Da Anne Hovgaard Jørgensen indsamlede materiale til sin ph.d-afhandling om samarbejdet mellem skole og fædre med migrantbaggrund, var der noget, der gik igen. Fædre med mørk hud, mellemøstlige navne, og som kom fra lande, som mange nok vil betegne som typiske flygtninge- og indvandrerlande, havde ofte den samme historie om mødet med deres børns skole.

»Fædrene gav udtryk for, at de følte, at det ofte lå mellem linjerne, at de blev mistænkt for at være patriarkalske, kontrollerende og generelt uinteresserede i deres børns skolegang. Men ofte var det så subtilt, at de selv var i tvivl om, hvad det var, de oplevede«, fortæller Anne Hovgaard Jørgensen.

Nogle fædre havde erfaret, at de mere eller mindre direkte blev spurgt, om de brugte vold i opdragelsen. En anden far havde oplevet, at hans barn blev trukket uden for døren og via rolleleg skulle fortælle, hvordan far og mor agerede i hjemmet, mens de etnisk danske børn blev siddende i klassen.

»I min afhandling kalder jeg det mistænkeliggjort maskulinitet. Det fortæller os noget om, at der kan være noget i spil i forhold til det at være indvandrer eller flygtning og mandlig muslim i Danmark, der er forbundet med mistillid. Men det er meget svært at tale med lærere om«, siger Anne Hovgaard Jørgensen.

Sociolog: Sønnerne vil være aktive fædre

Skole-hjem-samarbejdet er mors domæne

Forskeren peger på, at mistillid til fædrene kan være velbegrundet, men at der også er gode forklaringer på, hvorfor nogle kan virke uengagerede og fraværende, selv om de ikke nødvendigvis er det.

I sin ph.d.-afhandling »Becomings of School-Fathers« fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse undersøger Anne Hovgaard Jørgensen nogle af de dynamikker og opfattelser mellem lærere og fædre med anden etnisk baggrund, der påvirker forældresamarbejdet, og hvordan fædrene opfatter dette samarbejde. Forskningen er udført på baggrund af individuelle interview og fokusgruppeinterview med fædre og observationer ved blandt andet skole-hjem-samtaler.

»Det er et ret underbelyst område. Der er forsket lidt i forældresamarbejde med migrantfamilier, men overordnet har det været mødre, der er repræsenteret.

Hvis man kigger på tidligere integrationsprojekter, så har der nærmest ikke været nogen, der handler om fædre som fædre. Hvis fædre har været i fokus, så har det mest handlet om kriminalitetsforebyggelse eller adgang til arbejdsmarkedet«, siger Anne Hovgaard Jørgensen.

I sit feltarbejde oplevede hun, at lærere og pædagoger overvejende henvendte sig til mødrene, når det gjaldt information om børnene, og det havde en direkte indvirkning på, at fædrene faldt fra.

»Fædrene følte ikke, at de blev opfattet som resurser. Så i og med at lærerne ikke havde de store forventninger til dem, var der heller ikke det store incitament til at dukke op. Og både danske fædre og fædre med anden etnisk baggrund oplevede, at skolen hovedsageligt er morens domæne«.

Samtidig havde mange fædre med anden etnisk baggrund ikke mulighed for at komme på skolen og deltage i arrangementer, fordi deres arbejde forhindrede dem i det.

»Fædre var ofte fraværende, fordi deres arbejde var mere fysisk. De drev en kiosk, kørte taxa eller bragte pakker ud. Så de kunne ikke være med til at spise morgenmad med klassen, fordi de havde job, der afhang af, at de var til stede«, siger Anne Hovgaard Jørgensen.

Sociale koder er svære for fædrene

I direkte modsætning til fædrene med fysiske job stod forældrene med fleksiblemiddelklassejob, der havde lettere ved at overskue de pligter, der fulgte med at være skoleforældre.

»De gode forældre var dem, der var med i trivselsgruppen og kunne komme med kage til udflugten. Det var den type forældre, som lærerne italesatte som resursestærke og aktive. Den type af forældre, som måske ikke havde kapaciteterne eller mulighederne for at være så aktive skoleforældre, blev i højere grad opfattet som passive eller i værste fald modstandere«. Forskeren fortæller, at nogle af fædrene desuden gav udtryk for ikke at kende de sociale koder, der lå i at gøre noget ekstra arbejde i klassen og at deltage aktivt ud over at komme til møderne.

»Der er utrolig mange forventninger til forældre i dag, og det er ikke alle fædre, der er født og opvokset et andet sted, der ved, hvor mange forventninger der egentlig er. Ikke alle forventninger bliver tydeligt italesat, men nogle lærere blev meget frustrerede, hvis man ikke meldte tilbage på Aula«.

Mere dialog i skole-hjem-samtalen

Hvis man som lærer skal lykkes med at integrere denne gruppe af fædre i et aktivt skole-hjem-samarbejde, skal man tage udgangspunkt i en åben dialog, mener Anne Hov­gaard Jørgensen. Og fædrene skal vide, at det er okay, at de giver deres mening til kende.

Det er vigtigt især at være opmærksom på ved skole-hjem-samtaler, hvor forskeren selv har oplevet en tendens til, at lærere overtager samtalen og løfter pegefingeren, hvis de kan mærke, at fædrene trækker sig.

»Nogle familier med migrantbaggrund lægger ikke op til diskussion. Det kommer nok af, at de kommer fra steder, hvor læreren er en autoritet, som man ikke skal diskutere med. Hos os er skole-hjem-samarbejdet en kulturel selvfølgelighed, noget, vi bare gør. Men der er for lidt refleksion omkring formen på det her samarbejde - hvornår er det inkluderende, og hvornår er det ekskluderende?«

Skole-hjem-samtaler kan være et godt udgangspunkt for et godt forældresamarbejde, hvis man som lærer gør alt for at anerkende og skabe en dialog, hvor man spørger ind til minoritetsforældrenes forventninger og hjælper de forældre, som ikke tager ordet selv.

»Det er en rigtig god ting at mødes. Men man skal være opmærksom på, at skole-hjem-samtaler skal være en samarbejdsform og ikke en overlevering af information. Fædre og lærere skal have mulighed for at indgå i dialog på lige fod«.