I lærerteamet planlægger man næste temadag, en udflugt eller forældremødet på onsdag. Men man taler ikke om elevernes læring. Man taler ikke om, hvordan man bedst kan undervisningsdifferentiere i dansk i 5.c. Højst sandsynlig taler lærerne om den uro, som en drengegruppe i 5.c spreder, men man taler ikke om elevernes læring. Man taler heller ikke om lærernes læring.

Det er budskabet i den ph.d.-afhandling, »Teamsamarbejdets dynamiske stabilitet«, som forskningschef hos UCC Lise Tingleff Nielsen netop har forsvaret. Hendes forskning viser, at læringen drukner på teammødet. Ikke fordi lærerne ikke interesserer sig for elevernes læring, men fordi det praktiske tager over. Skolen skal fungere. Lærerne skal producere. Det kræver skolekulturen.

Teamsamarbejdet er mere form end indhold.

Den gode diskussion om elevernes læring glimrer ved sit fravær i de lærerteam, Lise Tingleff Nielsen har undersøgt og besøgt. Som en lærer siger: »Teammøder og undervisning er to vidt forskellige verdener. Det er svært at forklare, men det har ikke rigtig noget med hinanden at gøre«.

Men egentlig blev teamsamarbejdet blandt lærere indført blandt andet med det formål at skabe gode betingelser for lærernes læring. Det blev set som en samarbejdsform, der kunne understøtte lærernes indbyrdes erfaringsudveksling og deres arbejdsrelaterede læreprocesser for at kunne udvikle de bedste forudsætninger for elevernes læring.

»Man lærer af teamsamarbejdet. Man lærer bare ikke det, som var en af intentionerne - nemlig at blive klogere på elevernes læring. Det bliver hele tiden ekskluderet af to meget stærke faktorer, som jeg kalder familiekulturen og funktionalitetslogikken«, fortæller Lise Tingleff Nielsen.

Familiekulturen er lærernes tætte samarbejde og omsorg for hinanden. Det kollegiale, der nærmest bliver som en familie, som flere af de lærere, hun møder, selv udtrykker det. Funktionalitetslogikken er alt det praktiske i skolen. Alt det, der skal få skolen til at hænge sammen. At temadagen, udflugten, undervisningen er godt planlagt.

Glade for teamet

»Lærerne er glade for deres teamsamarbejde. De fremhæver det gode i at have nogle kolleger at sparre med, at have et sted at læsse af og at kunne udvikle fælles fodslag. Den kollegiale opbakning er en styrke, men det kan kamme over og blive et mål i sig selv. Det kan betyde, at man ikke får gjort noget andet«, siger Lise Tingleff Nielsen.

I sine observationer beskriver hun flere steder eksempler på den kollegiale hygge. At man har bagt boller og drikker kaffe til teammødet. At man har det rart sammen.

»Det er ikke, fordi jeg har set en masse lærere drikke kaffe og hygge sig - og så ikke mere. Det er ikke det, jeg har oplevet. Jeg har mødt meget dedikerede lærere, der har styr på undervisningen. Men indimellem drukner samarbejdet i praktiske gøremål«, mener hun.

»Lærere er utroligt gode til at sørge for, at alle elever på en udflugt når at fange en frø, se på den og få den sat ud igen, inden de skal tilbage til skolen. De er meget optaget af, at alle elever i klassen trives og har en god oplevelse. Men hvad er det lige, eleverne skal lære, når de så har fanget den frø? Det bliver der mindre plads til. Og vi er nødt til at tage luppen frem og spørge, om der sker noget her, der understøtter elevernes læring? Om det gør lærerne dygtigere?«

»At skolen fungerer, overskygger næsten alt andet. Men man kunne også lægge undervisningen på bordet og tale om, hvorfor den gruppe af piger blev så optaget af at studere den frø, og hvorfor en anden gruppe ikke blev optaget af det. Når lærerne gør det indbyrdes, bliver de meget fanget af det«.

Team uden faglige diskussioner

Hun mener, at der er et enormt uudnyttet potentiale i folkeskolen, og hun er bekymret for, at de lærere, der ønsker en didaktisk dialog, forlader skolen. Fordi de ikke får opfyldt deres behov på det pædagogisk-didaktiske felt.

»Der er faglige diskussioner på skolerne, men de dominerer ikke. Slet ikke i lærerteamet. Når de foregår, er det ofte mellem et par lærere. Men de forsvinder meget ofte i de praktiske gøremål«.

I skolens kultur er det svært at spørge en kollega: Hvorfor gjorde du egentlig sådan? Det er der ikke altid plads til i skolekulturen. Det bliver snarere mere vagt som »skulle vi ikke prøve at ...?« Fordi et direkte spørgsmål bliver opfattet som et angreb på en kollegas kompetence og opleves som en udfordring af den gode stemning. »Nu har jeg jo lige bagt valnøddeboller og hentet kaffe til dig ...«.

Ifølge Lise Tingleff Nielsen bliver en god lærer lig med en god kollega lig med en, der viser omsorg og bakker op. Sådan er det i familiekulturen.

Hun har også oplevet en lærer, der var i gang med at beskrive, hvordan hun gjorde noget i undervisningen, og hvordan en kollega gjorde noget andet. Så siger læreren, at det jo bestemt ikke er for at kritisere den anden. Læreren bakker, vil ikke krydse klinger, men anerkender i stedet, at man jo er forskellige.

»Man kan undre sig over, at dedikerede mennesker, der efter fire års uddannelse har fået ønskejobbet, ikke tager de faglige diskussioner med kollegerne«.

I skolen skal man producere

Når Lise Tingleff Nielsen har valgt at skrive ph.d. om lærernes teamsamarbejde, skyldes det, at hun tidligere som pædagogisk konsulent netop underviste i teamsamarbejdet. Om hvordan man kunne gøre teamsamarbejdet til et lærende forum. Om at have en åben dialog og udarbejde dagsorden for mødet. Derfor havde hun lyst til at undersøge hverdagens lærerteam - at tage en temperaturmåling.

»Kan man så lære at arbejde i team? Ja, noget kan man selvfølgelig lære, men jeg oplevede, at det ikke gør den store forskel, om man laver en dagsorden med nogle punkter for mødet. For skolekulturen er så hammerstærk. Der kan godt stå 'evaluering af undervisning' som et punkt på dagsordenen, men derfor er det jo ikke sikkert, at man når punktet. Hvis kulturen ikke kan rumme det, så er det jo ligegyldigt, at det står på dagsordenen«, siger Lise Tingleff Nielsen.

»Det handler om, hvad der er på spil i skolekulturen, og her har man en produktionskultur. Man skal producere, og så er der ikke plads til at tale om evaluering. Det er jo kontraproduktivt. Ledelsen beder om produktivitet, og det er det, du bliver anerkendt på. Du bliver anerkendt på at kunne stå distancen i klasselokalet og få tingene til at fungere«.

Ifølge Lise Tingleff Nielsen er der i skolen mere plads til en producerende medarbejder end til en eksperimenterende medarbejder. Når man ser på det ledelsesmæssige, det indholdsmæssige og det strukturelle, så signalerer man, at her producerer vi undervisning.

»Det er også det, der sker, når lærere siger, at der er for mange møder, og at de hellere vil undervise, for det er kernen i deres arbejde. Hvis man oplever, at møderne ikke er koblet godt nok sammen med undervisningen, at de ikke gør dig bedre til at undervise, så opleves de som overflødige. Samtidig sænker møderne produktiviteten for en stund, og det er jo netop produktiviteten, som du bliver anerkendt på«.

Et godt team uden bøvl

Hun fortæller om undersøgelsen, at hun ofte på sin rundtur til de 28 skoler på møde i pædagogisk råd stod og talte med skolelederen, mens lærerne udfyldte hendes spørgeskema. Her fortalte skolelederen så, at et godt team er dem, der klarer alting selv. Hvor der aldrig er noget bøvl. Det er noget, der ligger højt på skolekulturens anerkendelsesliste.

»Hvis man som lærer i teamet begynder at stille spørgsmål til elevernes læring, kan det betyde, at det for en stund bliver svært at være lærer. Så bliver jeg måske den lærer, der pludselig ikke kan magte det«, forklarer Lise Tingleff Nielsen.

Rundt på sine teambesøg spurgte hun også en lærer, hvad et godt team er. Læreren pegede over på en gruppe og sagde: »De står derovre. Kan du ikke se det? De har købt øko-kiks og ost. De har det rigtig godt sammen«.

»Hun kunne jo også have sagt, at teamet derovre bare har udarbejdet det fedeste undervisningsmateriale til indskolingen, og så have tilføjet, at de i øvrigt har det rigtig godt sammen. Men trivslen - familiekulturen - går forud«.

Det praktiske fylder

På skolerne bliver det også i sig selv et mål at være praktisk, og der er nogle gode grunde til det, pointerer Lise Tingleff Nielsen.

»Hvordan fylder meget i skolen. Det er det praktiske, når man tilrettelægger aktiviteter. Men det, der fylder mindre, er: Hvorfor skal eleverne lære det? Og hvad vil vi gerne arbejde med?«

»Når teamet taler om disciplinen eller om sociale udfordringer i klassen, så kunne de også angribe det mere læringsmæssigt, for eksempel når de taler om den konflikt i 7. klasse, der fik flere af pigerne til at græde og gå hjem. De kunne tale om, hvad der sker i den gruppe lige nu, og om de fremadrettet kunne lære pigerne at klare konflikten på en måde, som de kunne bruge senere. Men samtalen om disciplin og sociale udfordringer sker sjældent i et læringsperspektiv«.

Hun forklarer, at når lærere sætter ord på undervisningen, siger de for eksempel, at de har haft to matematiktimer.

»Det er håndgribeligt. Men at Markus nåede lidt videre med procentregningen i dag, er sværere at beskrive. Lærere er meget optagede af elevernes læring, men det er svært at tale om i de formelle fora«.

Hvis man ser på ledernes rolle, så kan de finde på at spørge, om teamet har styr på temadagen eller på forældremødet. De spørger sjældent, om der er styr på undervisningsdifferentieringen i 6.b.

Med årene har teamene også fået uddelegeret nogle flere ansvarsområder, der fylder. De har fået ansvar for at skrive høringssvar til kommunen, for arbejdet med lærerstuderende i praktik og for kollegiale arrangementer og fester.

Usynligt samarbejde

Lise Tingleff Nielsen oplever, at de fysiske rammer på skolen betyder noget, når det handler om teamsamarbejdet.

Lærere skal enten stå i klasselokalet eller sidde på lærerværelset. Der er ikke fysiske rammer på skolen til, at man som lærer kan forholde sig undersøgende, reflekterende og eksperimenterende. Klasselokalerne fylder det meste på skolen, og ellers er der mødelokaler.

»Intet på skolen signalerer, at her foregår lærernes spændende arbejde med at udvikle undervisningen. Der er ikke mange steder, hvor der er lærerarbejdspladser. Teamsamarbejdet foregår usynligt i et mødelokale eller i lærerværelset, og lærerarbejdet foregår usynligt hjemme ved computeren«.