Tobias blev rigtig glad, da han fik et job som lærer i Qaanaaq i det allernordligste Grønland.

»Her var muligheden for at prøve noget andet end det sædvanlige. En mindre by med tæthed til kolleger og lokalsamfundet. Hvor man kunne være den traditionelle landsbylærer i stedet for én blandt 120 andre lærere«.

Huset i den lille by var dejligt med en lille gård og en fantastisk panoramaudsigt.

»Jeg tænkte, at det her bliver godt. Jeg kunne følge fangerne sejle ind og ud, og beliggenheden gjorde, at jeg kunne følge med i, hvordan livet i byen udviklede sig på godt og ondt«.

Det viste sig dog ret hurtigt at være mere ondt end godt. For det var ikke kun midnatssolen og slædehunde, der holdt Tobias vågen om natten.

»En gang imellem bankede fulde folk på døren for at spørge efter en flaske vin. Og det var utroligt grænseoverskridende at se de børn, som jeg vidste, jeg skulle undervise, rende rundt på må og få midt om natten. De sad uden for mine vinduer ved lygtepælen og røg«.

Læreren er der ikke, for vejret er godt

Første skoledag var Tobias spændt. Han skulle møde op til et lærermøde. Men halvdelen af skolens 14 lærere var ikke til stede.

»Det var godt vejr, så de var på fangst. Hvis man ikke har skema, men bare møder, så kan man jo lige så godt tage ud og fange fisk«.

Så startede undervisningen. Med noget af et chok. Det niveau, Tobias havde forventet, var ikke bare skævt, det var helt skudt over målet.

»Børnene hverken talte eller forstod dansk. Det er saftsusemig svært at undervise i matematik eller engelsk, når højst to i klassen forstår et ord af, hvad man siger. I matematik kan man lave noget skriftligt. Niveauet var meget lavt - jeg måtte undervise i gange og plus og minus i 9. klasse, division var for svært. Dansk måtte skriftliggøres på meget lavt niveau. Nogle af børnene var søde, men forstod ikke ret meget, og de kunne meget lidt, fordi deres tidligere lærere havde været syge eller for tørstige aftenen før«.

Nogle elever kom og gik, som det passede dem, sad og så film på deres egen computer eller gav sig til at banke i bordene. Skoletasker blev ikke båret frem og tilbage, og lektier blev ikke brugt. Der var intet skole-hjem-samarbejde, for forældrene talte heller ikke dansk.

»Det var ikke særlig rart. Min faglige stolthed siger, at eleverne skal nå så langt, som deres evner giver mulighed for. Det var helt umuligt. Der var elever, der var skarpe nok, men som jeg ikke kunne løfte eller nå. Det gik mig rigtig meget på. At se på socialt rigtig dårlige forhold og ikke kunne tage en samtale, når en elev havde det svært. Det var nedbrydende, at jeg ikke kunne gøre det, som jeg mente, der skulle gøres«.

Et dyrt eventyr

Kollegerne var flinke nok, og de lyttede også til hans frustrationer. En engelsk lærer på skolen - Chris Paton - fungerede som mentor, og han var en stor hjælp (se hans kommentar efter denne artikel). Men Tobias savnede opbakning fra ledelse og kolleger til virkelig at løse problemerne.

Lønnen viste sig også at være væsentlig sværere at få til at række end forventet. 14.000 kroner udbetalt for 40 timers arbejde. En god del af huslejen var betalt, men prisniveauet er meget højt - 30 kroner for et rugbrød og 1.200 kroner om måneden for en langsom internetforbindelse.

Tobias holdt tre måneder, så sagde han op.

»Det nedbrød mig så meget, at jeg ville gå ned med flaget. Jeg kunne ikke stå inde for det pædagogiske og faglige og slet ikke det sociale. Det var ikke nogen nem beslutning, for det koster rigtig mange penge«.

Tobias skulle selv betale hjemturen. Flybilletten koster 10.000 kroner. Så han måtte sælge alle sine møbler og det meste af løsinventaret.

Tobias er nu tilbage i Holbæk og har efter et par måneders søgning fået en ny stilling som lærer.

»Jeg søgte mange stillinger - og har fået et godt job på en god skole«.