Landsretten lige nu: Er lærernes retsopgør om lockouten forældet?

Lærernes Centralorganisation har sagsøgt staten for at havde brudt reglerne om frie overenskomstforhandlinger i 2013. I formiddags fremlagde DLF’s advokat i Østre Landsret sine argumenter for, at søgsmålet ikke er forældet.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærernes Centralorganisation, og dermed også Danmarks Lærerforening, har lagt sag an mod Kongeriget Danmark for brud på reglerne om frie overenskomstforhandlinger.

Lærerforeningen mener, at de offentlige arbejdsgivere på forhånd havde aftalt at afvise lærernes krav så kategorisk, at det ville ende med en konflikt og et lovindgreb, som ville diktere en forringelse af lærernes arbejdsvilkår, ikke mindst arbejdstiden. Med mere undervisningstid for den samme lærerløn ville man finansiere regeringens folkeskolereform.

Dermed skete der en sammenblanding af regeringens roller som henholdsvis lovgiver og arbejdsgiver, lyder Lærerforeningens påstand.

Målet med søgsmålet er at skaffe de lockoutede lærere erstatning for den løn, de mistede i forbindelse med lockouten.

Lærerlockouten: Fortsætter søgsmål mod staten for aftalt spil med KL 

LC lagde dog først sag an mod staten i 2017, og dermed er sagen muligvis forældet, da fristen som udgangspunkt er tre år.

Her til formiddag argumenterede lærernes advokat dog for, at sagen først kunne anlægges i '17, da man i forbindelse med udgivelsen af bogen 'Søren og Mette i benlås' fik indsigt i, hvad der var foregået bag kulissen.

Af bogen fremgik det blandt andet, at daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt i efteråret 2012 var i dialog med formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen-Dahl, om en kommende lærerkonflikt. 'Søren og Mette i benlås' udkom i efteråret 2017 og var anledningen til, at Lærerforeningen via Lærernes Centralorganisation rejste sagen.

Bondo efter bogafsløring: "Det må aldrig ske igen"

Derfor bør fristen regnes fra den dato, hvor den viden kom frem, er argumentet.

Selvom sagens dommere ikke skulle være er enige i det argument, kan de dog også vælge at anskue sagen som principiel, hvorved forældelsesfristen er 10 år.

Derfor har Lærernes Centralorganisation også her til formiddag procederet for, at sagen er principiel, blandt andet med henvisning til Menneskerettighedskonventionen.

I skrivende stund er der frokostpause i Østre Landsret, hvor sagen bliver ført. Til eftermiddag vil statens advokat fremføre sin sige af sagen. Der vil dog formentlig gå flere uger, inden det bliver afgjort, om Lærerforeningens sag er forældet eller ej.