Trods titlen "Lille kriger", som refererer til bogens hovedkarakter, der har trænet sig selv i Ninja-teknikker, men ikke får udfoldet sit fulde potentiale som kriger, er bogen værd at læse. Historien er spækket med fantasifulde metaforer og er næsten et syretrip af sprogblomster, der kalejdoskopisk bevæger sig rundt på det indre forestillingstapet.

Samtidig er der et nøgternt og meget konkret spor omkring "det abjekte", det psykoanalytiske begreb for det, som kroppen udstøder, og som bliver fremmed for os, når det bliver adskilt fra os. Alt det, som normalt forbindes med væmmelse, og som sjældent beskrives i så eksplicit grad som i "Lille kriger": spyt, pølser, løse tænder, blod og negle.

Arsenalet af tysord gør Lille krigers indre Ninja-kamp til en leg med sprog. Citaterne fra bogen er en genlæsning værd: "Pølsen i kummen har farvet vandet brunt, og papiret er næsten opløst. Jeg hiver så hårdt i udtrækkeren, at knoppen falder af. Jeg skælder knoppen ud, mens jeg overlader den til dens skæbne i frit rul ind under skabsmøblet. Jeg løber på nøgne listefødder ind på mit værelse og gemmer mine nyklippede negle under dynen, mens jeg griner bidske lyde".

Forfatteren til bogen er mor og lærer, hvilket da også skinner igennem historien med selv- eller metareflektive beskrivelser af lærere som nogle, der helst vil undgå gårdvagter, medmindre det står på skemaet. Herved sker hop fra synsvinklen, for er det forfatteren eller hovedkarakteren, der tænker det?

Bogens styrke ligger i de ordrige sansebeskrivelser i både lyd og billeder og kan bruges eksemplarisk i forbindelse med undervisning i sansefænomenet synæstesi, som når "... Kaj, der sidder i en sofa og snakker så meget, at der er lydbølger i luften, som glider som striber i forskellige farver hen over bordet, sofaryggen, op til loftet. Nogle af striberne forsvinder henne i kommoden uden at være blevet modtaget, andre falder til gulvet. Andre igen bliver modtaget i en anden mund og sendt tilbage med en anden farve eller med prikker på".