"Ingen drømmer om at skulle testes to gange om ugen for at kunne passe sit arbejde, men test er en forudsætning for, at vi kan åbne skolerne på en forsvarlig måde", siger DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.

Danmarks Lærerforening: Godt at åbne skolerne forsigtigt

Danmarks Lærerforening bakker op om regeringens køreplan for den delvise genåbning af folkeskolen. ”Vi skal væbne os med tålmodighed”, siger DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle elever på Bornholm får nu mulighed for at vende tilbage til skolen. Det samme gør afgangselever i Vest- og Nordjylland.  Derudover understreger regeringen, at man løbende vurderer situationen med henblik på at åbne for flere elever i skolen. Danmarks Lærerforening er glad for den forsigtige åbning af skolerne, fortæller formand for DLF Gordon Ørskov Madsen. 

"Vi skal væbne os med tålmodighed. Vi havde håbet, at der kunne åbnes for, at flere elever kunne komme i skole, men genåbningen er ikke et kapløb om at åbne mest muligt - hurtigst muligt. Vi skal åbne så sikkert som muligt, så vi kan mindske risikoen for smittespredning for lærere og elever mest muligt. Det er meget glædeligt, at nogle af de ældste elever nu kan vende tilbage til klassefællesskaberne. Og der er lys for enden af tunnelen, så også resten af de hjemsendte lærere og elever igen kan møde i skole".

Delvis skolegenåbning - som eksperterne har anbefalet 

Test er en forudsætning for genåbning

Danmarks Lærerforening bakker også op om regeringens anbefaling om, at lærere og elever skal testes to gange om ugen i forbindelse med genåbningen. På et pressemøde her til formiddag blev det klart, at der bliver tale om en  kraftig anbefaling til elever over 12 år om, at de bliver testet to gange om ugen, men at det ikke bliver et krav i grundskolen.

"Ingen drømmer om at skulle testes to gange om ugen for at kunne passe sit arbejde, men test er en forudsætning for, at vi kan åbne skolerne på en forsvarlig måde. Hensynet til at mindske smitten og sikre effektiv smitteopsporing i samfundet vejer tungt, og derfor er jævnlig testning en nødvendighed for at kunne åbne for flere elever i skolerne. Det bakker vi op om", siger Gordon Ørskov Madsen.

Lærerforeningen opfordrer til, at der er en klar strategi for test af elever og personale, og at rengøringsindsatsen er helt på plads, inden lærere og elever møder på skolerne igen

 "Den overordnede rengøringsindsats skal varetages af professionelle", siger Gordon Ørskov Madsen.

Eksperternes udspil: Luk kun skolerne mere op i Vestjylland, Nordjylland og på Bornholm 

DLF: Lærere skal ikke teste kolleger

Tidligere har det været fremme, at en del af testindsatsen skulle varetages af lærere. Danmarks Lærerforening forventer, at andre end lærerne står for at teste på skolerne.

"Lærerne skal ikke teste - hverken hinanden eller eleverne. Lærerne skal fokusere på den meget store undervisningsopgave, der venter, når skolerne igen åbner".