Anmeldelse
Kroppens ABC
Anderledes ABC
ABC'en er blevet sin egen genre, og det kan være svært at være original i den. Men denne her rammer målgruppen rent.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Kroppens ABC" er en samtalebog skrevet til børn fra fem til ni år. Det er en lettilgængelig bog og en ny måde at bruge alfabetet på. Bogen åbner for at kende og benævne kropsdele og samtidig få indsigt i kroppens funktioner ved brug af alfabetet. Bogen kan give læselyst og lyst til at gå på opdagelse i egen krop.
Fakta:
Titel: Kroppens ABC
Forfatter: Annette Carlsen, Helle Madsen, Ida Toldbod, Mette Popp-Madsen
Pris: 299
Sider: 64
Forlag: Forlaget Fibonacci
En hund, en and og to børn følger os ind i kroppens abc med spørgsmål til læseren. Hvert bogstav har fine farverige illustrationer, der leder læseren ind i kroppens univers. Teksterne er letforståelige og kan igangsætte undersøgelser og samtaler med børn. Bagerst i bogen kan læseren hurtigt hente svar på spørgsmål. Q er et vanskeligt bogstav, så det er blevet til quiz om kroppen.
Bogen er også velegnet til de store børnehavebørn og kan genlæses mange gange. Omslaget er hårdt, fast og meget velegnet til børn.
Jeg vil anbefale bogen. Den er virkelig flot og har et relevant indhold for aldersgruppen.