Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I går havde Aarhus Kommune sidste frist til at vende tilbage til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) under Børne- og Undervisningsministeriet med svar på de mange spørgsmål, som styrelsen har anmodet om svar på i kølvandet på de alvorlige anklager mod Søndervangskolen.
I svaret går forvaltningen i landets næststørste kommune slavisk igennem styrelsens mange spørgsmål. Alligevel er der dog ikke meget nyt at hente i kommunens svar, da de i flere tilfælde blot gengiver detaljer fra allerede offentliggjorte redegørelser og ellers flere gange henviser til den kommende uvildige undersøgelse.
Aarhus Kommune erkender dog nu, at man ikke førte tilsyn med skolens prøver i 2018, selvom det ellers var planen. Det skyldes ifølge kommunen en "udskiftning i Børn og Unges ledelse".
Indtil nu har kommunen kun erkendt, at man ikke kunne finde dokumentation for et eventuelt tilsyn.
Klar til at betale 1,3 millioner tilbage
Svaret kommer på Stuks spørgsmål til, om Søndervangskolen i 2018 uberettiget modtog 1,3 millioner kroner, fordi skolens karakterer det år var nok til at opnå en præmie i daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens præmiepulje.
Hertil lyder svaret, at når kommunen ikke førte tilsyn med prøverne, kan de ikke "med sikkerhed dokumentere, at der ikke er forekommet uregelmæssigheder i forbindelse med afviklingen af prøverne i 2018".
Professor: Aarhus Kommune bør betale Søndervangskolens millionpræmie tilbage
Økonomiprofessor med speciale i økonomiske incitamentsmodeller på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh har tidligere udtalt til Folkeskolen, at en herskende usikkerhed i sig selv er nok til, at Aarhus Kommune burde tilbyde at tilbagebetale de 1,3 millioner kroner.
Og den model har Aarhus Kommune valgt. For i kommunens svar til Stuk fremgår det, at kommunen på baggrund af usikkerheden vil "tilbyde STUK, at de 1,3 mio. kr. som er udbetalt på baggrund af resultaterne på Søndervangsskolen tilbagebetales til ministeriet".
Lærerne er ikke blevet inddraget
Kommunen svarer også styrelsen, at der ikke tidligere har været gjort en indsats for at inddrage nuværende og tidligere lærere på skolen i afklaringen af omfanget af muligt snyd på skolen.
Medarbejderne på skolen har således alene været inddraget i forbindelse med det arbejdsmiljøforløb, som Folkeskolen tidligere har beskrevet, som forvaltningen igangsatte i kølvandet på de første anklager tilbage i 2017.
"Der er nu iværksat en uvildig undersøgelse, hvor både nuværende og tidligere medarbejdere får mulighed for at blive inddraget/hørt", lyder det videre fra kommunen.
I et andet svar henviser kommunen desuden til, at medarbejdere generelt har mulighed for at gøre opmærksom på uregelmæssigheder i "de årlige målinger af social kapital eller gennem Aarhus Kommunes whistleblowerordning".
Styrelsen har også spurgt til, hvad byrådet i Aarhus har gjort for at undersøge, om der er fundet snyd sted på andre af kommunens skoler.
Hertil svarer Aarhus Kommune, at "der har ikke været konkret anledning til mistanke om uregelmæssigheder i forhold til prøveafviklingen på andre skoler".
Dog vil man - om muligt - undersøge, om der også på andre skoler er givet uretmæssigt ekstra tid til elever.
"Med forbehold for tilgængeligheden af relevante data vil Børn og Unge på baggrund af sagen tage initiativ til at undersøge forholdene omkring tildeling af ekstra tid til læseprøven samt fritagelse af elever", skriver kommunen hertil.
Aarhus Kommune oplyser desuden, at sagen om Søndervangskolen giver anledning "til en præcisering af de gældende regler for folkeskolens prøveafholdelse".
Ny ledelse konstitueret
Stuk har også fået et foreløbigt svar på, om kommunen finder grundlag for at træffe ansættelsesmæssige foranstaltninger for ansatte på Søndervangskolen eller andre i kommunen.
Her henviser kommunen til, at skoleleder Rani Hørlyck har "ønsket at indgå en fratrædelsesaftale, hvilket Aarhus Kommune har imødekommet", og at også skolens viceskoleleder har valgt at fratræde sin stilling.
Kommunen har i dag indsat skoleleder fra Lisbjergskolen Martin Appel Loft som ny konstitueret leder på Søndervangskolen. Derudover bliver lærer og resurseperson for stærkere læringsfællesskaber og tidligere tillidsrepræsentant og konstitueret pædagogisk leder på Sødalskolen Niels Birkebæk Møller konstitueret som udskolingsleder.
Her er kommunens svar: Ved ikke, om der blev ført tilsyn med Søndervangskolen som lovet i 2018
Kommunen vil ikke på nuværende tidspunkt svare på, om der vil blive behov for ansættelsesretlige konsekvenser.
En vurdering af dette "vil blive foretaget umiddelbart efter at den eksterne analyse foreligger", skriver kommunen.
Ingen afklaring på muligt brud på straffeloven
Stuk har også ønsket svar på, hvilke overvejelser Aarhus Kommune gør sig i forhold til anklagerne om, at lærere er blevet informeret om udtræksfagene langt, før det er tilladt. Styrelsen gjorde det desuden her tydeligt, at dette vil være et "brud på tavshedspligt efter straffeloven".
Kommunen svarer kun kort på dette spørgsmål og oplyser, at Rani Hørlyck i 2019 informerede kommunen om, at skolen ikke offentliggør prøvefagene før tid.
"På den baggrund er der ikke truffet foranstaltninger med henvisning til brud på tavshedspligten efter straffeloven", skriver Aarhus Kommune videre i sit svar.
Henviser flere gange til kommende undersøgelse
Der er heller ikke meget nyt at hente i kommunens var på, hvilke overvejelser man gør i forhold til, at lærer Martin Haaning har stået frem og fortalt, at han fabrikerede elevklager med ledelsens kendskab.
I sit svar henviser Aarhus Kommune kort til den tidligere analyse, man foretog af elevklagerne, hvor man fandt "sammenfald i opbygning, ordvalg og argumentation" - og så henviser kommunen igen til, at der er "truffet beslutning om en uvildig undersøgelse".
Folkeskolen har tidligere afsløret, at flere nuværende lærere på skolen beskylder ledelsen for bevidst at manipulere eleverne til at svare særligt positivt i de nationale trivselsmålinger. Stuk har også bedt kommunen svare på disse anklager. Men heller ikke er der noget nyt at hente i kommunens svar.
"Børn og Unge henviser til den kommende uvildige undersøgelse, idet dette forhold ikke tidligere er belyst internt", fremgår det af kommunens svar.
Aarhus: Risikoen er størst omkring prøverne i '16 og '17
Stuk har derudover bedt Aarhus Kommune fremsende et "samlet overblik eller en tidslinje over hvilke skoleår og med hvilke afgangsprøver, der kan være risiko for, at snyd fra skolens side/uregelmæssigheder har påvirket prøveafviklingen på Søndervangskolen".
Hertil svarer kommunen, at man forventer, at "risikoen primært" vedrører prøverne i 2016 og 2017,
"(...) idet daværende områdechef fulgte op og udtalte kritik i 2017 og idet Børn og Ungechefen i 2019 iværksatte en handlingsplan med opfølgning i 2020 og 2021".
Kommunen nævner, at tidligere medarbejdere desuden har påpeget, "at elever flere gange er blevet vejledt - ud over hvad retningslinjerne giver mulighed for - i tiden op til prøven i mundtlig dansk".
Tilsyn bygger på tillid
Aarhus Kommune skriver derudover, at tilsyn med kommunens skoler overordnet set bygger på "et princip om tillid til ledere og medarbejder i de enkelte tilbud, hvor alle ledere har en del af tilsynsforpligtigelsen, afstemt i forhold til deres ledelsesmæssige ansvar".
"Der er således en generel forventning om, at ledere løbende orienteres i linjen om problemstillinger som ikke kan løses på det pågældende niveau, ligesom det er forventningen at skoleleder søger rådgivning i forvaltningen, hvis der opstår tvivl om, hvordan regler skal fortolkes", lyder det videre fra Aarhus Kommune.