”Lærerne er så slidte på deres relation til eleverne. De føler, at de i højere grad navigere som corona-betjente og langt mindre som relations voksne og undervisere”, siger Heidi Yoma Rasmussen, der ligesom Skolelederforeningen og den københavnske lærerforening mener, at rengøringsniveauet på skolerne er for lavt.

Skolelederforening og kredsformænd slår fast: Rengøringsniveauet er for lavt

Både hos Skolelederforeningen, i den københavnske lærerforening og hos kredsstyrelsen i Høje-Taastrup nikker man genkendende til, at der på skolerne er et alt for lavt rengøringsniveau. Der skal flere penge og ressourcer til skolerne lyder det fra skolerepræsentanterne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag kunne folkeskolen.dk skrive, at der på skoler i Favrskov Kommune, var et kritisabelt lavt rengøringsniveau. Og det er et billede, som man kan genkende hos Skolelederforeningen og kredsformændene i både København og Høje-Taastrup. De slår fast, at rengøringen på skolerne ikke er god nok.

"Rengøringsstandarden på skolerne er faldet, og det er til stor frustration for skolelederne", lyder det fra formand for skolelederforeningen Claus Hjortdal.

Formand fra Københavns Lærerforening Lars Sørensen er enig og oplever også, at der er slækket på rengøringsstandarderne på skolerne.

"Det er ikke nok rengøring. Der er simpelthen for lidt rengøring i forhold til, hvad der er okay", siger Lars Sørensen.

Og i den Københavnske Lærerforening modtager man mange henvendelser fra bekymrede lærere.

"Der er mange lærere, der henvender sig og siger, at rengøringsniveauet ikke er højt nok til, at de synes, det er et sikkert undervisningsmiljø de færdes i som lærere".

"Vi savner i den grad det rengøringsniveau, der var ved første genåbning", lyder det fra Lars Sørensen.

Lærer: Skal vi passe på hinanden, skal vi også passe på hinanden på skolerne

Det samme gør man i Høje-Taastrup. Det fortæller formanden for kreds 16, Heidi Yoma Rasmussen.

"Lærerne kigger på dem inde på kontorlandskaberne og finder det paradoksalt, at det lige præcis er lærerne, der skal smittes under de her vilkår. Det er der selvfølgelig nogle, som synes er fuldstændig urimeligt", siger Heidi Yoma Rasmussen.

Også i Høje-Taastrup oplever man nemlig, at der er problemer med rengøringsniveauet på skolerne.

"Vi har masser af lærere i vores kreds, der efterlyser, at der bliver gjort mere rent, og at der bliver passet bedre på dem. Det var samstemmende på vores kredsstyrelsesmøde, selvom der er nogle skoler, hvor skolelederne gør alt, hvad de kan".

Pengene tages fra skolens egne penge

Lars Sørensen pointerer dog, at rengøringsstandarderne muligvis er dalet i mindre grad i København end i resten af landet, da man i forvaltningen har valgt at lægge 25 procent oveni den normale rengøringspulje til skolerne.

"Men det er så også fra et meget lavt rengøringsniveau, så oplevelsen ude på skolerne er stadig, at kontaktflader som toiletter og lignende ikke bliver rengjort i så tilstrækkelig grad, at smittefaren mindskes", siger Lars Sørensen.

Det har også fået lærerkredsen til at henvende sig hos forvaltningen med en efterspørgsel.

"Vi har sammen med de andre faglige organisationer på børne- og ungdomsområdet gjort opmærksom på, at vi ville synes, at det var helt oplagt at lave en budgetsprioritering, hvor man lægger et højere rengøringsniveau", lyder det fra Lars Sørensen.

DLF i appel til minister og KL: Skærp indsatsen for at bekæmpe coronasmitte på skoler

Den Københavnske Lærerforening gør forvaltningen opmærksom på rengøringsproblemerne løbende, men "forvaltningen har jo også det problem, at der ikke er flere penge end der er", lyder det fra Lars Sørensen.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil skal i dag - fredag - mødes med parterne omkring folkeskolen for blandt andet at drøfte status på skolerne i lyset af corona-situationen.

Ulogiske logikker

Ifølge Claus Hjortdal er det ikke kun lærerne, der savner højere rengøringsstandarder. Også skolelederne savner den tryghed, det gav, da rengøringsniveauet var højere inden sommerferien.

"Heldigvis ser vi ikke meget smitte blandt eleverne og lærerne ude på skolerne i øjeblikket, men det er jo dét skolelederne bekymrer sig om vil stige, nu hvor rengøringsstandarderne er faldet", siger Claus Hjortdal.

Og ifølge Claus Hjortdal er det ikke altid helt let at følge logikkerne bag corona-retningslinjerne.

"Det er jo fint, at vi vasker og spritter hænder, men hvis ikke rengøringsstandarden på skolen følger med, så har det bare ikke den samme effekt", siger Claus Hjortdal.

Fra formanden for skolelederforeningen lyder det, at det er til stor frustration for skolelederne, der hele tiden skal være klar til nye regler og retningslinjer. 

"Når man oplever, at man på den måde strammer tingene ganske gevaldigt med nogle ting, som eksempelvis lejrskoler og samtidig slækker på rengøringsstandarderne, så er det, at logikkerne forsvinder indenfor noget, som er skide komplekst at arbejde med, og det er altså frustrerende".

Lærere og pædagoger kan springe over i corona-køen som nærkontakter

Også Heidi Yoma Rasmussen har svært ved altid at følge corona-logikkerne.

"Når man tænker på, hvor meget vi skal spritte af og holde afstand ude i samfundet, så er det jo mærkværdigt, at vi kan være så mange i et klasselokale på én gang med kun én ordentlig rengøring om dagen", lyder det fra Heidi Yoma Rasmussen.

Lærere skal undervise, ikke gøre rent

Efter man fjernede de ekstra midler til den ekstra rengøring, er det blevet lærernes ansvar at rengøre klasselokalet så meget som muligt. Et ansvar, som ifølge Claus Hjortdal er fejlplaceret.

"Vi synes ikke, at det er en god idé, at det er lærerne, som skal gå rundt og gøre rent. Lærerne skal undervise. Det er det, vi har brug for", siger formanden for skolelederforeningen.

Og Heidi Yoma Rasmussen stemmer i.

"Lærerne er så slidte på deres relation til eleverne. De føler, at de i højere grad navigerer som corona-betjente og langt mindre som relationsvoksne og undervisere", siger Heidi Yoma Rasmussen.