"Hvad er jeres indtryk af de her to ord?".

Adjungeret professor Kjeld Fredens viser ordene Obulu og Pibiti, og lader først de forsamlede håndværk og design-lærere og lærerstuderende danne sig indtryk af ordbilledet, før han siger dem højt.

Kjeld Fredens har forsket i hjernen i forhold til børns læring i over 40 år, og han har mange af den slags små sanselege og eksempler, der får tilhørerne til at mærke, hvor lille en del af det, de opfatter, der foregår alene med på det kognitive plan.

Han er inviteret til Den Faglige Forening Håndværk og Designs forårsstævne på Vingsted Centret, hvor lærere bruger to dage af enten deres egen eller deres arbejdstid på at dygtiggøre sig inden for deres fag på en række workshops.

Lærer: Fedt at høre at man også kan læse med hænderne

Men først skal de høre Kjeld Fredens fortælle om læring med kroppen forrest.

"Læring er et håndværk. Viden og færdigheder er en tillært praksis, og hvis hånd og hoved adskilles hos eleverne, opstår der mental svækkelse i forhold til de muligheder, vi rummer. Børns sproglige udvikling bygger på kroppens bevægelser. Håndens bevægelser lægger betydning til verberne, substantiverne får liv fra det fast håndgreb om en ting, og forholdsordene er en rumlig erfaring med kroppen som centrum - når man beskriver at noget er oppe, nede, ved af eller bagved", forklarer han.

Nu taler vi om en enaktiv tilgang til læring

Det er eksemplar på embodiment of mind, som han oversætter til legemliggjort kognition, og som han mener er et skarpt angreb på den almindelige antagelse om, at mentale processer er som en computer med input og output og en mellemliggende hukommelse.

"Man taler nu om en enaktiv tilgang til læring. Vi tænker ikke med hjernen, det er individet, der tænker, og denne tænkning er en dynamisk helhed af hjernekrop-omverden. Modsætningen mellem det nuværende og det eneaktive syn viser sig tydeligt, når man taler om, at der skal mere bevægelse i skolen frem for, at det hele handler om de bevægelser, der skaber mening".

Han giver et eksempel på, hvor stor forskel det gør bare at give eleverne hæve-sænkeborde, fordi alene de små bevægelser man gør, når man står og vipper på fødderne, fremmer læringen.

"Hjernen går hurtigt i dvale, når man sidder stille. Kroppen er et følsomt instrument, der skal styrkes og stimuleres. Og jo flere strenge vi har at spille på, desto rigere et liv vil vi kunne få. Liv er et udtryk for konstant tilblivelse og i et enaktivt perspektiv er det, jeg skaber det, der skaber mig. Og vedvarende tilblivelse er altid i forhold til noget meningsfuld".

Det praktiske før det boglige

Stod det til Kjeld Fredens, så skulle man som han tidligere har beskrevet i Folkeskolen vende bøtten om, så praksis kommer først, når børnene skal lære i skolen.

Håndens arbejde som pause eller primær faglighed

"Anlægger vi et enaktivt perspektiv på håndværk og design, handler det ikke om et forprogrammeret undervisningsforløb, men om en skabende proces med plads til spontanitet. Spontanitet er den mentale proces, der kan levere inspiration og ideer".

Han understreger vigtigheden af, at man er tæt på materialerne i faget, så man oplever materialernes brede vifte af sansninger, men også at et materiale har sin egen vilje.

"Det er en håndgribelig dialog, hvor sansning skaber handling, og handling giver nye sansninger. Det er en legemliggjort proces, som helt naturligt sætter gang i både spontane og styrende mentale processer i ideudvikling, fremstilling, samarbejde, eksperimenter og kritisk vurdering. Men det er samtidig en proces, hvor man får indblik i at design sit eget liv, og det er en kvalitetssans, der lægger et yderligere lag på meningen med det, man gør".