Lærerne vil få mindre hjælp til at finde de rette materialer

Endnu mere selvbetjening for lærerne på CFU

De jyske CFU'er må også skære ned på medarbejderstaben. I Esbjerg og Aabenraa blev syv i sidste uge varslet fyret, og UC Lillebælt har også måttet afskedige. Ifølge CFU'ernes formand Lennart Svensson bliver konsekvenserne mindre konsulentbistand og mere selvbetjening for lærerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Besparelser på 60 millioner i år og yderligere 80 millioner næste år betyder, at Centre for Undervisningsmidler over hele landet må skære i medarbejderstaben og lægge centre sammen.

"Vi vil selvfølgelig forsøge at beskytte kerneydelserne, men det bliver i en mere skrabet udgave. Vi er nødt til at ændre på rammerne, så lærerne i højere grad betjener sig selv, både ved udlån og ved kursustilmeldinger. Og så får vi jo en mindre konsulentresurse. Vi kan i mindre omfang betjene spontane henvendelser, så lærerne må bestille tid, hvis de skal have hjælp", siger formand Lennart Svensson.

CFU'erne slipper ikke for at spænde livremmen ind

I november kunne han fortælle, at Region Hovedstaden er gået fra tre til en afdeling, Region Sjælland lukker afdelingerne i Roskilde og Slagelse og samler det hele i Vordingborg. På det tidspunkt vidste han endnu ikke, hvordan det ville gå med de jyske CFU'er.

Medarbejderstaben er reduceret voldsomt

I sidste uge blev der så varslet påtænkte fyringer i Esbjerg og Aabenraa. De to centre bevares, men med reduceret arbejdskraft. I Aabenraa blev det i torsdags meldt ud, at staben reduceres med 15 medarbejdere. Fem blev varslet afskediget, otte har indgået forskellige fratrædelsesordninger og to har sagt op, uden at deres stillinger genbesættes. Esbjerg skar sidste år to årsværk, og i torsdags blev der varslet påtænkte fyringer af to medarbejdere, en går frivilligt og to får reduceret deres stillinger.

"Det er klart, at med de besparelser, vi skal gennemføre, så kan vi ikke fortsætte på samme niveau. Vi sikrer basisydelserne på de store fag, som der er meget efterspørgsel på. Men de mindre fagområder som idræt, musik, billidkunst og sundhed må vi skære ned på, og vores satsninger på fx internationalisering må vi også lægge ned", fortæller leder af CFU Esbjerg John Snedker.

I UC Lillebælt vil der også fortsat være afdelinger i både Odense og Vejle. Men medarbejderstaben er reduceret med næsten en tredjedel. Seks er blevet afskediget, fire fik ikke deres kombinationsansættelse forlænget, seks har fået fratrædelsesordninger og tre valgte selv at sige op.

Pædagogisk konsulent i CFU Lillebælt Lene Desmareth Rasmussen fortæller, at der fortsat er stor aktivitet og masser af efterspørgsmål på kurser, vejledning og materialer fra lærerne. "Samtidg med at CFU'erne beskæres, er skolernes behov for en praksisnær inspiration stigende - så de medarbejdere, der er tilbage, knokler vildt og inderligt", siger hun.

I professionshøjskolen Via i Midtjylland er man i gang med at sammenlægge tre udlånssamlinger til en centralsamling i Viborg. Infosamlinger er foreløbig samlet i Aarhus, og der er overvejelser i gang i forhold til Skive og Herning. I Via har man undgået egentlige fyringer, men løbende reduceret antallet af stillinger, så CFU'et nu har 12 fuldtidsstilinger mindre, end da Via blev dannet.

I Nordjylland er bliver der ikke ændret ved den fysiske beliggenhed. Her kommer besparelserne først rigtigt frem til næste år, hvor man forventer at reducere ledelsen med en tredjedel og at skære tre- fire årsværk i medarbejderstaben.

Lennart Svensson håber fortsat, at Christine Antorinis løfter fra før valget om at rulle besparelserne tilbage vil få effekt i finansloven for 2013.  

"Så længe finanslovsforslaget for 2013 ikke er lavet, har vi stadig en vis forhåbning om, at man vil begrænse den besparelse. Det kunne være godt, hvis man kunne aflyse den sidste del.