Sidste år var lærer på Skolen i Sydhavnen i København Mette Ruby klar til at føre sine elever til afgangsprøve i valgfag i madkundskab, men prøven blev aflyst - i år gentager historien sig.
Foto: Maria Becher Trier
Foreningen for Madkundskab: Aflysningen af afgangsprøven er lidt af en fuser
Hvorfor kan den enkelte skoleleder ikke få lov til at vurdere, om det giver mening af afvikle afgangsprøve i madkundskab eller ej? Det undrer formanden for Foreningen for Madkundskab. Hun er bange for, at endnu en aflysning vil gå ud over faget på længere sigt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mange lærere havde endnu engang forberedt sig på endelig at skulle have eleverne op til den nye obligatoriske afgangsprøve i madkundskab, men endnu engang har regeringen valgt at aflyse prøven på grund af corona.
Formand for Foreningen for Madkundskab Lone Carlson tror, at mange madkundskabslærere er glade for den melding.
"Mange undervisere har stået frustrerede tilbage med oplevelsen af, ikke at kunnet gøre eleverne klar til valgfagsprøven i madkundskab grundet de mange restriktioner og nedlukningerne i og omkring corona. Nu kan de trækket vejret lidt friere", siger hun.
Hun ville dog have ønsket, at regeringen havde valgt at gøre det valgfrit for skolerne, hvorvidt de ville gennemføre prøven i madkundskab eller ej:
"Det er virkelig ærgerligt, at dem, der har haft viljen og muligheden for både at undervise og at målrette sig prøven nu må konstatere, at det har været skønne, spildte kræfter".
Elev: "Madkundskab var det eneste fag, jeg godt gad at gå til eksamen i"
Motivationen fuser ud
Hun er bange for, at det på længere sigt vil skade faget, at man endnu engang aflyser det, der skulle have været den første obligatoriske afgangsprøve. Kun ganske få skoler blandt dem, der havde planlagt vintereksamen, har gennemført den prøve, der egentlig skulle være afviklet første gang i 2021.
"Vi er kede af, at det endnu ikke er lykkedes at få afholde de prøver, som vi så hårdt har tilkæmpet os til at få, for vores fag. Vi er bange for, at man nu to gange har været helt oppe at ringe over at skulle til prøve, og så er gassen lukket ud af ballonen kort før lukketid. Man kan bekymre som over, om det er muligt igen at få alle kørt helt derop, hvor vi ønsker, at ambitionerne skal være", siger Lone Carlson og tilføjer:
"Det er lidt af en fuser for alle, når alle forberedelserne igen er lige meget".
Stor ærgrelse hos idrætslærere efter aflysning af idrætsprøven
Lav en prøveeksamen
Derfor opfordrer hun madkundskabslærerne til at afholde en prøveeksamen.
"De skal give standpunktskarakterer, som skal ophæves til prøvekarakter. Flere sidder i en suppedas, for de har ikke haft så meget tid til at lære eleverne at kende. Vi anbefaler, at man laver en prøve-prøve, så de kan vise eleverne, hvordan det skulle være foregået. På den måde kan man også lave en standpunktskarakter, der i højere grad ligner den prøvekarakter, der ville være faldet".
Hun håber, det kan lade sig gøre at udveksle lærere på tværs at skoler til prøveeksaminer.
"Det smager meget af en fuld afgangsprøve, når der både er censor og lærer til stede i forløbet. Og det er vigtigt både for lærernes motivation, men det betyder også meget for elevernes motivation, at de ved, at de skal måles og vejes".
Desuden mener hun, at der er et vigtigt budskab til skolelederne.
"Gennemfører man en prøveeksamen, så det også lettere at levere budskabet til skolelederne om, at det her er en virkelig fed prøveform. Det er der brug for, for at faget kan få den højnelse af status, som vi håber, at den obligatoriske afgangsprøve vil give".