Foto: Klaus Holsting
Vodskov-lærere hyldet på kongressen
Et engagement uden sidestykke i foreningens historie, kaldte DLF-formand Anders Bondo i dag de seneste ugers aktivitet blandt lærerne over hele landet. Lærerne på Vodskov Skole ved Aalborg blev hyldet med stående ovationer på den ekstraordinære kongres, der netop er gået i gang i København.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi er engagerede mennesker. De seneste uger har der været et engagement, som er uden sidestykke i foreningens historie med happenings, indlæg og mange arrangementer. Budskabet er, at alle ønsker en god folkeskole med fokus på kvalitet", sagde Anders Bondo fra kongressens talerstol i Bella Center.
"Jeg vil gerne starte med at sige tak til alle de medlemmer, som har bidraget til debatten. Jeg ville gerne have vist rigtig meget af det, men vi har valgt en enkelt ting ud", sagde han og bød velkommen til de nordjyske lærere og præsenterede den musikvideo om lærernes arbejde, som nu er oppe på næste 16.000 views på Youtube.