Mens kammeraterne går til konfirmationsforberedelse, giver et nyt undervisningsmateriale de tilbageværende elever mulighed for at fordybe sig i etik, filosofi og kritisk tænkning.

Filosofi og kritisk tænkning på skemaet, når de andre går til præst

Mange lærere finder det svært at lave et ordentligt undervisningstilbud til de elever, der bliver tilbage på skolen, når klassekammeraterne går til konfirmationsforberedelse. Det skal nyt materiale om ”filosofi og kritisk tænkning” - udarbejdet af filosoffer fra SDU - nu råde bod på.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vikaren sætter musik i ørene, og vi laver lektier", lød det fra en elev, da en evaluering påpegede en række problematikker i folkeskolen i forhold til de elever, der ikke skal konfirmeres.

Hvorefter eleven tilføjede:

"Det er faktisk de færreste, der laver lektier".

Også lærere tilkendegav, at det var vanskeligt at lave et ordentligt undervisningstilbud til de elever, der bliver tilbage på skolen, når deres kammerater skal til konfirmationsforberedelse i skoletiden.

Derfor har filosoffer i projektet Filosofi i Skolen fra Syddansk Universitet - på anmodning fra Undervisningsministeriet - nu udviklet et nyt undervisningsmateriale med titlen "Filosofi og kritisk tænkning". 

Formålet med materialet, der er udviklet af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen og tilgængeligt på emu.dk, er at inspirere til aktiviteter i skolens arbejde med områder som blandt andet etik, identitet, eksistens og kritisk tænkning. Materialet er udviklet til den understøttende undervisning og til elever i de klasser, hvor de øvrige elever er til konfirmationsforberedelse, men det er også velegnet til andre sammenhænge i udskolingen, fremgår det af materialet.

Særlig undervisningssituation

Siden 2019 har det været muligt for skoler at benytte understøttende undervisning til konfirmationsforberedelse. Derfor er der behov for at støtte skolerne i at leve op til de krav, der stilles til understøttende undervisning generelt - og til den særlige undervisningssituation, der opstår, når klassen deles op.

Inspirationsmaterialet er delt op i fem overordnede forskellige typer af aktiviteter, som lærerne kan plukke fra for at sammensætte et forløb i klassen. De fem typer er: Tavleundervisning, filosofiske dialoger, faciliteret af læreren, æstetiske refleksioner, undersøgende workshops på skolen - og feltarbejde og miniprojekter.

Det ubærlige dilemma

Inden for disse kategorier findes en række aktiviteter, som man kan vælge imellem. Det kan for eksempel være at beskæftige sig med det ubærlige dilemma fra den virkelige verden, som da forældrene til de siamesiske tvillinger Mary og Jodie skulle tage et valg, fordi det stod klart, at begge ville dø, hvis ikke den ene blev opereret fri af den anden.

En anden mulighed er at beskæftige sig med FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, har netop udtalt, at arbejdet med verdensmålene bør integreres i alle aspekter af undervisningen i folkeskolen, mens andre - som tidligere undervisningsminister Merete Riisager og flere lærere - har vendt sig voldsomt imod det. Ikke desto mindre forefindes muligheden altså allerede nu i materialet fra SDU.

FN's verdensmål på skoleskemaet

I materialet fremgår, at de 17 verdensmål kan virke "moraliserende og til tider vanskelige at forstå".

"Med dette materiale bliver indholdet pakket ud, så eleverne får indsigt i verdensmålene og diskuterer, hvordan de skal forstås, om de er vigtige, og hvordan man kan arbejde med dem. Materialet berører temaer som fx samfundsidealer, bæredygtighed og værdier", fremgår det af introduktionen til materialet.

Lærer Pernille Svendsen fra Næsby Skole i Odense Kommune er en af de lærere, der allerede nu ved, at hun helt sikkert vil bruge det nye materiale. Både i undervisning af de elever, der bliver tilbage på skolen, når deres kammerater går til konfirmationsforberedelse - og i andre sammenhænge.

"Det giver et flot fundament"

"Jeg vil bruge det både i kristendomsundervisningen, og når de andre er til konfirmationsforberedelse. Der er mange gode filosofiske diskussioner. Jeg ved godt, at det som udgangspunkt er lavet til dem, der ikke skal have konfirmationsforberedelse, men jeg synes også, at materialet kan mere end det. Der er rigtig mange facetter, og det stikker i mange retninger - det giver et flot fundament til de børn, der ikke vælger at gå til konfirmationsforberedelse. Det giver et fundament for at lukke øjnene op for, hvordan historien har bevæget sig omkring religion og filosofi. Jeg kan rigtig godt lide, at det er så bredt, og at man kan arbejde med det, som man har lyst til", siger Pernille Svendsen.

Hun underviser i dansk, kristendomskundskab og historie - og mener, at materialet er interessant og relevant i alle sammenhænge, uanset om eleverne går i 7., 8. eller 9. klasse.

"Jeg har allerede brug materialet til etik-introduktion i 9. klasse, hvor vi arbejder med organdonation og for eksempel det her med, at man gerne vil modtage organer, men helst ikke afgive - ligesom vi har trukket de store verdensreligioner ind over, deres værdier, etik og moral. Og jeg har også taget noget af det ind i danskundervisningen, for jeg synes faktisk, at det rummer noget, de fleste børn har brug for - også dannelsesmæssigt", siger Pernille Svendsen.

Læs mere

Filosofi og kritisk tænkning - nyt inspirationsmateriale