Malik renser kyllingeskindet og presser det mellem to bageplader for at få det sprødt.

Elev: "Madkundskab var det eneste fag, jeg godt gad at gå til eksamen i"

3. december skal de første elever til første del af afgangsprøven i madkundskab på Skolen i Sydhavnen i København. Selv om mange timer har været aflyst, håber lærer Mette Ruby og elever at kunne gennemføre prøven i en eller anden form.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hønsekødssupper buldrer på gasblus. Æbler blevet skåret sirligt ud til hønsesalat, mens andre er ved at finde ingredienserne frem til grøntsagsremulade og hjemmelavet mayonnaise. Eleverne har selv skåret kyllingerne op og fileteret lyssej, som nu er blevet til fiskefrikadeller, der allerede i en enkelt gruppe står og sprutter blidt i en blanding af olie og smør på stegepanden.

"Stop. Hold hænderne op. Så er der halvanden time tilbage", siger madkundskabslærer Mette Ruby og sætter en stort nedtællingsur i gang på skærmen i den ene ende af madkundskabslokalet på Skolen i Sydhavnens madkundskabslokale. Eleverne går hurtigt videre. I dyb koncentration deles opgaverne op i grupperne.

Hønsekødssuppen skal gerne simre i flere timer, men det har eleverne også tiden til i dag. For på Skolen i Sydhavnen har man valgt at madkundskab er placeret på hele dage.

"Det giver så meget mere mening, at man ikke skal presse det sammen på tre lektioner", siger madkundskabslærer Mette Ruby.

Da corona har nuppet et par måneders undervisning, ender eleverne med at have 11 ganges madkundskab og to gange virtuel undervisning, før de skal til afgangsprøve i begyndelsen af december. Til prøven har de to timer til planlægning, fem dage, hvor de kan øve sig efter skole, og så to timer til selve prøven. Så tid er på mange måder en faktor, siger Mette Ruby mens hun sikrer, at de store tal på tavlen tæller ned. Når de når nul, detonerer en virtuel bombe på skærmen.

"To timer er faktisk ikke så meget tid for eksempel at lave en tre retters menu til en 15-års fødselsdag, som godt kan være et prøveoplæg. Selv for voksne kan det være svært. Så derfor skal de lære at være skarpe på tiden", siger Mette Ruby.

Mette Ruby glæder sig til at føre eleverne til afgangsprøve i madkundskab.

 

Klar, parat til prøven

Selv om hun har haft mindre tid end planlagt til at gøre eleverne klar til afgangsprøven, er hun fortrøstningsfuld.

"Hvis de vælger at aflyse prøven, så skal de gøre det nu", siger hun med henvisning til, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er i gang med - sammen med det såkaldte sektorpartnerskab - at vurdere, om der skal ske ændringer i afgangsprøven til de praktisk-musiske valgfag på grund af corona.

"Jeg skal sende prøveoplæg og undervisningsbeskrivelser af sted om 14 dage".

Med sig i køkkenet har hun en medarbejder, som er tidligere kok og i seniorjob på skolen og en medarbejder fra ungdomsskolen. De ekstra hænder er også en af grundene til, at hun føler, at hun og eleverne er rimeligt klar til den forestående prøve.

"Corona er jo en præmis, og så er det sådan det er. Det ved censor jo også godt. Jeg synes, det ville være synd, hvis de ikke fik lov til at tage afgangsprøven. Jeg tror faktisk, at vi vil gennemføre en form for prøve lige meget, hvad der sker. Så må en af mine madkundskabskolleger agere censor", siger Mette Ruby.

Valgfag i 8. klasse afvikles på hele dage. Det giver tid til at koge en hønsekødssuppe. 

Prøve motiverer eleverne

Prøven er også noget, som fylder hos eleverne.

Malik står og skærer gulerødder i bittesmå firkanter med en rutineret og hurtig hånd. Stykkerne skal i hønsekødsuppen, når den har kogt i to timer. Han valgte madkundskab, fordi han godt kan lide at lave mad og bage.

"Madkundskab var det eneste fag, jeg godt gad at gå til eksamen i", siger han som endnu en begrundelse for, hvorfor han valgte faget. Men selv om spørgsmål om afgangsprøven dukker op hele tiden i lokalet, så prøver Malik ikke at tænke for meget på det.

"Jeg vil helst ikke føle stress over det", siger han.

Malik er i gruppe med Gustav. I alt er de tre elever, som skal op til prøven sammen.

"Jeg kan godt lide at være sammen med andre og lave mad. Det er bare ærgerligt, at vi ikke har får mere tid", siger Gustav. "Jeg er lidt nervøs, fordi vi ikke har haft alle de undervisningsgange, vi skulle have haft. Jeg er bange for at blive stillet over for en opgave, hvor der er noget, jeg ikke har lært".

Eleverne har selv ønsket, hvem de gerne ville være i gruppe med, og hvem de helst ville undgå at være i gruppe med, og så har lærerne sat dem sammen, så de kan øve sig frem mod prøven.

Gustav skærer svampe til hønsesalat.

Køkkenkendskab

"Må vi godt selv tage en ismaskine med til prøven?", spørger Malik.

Mette Ruby kigger lidt i skabene. "Måske har en vi en. Jeg undersøger, om I må tage med hjemmefra", siger hun.

Mette Ruby har kontaktet læringskonsulenten i madkundskab med flere spørgsmål op til prøven.

"Må de eksempelvis have blomster og lys med ved anretningen, hvis de trækker en romantisk middag? Det må de godt. Det tæller ikke meget, men ligesom til idræt, hvor nogle vælger at have ens tøj på, så giver det noget for helhedsoplevelsen. Man viser overskud. Jeg har også spurgt til, hvad der sker, hvis de vælger at lave en soufflé, og den så falder sammen på selve dagen. Hvis de kan forklare, hvad der gik galt, så betyder det slet ikke noget for karakteren, at det rent faktisk gik galt", siger hun.

Hun har valgt at lave en prøveeksamen, hvor hun bruger en gang til planlægning og en gang til udførelse. Så to gange af madkundskab bruger grupperne på planlægningen, og to gange på at prøve selve prøven. I prøvesituationerne har hele klassen samme emne. Det har de ikke til den endelige afgangsprøve.

"Jeg har glemt at koge vand til melbollerne", siger en elev ærgerlig, da han står med velformede melboller til hønsekødssuppen. "Har vi ikke en vandkoger, så det kan koge hurtigere?".

Mette Ruby slår ud mod skabene. "Find ud af det. Jeg kan sige så meget som, at den er i et af de øverste skabe, men du bliver nok nødt til at åbne dem", siger hun til drengen.

"Det er vigtigt, at de kan finde rundt i køkkenet, og at de får undervisning i samme køkken, som de skal til prøve i. Det kommer til at betyde noget", siger hun.

Ingredienser gjort klar til grøntsagsremulade.

Sygdom udfordrer

"Har du fået ringet til min mor?", spørger Malik Mette Ruby. "Ah, det har jeg faktisk ikke. Og det skal jeg have gjort. Jeg har faktisk lidt dårlig samvittighed", siger hun.

Malik har ventet halvandet år på en operation i fødderne. Nu har han fået tiderne, og den ene er kun få dage fra den dag, hvor første del af afgangsprøven skal afvikles. Malik skal derfor umiddelbart være sygemeldt den dag, prøven begynder.

"Hvad nu hvis jeg ikke kan komme den dag?", spørger Malik. "Så skal du til sygeeksamen, og så skal du alene op".

Gruppen forhører sig, om det er muligt at have ham med på Skype.

"Nej", lyder Mette Rubys svar. "Han skal møde op på skolen". "Så må jeg komme på krykker", siger Malik.

I det hele taget presser sygemeldinger lidt mere i coronatid, end det ellers ville gøre, mener Mette Ruby. Der er 17 elever til dagens madkundskab, men holdet er normalt på 23.

"Det er noget, vi må tænke over. Normalt hvis de føler sig lidt sløje, så skal de nok komme. Men nu må de ikke komme, hvis de føler de mindste sygdomstegn. Det lægger ekstra pres på mig. Også hvis jeg pludselig har flere, der skal til sygeeksamen. Det må man også tænke på i coronatid", siger Mette Ruby.

Maliks første operation er placeret lige før, eleverne skal gennem det søde køkken.

"Der kommer jeg alligevel. Jeg siger til mig mor, at det er den eneste dag, hvor jeg skal i skole lige meget hvad. Det er det eneste, jeg vil i skolen. Det søde køkken er jo det bedste af det hele", siger han, mens han presser, salter og drysser paprika på kyllingeskind, som han møjsommeligt har skrabet helt tynde, og nu presser mellem to bageplader.

Der en halv time, til bomben på skærmen springer, og lidt mere end fire uger til eksamen begynder.