Foto: Jens Wognsen
Officielt: Regeringen vil have en læreruddannelse i Svendborg og Hillerød
Står det til regeringen, skal der oprettes en læreruddannelse i Svendborg og Hillerød. Samlet vil regeringen oprette 25 nye uddannelser udenfor landets fire største byer inden 2025.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fremover bør det ifølge regeringen også være muligt at læse til lærer i Hillerød og Svendborg - og samlet vil regeringen inden 2015 oprette 25 nye uddannelser uden for landets fire største byer.
Sådan lyder det i et netop offentliggjort udspil fra regeringen på et pressemøde på Aarhus Universitet Foulum i Foulum omkring 14 kilometer fra Viborg med deltagelse af statsminister Mette Frederiksen, uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.
Mange unge må i dag flytte til en af de store byer for at kunne uddanne sig, og når de så er færdiguddannet, bliver de boende.
LL: Det er historisk, at politikerne tager ansvar fra uddannelsens placering
Den udvikling vil regeringen have vendt, og derfor er der brug for flere uddannelser uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg, mener regeringen.
"Vi vil skabe op imod 7500 studiepladser uden for de store byer. Både på nye og eksisterende uddannelsessteder. I dag sætter vi de første 25 nye uddannelser på landkortet", sagde Mette Frederiksen.
"Vi ved, at noget af det, der har allerstørst betydning for familiernes lyst til og mulighed for at bosætte sig, slå sig ned, måske stifte familie er mulighederne for, at man kan tage en uddannelse. Derfor skal der være bedre og flere uddannelsestilbud uden for de store byer", lød det videre fra statsministeren.
Størstedelen af pladser skal ligge uden for storbyerne
Regeringen ønsker, at 60 procent af pladserne på de fire store velfærdsuddannelser - lærer-, pædagog-sygeplejer- og socialrådgiveruddannelsen - skal ligge uden for de største byer. Og der skal også oprettes mindst fem nye udbud af universitetsuddannelser.
For at gøre plads til flere uddannelser udenfor storbyerne lægger regeringen op til at flytte uddannelsespladser på de fire store velfærdsuddannelser fra de fire største byer.
Nye lærere skal tilbage på skolebænken
Regeringen vil samtidig fordoble decentraliseringstilskuddet til uddannelser i provinsen fra to til fire millioner per uddannelsesudbud, og så vil man hæve taxametertilskuddet med fem procent per studerende på uddannelsessteder uden for de fire største byer.
"Over de kommende fem år afsætter vi 2 milliarder kroner til at få flere og bedre uddannelser uden for de første byer", sagde uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Næste skridt bliver at få de unge ind på de nye uddannelser uden for byerne, tilføjede ministeren.
"Derfor er vi nødt til at tage nye værktøjer i brug. Også selvom de er kontroversielle. Konkret lægger regeringen op til at begrænse optaget på de videregående uddannelser i de fire største byer med op til 10 procent for de kommende studerende", kom det fra uddannelsesministeren.