Folketingets ombudsmand Niels Fenger slår fast, at lærere har ytringsfrihed og ingen loyalitetspligt overfor arbejdsgiver.

Ombudsmanden: Lærere har ingen loyalitetspligt overfor arbejdsgiver, når de ytrer sig offentligt

Lærere og andre offentligt ansatte har ret til at ytre sig om deres arbejdsforhold, slår Folketingets ombudsmand fast. Ytringsfriheden begrænses ikke af en loyalitetspligt overfor skole eller kommune. Man skal altså ikke først have taget samtalerne internt.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Reglerne om ytringsfrihed er klare: Man må som lærer gerne kritisere forhold på sin skole. Det er muligt, at det ikke er befordrende for et godt samarbejde, men man har ytringsfrihed. Man må være kritisk. Man må endda være sarkastisk. Og man har ikke pligt til først at udtale sin kritik internt, før man går ud med kritikken eller går til medierne med den", siger Folketingets ombudsmand Niels Fenger.

Han vil gerne gøre op med den misforståelse, der er hos mange, om at man helst først skal tage en samtale internt, før man kan gå ud i offentligheden med en eventuel kritik.

Lærere må gerne ytre sig kritisk

"Det er der ingen pligt til, at man gør som ansat, og jeg bliver faktisk lidt trist, når jeg hører ledere forfægte dette synspunkt. Ytringsfrihed er netop retten til at gå ud offentligt med sin melding. Ikke til kun at tage den internt. Selvfølgelig kan det være nyttigt for både samarbejdsklima og ledelsens mulighed for at rette op på problemer, hvis man har diskuteret dem med de involverede parter. Men det er ikke en tjenesteforsømmelse at gå direkte ud i offentligheden med en kritik. Man skal ikke først forbi en tillidsrepræsentant, ledelse, Med-udvalg eller lignende", siger Niels Fenger.

Man har en fundamental ret til at kunne ytre sig offentligt - også som offentligt ansat.

Facebook må bruges

Ytringsfriheden gælder også udtalelser og kommentarer på fx Facebook.

Forsker: Ledere skal fyres for at knægte ytringsfrihed

Niels Fenger kommer med nogle eksempler: En medarbejder ved den kommunale hjemmepleje kritiserede lederen og arbejdsmiljøet i hjemmeplejen i et Facebook-opslag.

Medarbejderen kritiserede lederen for at have overfuset hende uberettiget og skrev, at det ikke var første gang. Hun nævnte også, at der havde været flere klager over lederen og arbejdsmiljøet, og at fagforeningen derfor nu havde taget initiativ til et møde for alle medarbejdere.

Efter kommunens opfattelse var ordvalget og tonen i medarbejderens opslag for groft, ligesom der var udokumenterede oplysninger om, at der var flere klager over lederen. Medarbejderen modtog en skriftlig advarsel.

Ombudsmanden udtalte bagefter, at udsagnet om, at medarbejderen var blevet overfuset uberettiget af sin leder, klart lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed, selv om andre tilstedeværende havde oplevet situationen anderledes.

Det samme gjaldt for oplysningen om, at der havde været flere klager. Kommunens skriftlige advarsel var derfor i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Ytringsfrihed: Få styr på dine rettigheder

Et andet eksempel gælder en ansat i DSB. Medarbejderen havde kaldt ledelsen inkompetent, og det må man gerne. Det er en skønssag - en mening, den pågældende har, og den må han gerne ytre.

Endnu et eksempel kommer fra en kommune, hvor der på kommunens hjemmeside stod, at illoyale udtalelser kunne få ansættelsesmæssige konsekvenser. Kommunen blev ringet op af ombudsmandens kontor og fik at vide, at det ikke var lovligt. Teksten blev fjernet fra hjemmesiden.

Tavshedspligt om enkelt-elever

"Som offentligt ansat er man underlagt en tavshedspligt, når det fx gælder et bestemt barn, der har problemer i skolen. Det må man ikke udtale sig om offentligt, men røber man ikke personfølsomme forhold om enkelte børn eller kolleger mv, så må man faktisk sige, hvad man vil", siger Niels Fenger.

Lærere tør ikke tale frit

Han forklarer, at vi i Danmark har et retligt landskab, der sikrer ytringsfrihed, at vi jo lever i et demokrati og at det kan være ganske befordrende for den offentlige debat, at den, der sidder midt i noget, kan medvirke til at kvalificere en debat.

Derfor er der en vidtstrakt frihed til at ytre sig. Den er sikret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

"Man behøver ikke engang at holde en god tone. Noget andet er, at det - uanset juraen - kan være en god ide. Det kommer man ofte længst med i et videre samarbejde".

For at gøre det helt klart, så må man altså gerne fortælle offentligt, at der er indeklimaproblemer på skolen fx med skimmelsvamp, og at det bekymrer en. Man må gerne i generel form fortælle, at der er samarbejdsproblemer med ledelsen på skolen eller i kommunen.

Og man må også gerne fortælle, at der er stigende problemer med vold og trusler fra elevside på en bestemt skole - man må bare ikke fortælle, at det er elev Peter Hansen, der er voldelig.

Læs mere

Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed