Endelig dødsdom over gruppeeksamen
Trods 42682 protestunderskrifter alene fra skoleelever og protester fra blandt andre Lærerstuderendes Landskreds, DLF og seminarielærere, har regeringen i dag afsagt den endelige dødsdom over gruppeprøver og gruppeeksaminer i Danmark.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi afskaffer gruppeprøver, men vi gør det med omtanke. Regeringen lægger vægt på, at eksamensbeviset tilhører den enkelte og derfor også skal afspejle den enkeltes viden og kompetence. Individuelle prøver skal derfor være den absolutte hovedregel i fremtiden. Vi gør det, fordi vi vil vide, hvad den enkelte kan. Og det finder man altså bedst ud af ved at eksaminere enkeltvis", siger undervisningsminister Bertel Haarder i en pressemeddelelse.
Man kan fortsat blive eksamineret i for eksempel en rapport, som er skrevet af en gruppe studerende i fællesskab. Men så skal det fremgå af rapporten, hvem der har skrevet hvilke dele af rapporten, og eksaminationen skal foregå individuelt.
"Vi har ønsket at sikre, at det er muligt for studerende at arbejde på en måde, der minder meget om, hvordan det sker på arbejdsmarkedet. Nemlig ved på den ene side at arbejde sammen med andre, for eksempel gennem projektarbejde og fælles eksamensforberedelse. Og på den anden side ved individuelle præstationer, hvor ansvaret er den enkeltes, som det er kendetegnende ved en ægte eksamen", siger videnskabsminister Helge Sander.
Der vil blive gjort enkelte undtagelser fra reglen - ministrene henviser til, at der specielt er behov for at bedømme den enkeltes præstation i sammenhæng med andre i uddannelserne til procesoperatør og industritekniker - og så ved eksaminer i korsang og drama.
Alle ministerier, der har uddannelser under sig, skal nu gennemgå deres prøveregler, og senest i 2007 er det slut med gruppeprøver fra folkeskolen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet.
Det fremgik allerede af regeringsgrundlaget fra februar, at gruppeprøverne skulle afskaffes. Det fik organisationen Danske Skoleelever til at oprette en protesthjemmeside, hvor de første 25.000 elever fra hele landet skrev under i løbet af fire dage. Afskaffelsen af gruppeeksamen vil også medføre en betydelig økonomisk byrde for uddannelsessystemet. Som beskrevet iFolkeskoleni sidste uge, vil individuel eksamination betyde, at lærer- og censortiden til afholdelse af eksamen kommer til at udgøre en femtedel af det samlede lærertimetal på seminarierne.
Læs mere
Pressemeddelelse fra elev- ogstudenterbevægelsen