Brøndby Strand Skole har gode resultater med tidlig engelskstart

I en 4. klasse på Brøndby Strand Skole har eleverne haft engelsk på skoleskemaet, siden de startede i 0. klasse. Eleverne opfylder ikke alene trinmålene for 4. klasse, deres intonation, selvtillid og sproglige forståelse er også mærkbart bedre end i parallelklassen, der først fik engelsk i 3.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fordi tre skoler er slået sammen, er man i dag i den situation på Brøndby Strand Skole, at man både har elever, der har haft engelsk fra de begyndte i skole, og elever der først er begyndt engelskundervisningen i 3. klasse. Sidste skoleår testede man så eleverne, spurgte lærerne om fordele og udfordringerne ved den tidlige engelskstart og hørte forældrene, hvad de fornemmede. Resultaterne er nu samlet i en evalueringsrapport 'TESS, Tidlig engelsk sprogstart - et udviklingsprojekt på Brøndby Strand Skole 2004-2011'.

Konklusionerne, hvad angår elevernes læring, lyder:

1) "De forskellige test og andre vurderinger i 4.-6. klasse tyder på en bedre læring af engelsk svarende til ca. et klassetrin".

2) "Elevernes forståelse af engelsk er betydelig større end hos almindeligt underviste elever".

3) "Den øgede sprogforståelse giver eleverne større sikkerhed og gå på mod i faget engelsk, og det vil sandsynligvis følge dem i et videre uddannelsesforløb".

Engelsk i 1. klasse breder sig

Tre skoler blev til en

Der er enighed blandt ledelse og lærere på Brøndby Strand Skole om, at den tidlige engelskstart skal fortsætte. Skolen har således også siden 2010 haft engelsk i alle klasser fra 1. klassetrin. På den måde vil der i fremtiden ikke være klasser, der har fattigere engelskbaggrund end andre.      

Projekt tidlig engelskstart begyndte på Søholtsskolen i 2004, hvor man oprettede engelsk i 0.klasse. Brøndby Kommune ønskede dermed at ruste skolens elever til en globaliseret verden og ikke mindst tiltrække nye elever til folkeskolen.

Men i 2010 blev Søholtskolen lagt sammen med to andre skoler. Lærere og elever flyttede med, og den ny skole blev til Brøndby Strand Skole.

"I en sådan proces gælder det om at skabe en særlig profil, der kan holde på de stærke elever. Og da Søholtsskolen havde både lærer- og eleverfaring med tidlig engelsk skolestart, så var det oplagt at fortsætte udviklingsprojektet hos os", fortæller afdelingsleder i indskolingen på Brøndby Strand Skole Carl Åge Passarge. Således gjort.

Engelskundervisning i billedkunsttimerne.

Evalueringsrapportens test og spørgeskemaundersøgelser blev gennemført i skoleåret 2010/2011. 1. og 2. klasserne havde sidste år tre lektioner engelsk om ugen i forbindelse med et kreativt fag, eksempelvis billedkunst. I disse dobbeltfaglige timer var der altid to lærere. Men den måde at give engelskundervisning på er forbundet med udfordringer, viser lærernes svar.

"Det er en udfordring at integrere engelsk i andre fag som musik og billedkunst og samtidig tilgodese målene i begge fag", lyder en af konklusionerne fra evalueringsrapporten. Lærerne peger herudover på, at der er behov for et særskilt faglokale til TESS i indskolingen.

Den første TESS-klasse fra Søholtsskolen anno 2004 gik sidste skoleår i 6. klasse på Brøndby Strand Skole. Ifølge evalueringsrapportens konklusioner er der behov for yderligere testmateriale på denne allerførste TESS-klasse. Eleverne bør følges både ved de nationale test i 7.klasse og til afgangsprøven. 

Bag evalueringsrapporten står viceskoleleder på Brøndby Strand Skole Krista Jacobsen, lærer Christine Beckmann, lærer Louise Holst Tollan og evalueringskonsulent i Brøndby Kommune Klaus Fink.