Flere end 1000 lærere var samlet til picnic ved Himmelbjerget onsdag. Her sidder lærerne fra Bakkeskolen og hygger, mens de venter på Bondos tale. Klik på tallene for flere billeder
Bondo på bjerget
Endelig var solen på de lockoutedes side, så der var picnic uden uldne underbukser og strikhue, da Anders Bondo talte for mere end tusind lærere på Himmelbjerget.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne fra Skanderborg-Odder, Silkeborg og Favrskov var samlet til picnic på Himmelbjerget, og humøret var højt i forårssolen. På hele skrænten sad folk tæt på deres tæpper med medbragt kaffe og hjemmebagt kage. Ud fra støjniveauet på legepladsen at bedømme havde en del også valgt at gøre det til en familieudflugt og medbringe børnene. Og hvis det ikke havde været for de mange gule lockout-T-shirts, så kunne man måske også foranlediges til at tro, at det var en ordinær firmaudflugt eller et grundlovsstævne.
Men så kom ham, det hele handlede om: Anders Bondo. Allerede da folk så ham komme gående op mod talerstolen, opstod der klapsalver. Jo Anders Bondo er en populær mand. Ordet gik dog først til Bent Eriksen; formand for Skanderborg-Odder lærerkreds. Han henledte opmærksomheden på, at Himmelbjergets talerstol historisk set er stedet, hvorfra man taler demokrati.
De nordvestjyske lærere bakker op om Bondo
Bondo talte blandt andet om hele forhandlingsforløbet - eller nærmere om manglen på samme - op til lockoutens start. Han talte desuden en del om vores lærerprofessionalitet.
"Vi svigter ikke vores professionelle ansvar. Vi går ikke på kompromis med at kæmpe for at lave kvalitet i den undervisning, vi skal levere til eleverne", sagde han og fortsatte "Erik Fabrin har jo fortalt os: Enten skriver vi under, eller vi kommer på vores grædende knæ. Jeg garanterer for: Vi kommer aldrig på vores grædende knæ!"
Se et klip fra Bondos tale her:
Sammenholdet bliver forstærket Det var dejligt med en moralsk booster til at fastholde gejsten. Det største bifald kom dog, da Bondo talte om det sammenhold, som denne konflikt har opbygget mellem lærerne.
Og sammenhold var der på tæpperne hos lærerne fra Bakkeskolen i Hørning. Der var 20 lærere af sted fra skolen, og hyggesnakken gik både før og efter Bondos tale, mens de fælles hjemmebagte småkager, vindruer, karameller og brød med humus blev fortæret.
Lærere cykler for fair forhandling
"Til dagligt har vi altid så travlt og får ikke talt sammen. Men nu får vi talt med hinanden på kryds og tværs. Ud over at deltage i aktionerne sørger vi også for at lave noget hyggeligt sammen. I går var vi for eksempel 20 lærere fra skolen ude at spise sammen. Dette her arrangement er også rigtig hyggeligt", siger Mette Nielsen fra Bakkeskolen.
Snakken på tæpperne gik især omkring konflikten. Hvor lang tid vil regeringen lade det gå inden et indgreb? Hvordan mon livet på skolen er for tiden? Der blev også talt meget om, hvordan det bliver at vende tilbage. Hvad skal man sige til eleverne? Hvad skal man skrive i det første ugebrev? Og kan man overhovedet finde arbejdsglæden igen? Heldigvis var der også plads til alt mulig anden snak, der ikke havde med konflikten at gøre.
Efter Bondos tale optrådte et kor af Odder-lærere. De lagde op til fællessang: "Viiiii står foran døren og vil ind, men IIIIIIII lukker kun tjen'stemænd'ne ind". Til sidst gjorde "Teacher man army" deres entre under stor jubel. Senere blev tæpperne pakket sammen, og folk vendte hjem efter endnu en vellykket lockoutaktion. Denne gang med sol i kinderne i stedet for frosne tæer.
Koncertdemo fik bred opbakning