I modsætning til en computer kan robotten bevæge sig og på den måde fastholde elevens opmærksomhed. Foto: Allan Witte, Aarhus Kommune.

Koreanske robotter skal måske undervise danske elever med ADHD

En gruppe ældre borgere i Aarhus skal deltage i en test med koreanske robotter, der systematisk træner hukommelsen. Derefter er planen at teste robotterne i folkeskolen, blandt andet som hjælp i undervisningen af elever med ADHD.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aarhus Kommune har indledt et samarbejde med Korea Institute for Science and Technology, som bruger robotterne, når koreanske børn lærer engelsk. Ideen om at bruge robotter som undervisningsassistenter opstod, fordi eleverne har problemer med korrekt udtale af det for dem fremmedartede sprog.

Da koreanerne har en anden pædagogisk tilgang til undervisningen, kan man ikke bare oversætte programmerne til dansk.

"Koreanerne har den nødvendige hardware, mens det bliver vores opgave at udvikle programmer. De findes ikke endnu, og vi arbejder på at finde ud af, hvad robotterne skal kunne, og hvad vi vil bruge dem til i specialundervisningen", siger sektionsleder Lotte Fensbo fra pædagogisk psykologisk rådgivning og specialpædagogik i Aarhus Kommune.

 

Robotten kan hjælpe eleven med at holde fokus

 

Lotte Fensbo forestiller først og fremmest, at robotterne skal bruges til børn med ADHD. Hun ser to scenarier for sig.

"I det ene hjælper robotten læreren med at finde ud af, hvad det næste faglige skridt skal være for eleven. Det er det, lærere gør, men de kan ikke hele tiden være så tæt på eleven som en personlig robot. Men den skal naturligvis kende elevens udviklingszone".

I det andet scenarie støtter robotten eleven i at holde fokus ud fra de vanskeligheder, han har.

"Elever med ADHD har svært ved at koncentrere sig, så det vil være interessant, hvis robotten kan huske eleven på, hvor han er kommet til, når han vender tilbage til en opgave efter at være faldet fra. Det scenarie er måske endnu mere interessant end det første", siger Lotte Fensbo.

 

Til forskel fra en computer kan robotten bevæge sig

 

I første omgang skal robotterne bruges til igennem 12 uger systematisk at træne hukommelsen hos cirka 36 ældre borgere gennem forskellige småspil. En robot kan for eksempel køre rundt på et skakbræt på gulvet, hvorefter den ældre skal gå nøjagtig samme tur.

Man kan lægge huske-spil ind i en computer, men der er en afgørende forskel mellem en computer og en robot, nemlig at robotten kan bevæge sig.

"Der er to slags robotter. Den ene står på bordet og kan blandt vippe med hovedet og blinke til eleven. På den måde kan robotten fastholde elevens opmærksomhed. Den anden kører rundt på gulvet og kan vifte med sine arme og sige lyde", fortæller Lotte Fensbo.

 

Forsøget en udløber af en studietur

 

Aftalen om at afprøve robotterne i en dansk kontekst er en udløber af en studietur til Korea, som Aarhus Kommune tog på i november 2010 for at se, hvordan det asiatiske land arbejder med at anvende teknologiske løsninger. På det tidspunkt var koreanerne netop gået i gang med at teste robotterne i engelskundervisningen.

"Vi er meget interesserede i at se og høre, hvordan robotter eventuelt kan supplere og forbedre de teknologier, vi allerede bruger i specialundervisningen. Et spændende aspekt er også, om robotter kan tænkes at indgå i en dansk undervisning med fokus på dialog og aktiv deltagelse", sagde børn- og ungerådmand Kristian Würtz (S) under præsentationen af robotterne.

Mens Aarhus Kommune er klar til at teste robotterne på ældre borgere, er aftalen på skoleområdet endnu ikke helt på plads.