Håbet er, at færre skoler må lukke på grund af corona næste skoleår.

Skoleledere og lærere: Største udfordring bliver at holde corona væk fra skolen

En stabil skolegang uden skolelukninger på grund af corona er et stort ønske for det kommende skoleår fra både Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening samt Skole og Forældre. Her er de tre formænds bud på, hvad der skal vægtes, når eleverne kommer tilbage.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den største udfordring bliver at holde sygdommen fra døren".

Så præcist lyder det fra formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

"Vi må gøre, hvad vi kan for at sørge for, at der ikke kommer nye udbrud. Det har været opslidende med de afbrydelser, der har været sidste år. Det allervigtigste er at holde en stabil skolegang", tilføjer han.

Hvad kan skolelederne gøre for at sikre det?

"Man bliver nødt til at se lokalt på, hvad man kan gøre for at undgå at skolerne bliver lukket ned igen. Man må tænke sig godt om. Det afhænger af samfundet rundt omkring. Derfor er det vigtigt med en god kommunikation med forældre, og at man på skolen opretholder det niveau af sikkerhed, rengøring og afstand, som vi kender til", lyder det fra skolelederformanden.

Elever og lærere opfordres til coronatest efter sommerferien

I disse dage møder lærere på skoler over hele landet for at forberede undervisningen. Og også denne forberedelse må adskille sig fra det, som man er vant til, mener Claus Hjortdal.

"Man bliver nødt til at bruge tid på i årgangsteam og klasseteam med mere at se på, hvor vi er henne. Man må finde ud af, hvad man var gode til, og hvor der er noget, som man ikke har nået. Nogle skoler har kørt næsten normalt, mens andre har haft et coronaskema. Vi bliver nødt til at tage ansvaret på os og se på, hvad vi skal gøre nu", siger han.

Sidste skoleår blev mange nye undervisningsmetoder taget i brug, og Claus Hjortdal opfordrer til, at lærere og ledere ser på, hvilke, der vil give mening at fortsætte med.

"Vi må se på, hvilke redskaber vi fik med os. Nogle ting som små hold var gode til nogle ting, virtuel undervisning til nogle ting. Tolærerordninger er gode til nogle ting. Der skal man lave analysen, og se på hvilke værktøjer, man kan bruge for at nå i mål. Det er vidt forskelligt fra skole til skole", siger han og udtrykker et klart ønske til politikerne: Lad skolen få lidt fred.

"Mit ønske er, at vi accepterer og anerkender, at det arbejde som ministeren har sat i gang som hedder 'Sammen om skolen', så vi sammen kan komme videre med de erfaringer, vi har. At vi har et politisk niveau, som passer på ikke at komme med en masse forslag til, hvad vi skal på skolen op til et kommunalt valg. Det er vigtigt, at det er en proces, vi selv er en del af, så vi ikke forplumrer processen, inden vi overhovedet er kommet i gang".

Efter første møde: Nyt partnerskab om skolen spiller ind i forhandlinger om erstatning for nationale test

Lærerne: Styrk samarbejdet om skolen

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen er enig med Claus Hjortdal i, at corona stadig vil udfordre mange skoler.

"Umiddelbart er den største udfordring, vi står med lige nu og her, at komme godt videre efter corona og undgå, at vi bliver ramt af det én gang til. Den største udfordring er stadig at undgå smittespredning og skolelukninger", siger DLF-formanden.

Han mener, at corona har gjort det meget tydeligt, at fællesskabet har stor betydning for skolen.

"Betydningen af relationer eleverne imellem, og lærere og elever imellem er blevet meget tydelig. Det, vi har savnet allermest, er at være sammen med hinanden", siger han.

Han hæfter sig også ved, at mange elever lægger mærke til uroen og forstyrrelser, når de kommer tilbage til skolen.

"På den måde er behovet for at koncentrere sig i undervisningen blevet meget tydeligt. Der er sårbare elever, som under corona i nogle tilfælde har fået den ro omkring sig, som de har haft brug for. Det skal vi lære noget af. Ministeren og vi har sagt til hinanden vi skal lære noget af de erfaringer, vi har gjort os under coronaperioden. Det skal vi gøre systematisk og grundigt", siger Gordon Ørskov Madsen.

Hans ønske til politikerne er, at de er klar til at styrke samarbejdet om skolen endnu mere, end det allerede er sket.  

"Vi skal fortsætte den samarbejdslinje, der er lagt. Vi skal forstærke den i både i arbejdstidsaftalen A20 og vores fælles bestræbelser på at udvikle skolen i en god retning. Ministeren har inviteret til samarbejdet 'Sammen om skolen'. Det skal forstærkes og udvikles det kommende år, for det kan forbedre skolen", siger han.

Corona har forandret lærernes arbejdstid: Det skal skolerne være opmærksomme på efter sommerferien 

Forældre: Vi er stadig i en form for undtagelsestilstand

Formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg håber, at vaccinerne betyder, at skolerne i langt mindre grad end sidste år bliver nødt til at lukke.

"Det er noget, vi fortsat skal have for øje. Det er en udfordring, fordi folk gerne vil have deres hverdag tilbage. Jeg håber, at vaccinationerne hjælper os et stort skridt den rigtige vej", siger Rasmus Edelberg, som tilføjer:

"Forældrene vil gerne have eleverne ordentligt tilbage og få genopstartet fællesskaberne i klasserne både fagligt og socialt. Vi ved ikke hvordan perioden har påvirket eleverne og familierne, så det er en stor ubekendt".

Og netop derfor er det vigtigt at have fokus på fællesskabet, mener han:

"Indtil vi kan få hverdagen tilbage. Vi kører stadig ikke helt efter folkeskoleloven og er på nødbekendtgørelse. Det betyder, at vi stadig er i en form for undtagelsestilstand".  

Rasmus Edelberg håber, at erfaringerne med stor inddragelse af forældrene i skolen vil leve videre.

"Der er en skærpet bevidsthed om samarbejdet mellem skole og forældre, som tror jeg naturligt vil komme ind i den måde, man arbejder på. Og så må vi se på, hvad vi kan med fjernundervisning, og også på hvad vi ikke kan", lyder det fra formanden for Skole og forældre, som fortsætter:

"Vi må afklare, hvad teknologien kan støtte op om, men hvordan ved jeg ikke endnu. Lærerne har meget at skulle have sagt, når vi skal have samlet op på det her".

Rasmus Edelberg opfordrer derfor politikerne til at passe på folkeskolen, som han mener står i en sårbar position.

"Det betyder blandt andet, at vi skal have prioriteret, at vi har gode lærere, og at de har gode arbejdsvilkår og at der er resurser nok til at levere god undervisning. Det handler om, at forældrene vælger folkeskolen til", siger han og slutter:

"Vi skal have nogle skoler, som er en del af lokalmiljøet, så børnene danner fællesskaber i og omkring skolen, så forældresamarbejdet er nemt og godt omkring klasserne. Det kræver, at kommunalpolitikerne prioriterer den, og at man nationalt har stærkt fokus på at støtte op om skolen. Det er vi i gang med, og det glæder vi os til".