"Hvordan skal vi bære os ad med at ramme den enkelte elev, hvis der ikke er forberedelse nok?" spørger sosu-lærer og tillidsrepræsentant Jeanette Larsen.

Sosu-lærere kæmper for forberedelsen

Mindre forberedelse, kortere varsel om arbejdstid og slut med overarbejde. Sosu-lærerne er ligesom folkeskolelærerne lockoutet, fordi staten kræver nye arbejdstidsregler, som ikke er ønsket på skolerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeanette Larsen er sosu-lærer og tillidsrepræsentant på sosu-skolen SOPU, som har afdelinger i både København og Nordsjælland. I dag mødes hun med sine kolleger i Københavns Lærerforenings lokaler for at lave kampagnematerialer. "Vores elever er voksne mennesker, så vi kan ikke bruge de materialer, som kommer fra DLF. Vi er nødt til at lave vores egen kampagne", siger hun. Ligesom folkeskolelærerne er hun blevet mødt af krav om en ny arbejdstidsaftale fra arbejdsgiveren, som i hendes tilfælde er staten med finansminister Bjarne Corydon i spidsen. "Vi har ikke faste skema, men får skemaer med fire ugers varsel. Det vil de have ændret. De vil også indskrænke forberedelsestiden, og så vil de konvertere overarbejde til merarbejde", siger Jeanette Larsen.

Sammenbrud i de statslige overenskomstforhandlinger

Det kræver forberedelse at nå den enkelte elev Hun synes, det er meget problematisk, hvis hun efter konflikten skal have mindre forberedelsestid end tilfældet er i dag. "Vi rekrutterer elever fra en bred gruppe af voksne mennesker, der er mere eller mindre uddannelsesparate. Mange af vores elever har udfordringer i forhold til det danske sprog eller slås med personlige og sociale problemer. Derfor undervisningsdifferentierer vi meget. Hvordan skal vi bære os ad med at ramme den enkelte elev, hvis der ikke er nok forberedelse?".

Planlagte overenskomstforhandlinger  Hun synes forløbet omkring overenskomstforhandlingerne er meget foruroligende. "Som jeg ser det, har regeringen besluttet sig for at gennemføre det her gennem overenskomstforhandlingerne. Samtidig står vi med et mål om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi optager og skal forsøge at fastholde alle de elever, som søger ind på skolen. Og dem skal vi uddanne til mennesker, der kan gå ud og drage omsorg for syge og svage", siger Jeanette Larsen. På hendes arbejdsplads er omkring 130 ud af 180 ansatte ramt af lockout. Ud af dem er 60 medlemmer af Danmarks Lærerforening. Derudover er også medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, Socialrådgiver-foreningen og også fysio- og ergoteraopeuter ramt af lockout. Sosu-lærerne vil i dag sammen med folkeskolelærerne være med i en menneskekæde, som skal strække sig fra søerne til Langebro. Her vil lærerne uddele løbesedler og informationsbreve og fortælle inte-resserede om lærernes situation.