så vil jeg ikke afvise det«.