De færreste forældre har hørt om, at der siden 2017 har været en national klageinstans mod mobning. På skolerne har klageinstansen til gengæld skabt utryghed, viser en ny evaluering, der netop er kommet som led i, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil skal se på, om Den Nationale Klageinstans Mod Mobning skal fortsætte.

Institutionen er sat til at ophøre den 31. juli 2022. Den er nemlig underlagt en solnedgangsklausul, som betyder, at den lukker medmindre andet vedtages i Folketinget. Man besluttede altså allerede ved vedtagelsen af klageinstansen for tre år siden, hvornår den skulle nedlægges.

Derfor skal undervisningsministeren give en redegørelse på baggrund af en ekstern høring og en evaluering, som firmaet Epinion netop har afleveret. Høringsprocessen er coronaforsinket, og den endelige redegørelse vil derfor først lande i Børne- og Undervisningsudvalget til oktober, hvor resultaterne og fremtiden for loven skal diskuteres.

Den Nationale Klageinstans Mod mobning blev vedtaget trods protester fra bl.a. KL, Skolelederforeningen og Lærerforeningen, og siden 2017 har forældre kunnet klage til instansen, hvis de oplever, at skolen ikke forhindrer mobning, og det ikke har hjulpet at klage lokalt.

Den netop offentliggjorte evaluering viser en række problemer med forvaltningen af lovgivningen lokalt på skolerne og i kommunerne, som også påvirker klageinstansens effektivitet.

Forvaltningstraditioner på fremmed grund

Med mobbeloven fik man som elev og forældre nye klagemuligheder, hvis man oplever, at en sag om mobning ikke er blevet håndteret, som den skulle og burde efter undervisningsmiljølovens bestemmelser. I første omgang skal man klage til skolebestyrelsen eller kommunalbestyrelsen. De udgør den første instans og den lokale klagebehandling.

Og det er allerede her, problemerne ifølge evalueringen opstår.

Dokumentationen, behandlingen og afgørelserne i første instans bærer nemlig præg af forvaltningsretlige fodfejl, som giver problemer. I evalueringen fra Epinion lyder det, at den gode sagsbehandling hviler på skriftlig dokumentation, som er mangelfuld både i skolebestyrelserne og i kommunalbestyrelserne.

Det noteres nemlig ikke altid, hvad ledere eller lærere har set eller aftalt i forbindelse med en elevs mistrivsel eller en forældrehenvendelse, og det påvirker sagsbehandlingsprocessen.

Skolechefer og skoleledere forklarer i evalueringen, at man indenfor skoleområdet ikke er vant til at arbejde efter de forvaltningsretlige principper. De peger på, at der i højere grad er tale om en mundtlighedskultur. Det giver problemer med vejledningspligten, notatpligt og journalisering, informationspligt ved afgørelser og procedurerne for at sende papirer videre til klageinstansen.

Og problemerne viser sig blandt andet ved, at 67 procent af de forældre, som har henvendt sig til en skole, fordi de var utilfredse med skolens håndtering af en sag om mobning af deres barn, ikke er blevet oplyst om deres klagemuligheder.  Og da det jo var netop ideen med klageinstansen, at man her kan få omstødt afgørelsen fra skolen, ligesom klageinstansen om nødvendigt kan pålægge kommuner og skoler, begrænser det klageinstansens mulige effekt.

Mobbeklageinstans: Mange sager beror på uenighed om, hvornår der er tale om mobning

Evalueringen viser også, at 85 procent af forældrene aldrig har hørt om mobbeklageinstansen.

Problemer med sagsbehandlingen

Klageinstansen bor hos Dansk Center for Undervisningsmiljø i Randers. Klageinstansen sagsbehandler på udelukkende på de skriftlige akter i sagen. Derfor er der også mange sager, der må sendes tilbage til skolen eller kommunen, da klageinstansen somme tider sidder med så lille et skriftligt materiale, at det er umuligt at træffe en afgørelse.

Problemet med, at sager må afvises grundet manglende skriftlighedskultur, er både til frustration for forældrene og skolen. Skolen kan nemlig sidde tilbage med en oplevelse af, at man har gjort det præcis, som man skulle, uden at det bliver vægtet i sagen, fordi det ikke er blevet noteret.

Allerede i 2017 understregede direktør for DCUM Jannie Moon Lindskov, at det ville tage tid, før man ville en effekt af klageinstansen. I Sverige, hvor man har haft en mobbeklageinstans siden 2006, gik der otte år før man kunne se positive effekter på mobbeproblemerne.

Ifølge evalueringen har de afgørelser, der er kommet i løbet af klageinstansens treårige levetid en positiv effekt på, hvordan loven om elevers undervisningsmiljø implementeres ude på skolerne, fordi de giver skoler og kommuner indsigt i sagsbehandlingen og de forvaltningsretlige regler.

Folkeskolen.dk søgte tidligere i år aktindsigt i anonymiserede mobbeklagesager med netop den hensigt, at skolerne skal lære af sagerne. Klageinstansen afslog aktindsigt, men efter at Ombudsmanden påpegede, at klageinstansen ikke havde håndteret aktindsigtsanmodningen korrekt, har klageinstansen givet indsigt i indholdet af nogle af de afgjorte sager på sin hjemmeside.   

Ombudsmanden: Mobbeklageinstans levede ikke op til regler om aktindsigt 

Ubehag på arbejdspladsen

En af de dele, der ender som en del af det materiale, som Den Nationale Klageinstans skal træffe afgørelse ud fra, er den påkrævede handlingsplan. Med revideringen af loven fulgte nemlig et krav om, at skolelederen skal skrive en handleplan, når skolen er orienteret om, at en af elevernes mobbes.

I lovbemærkningerne nævnes det, at handlingsplanen kan "bestå af en ekstra lærer/pædagog i udvalgte timer, ekstra tilsyn i skolegården, fokus på fælles retningslinjer for god klasseledelse, fællesskabsskabende aktiviteter i klassen, trivselsmøder med hver enkelt elev m.v.".

Skolelederforeningen: Mobbeklageinstansen er ikke den rigtige løsning

Disse handlingsplaner ser dog ikke altid dagens lys. 26 procent af folkeskolerne angiver i evalueringen, at de sjældent eller aldrig udarbejder handlingsplaner, hvis der er mobning på skolen. Desuden peger man i evalueringen på, at sandsynligheden for, at handlingsplanen udarbejdes stiger, hvis det er læreren, som opdager mobningen, og ikke eleven eller forældrene, der indberetter det.

Det vil i langt de fleste tilfælde være klasselæreren, som forældrene griber fat i, hvis deres barn mobbes, og det vil oftest resultere i en uformel snak, med henblik på at nå frem til en løsning. Hvis dette ikke lykkes, og skolelederen så ikke allerede er involveret, så orienteres ledelsen om forældrenes oplevelse af dårlige håndtering af mobbeproblemet og undersøgelse går herefter i gang.

Hvis den nationale klageinstans giver forældrene medhold i deres klage, kan skolen modtage et påbud, der kræver, at skolerne igangsætter initiativer indenfor de områder, som påbuddet lyder på.

I tilfælde af at skolen ikke overholder påbuddet indenfor en rimelig tidsfrist, kan skolen sanktioneres. Her anmoder den nationale klageinstans Statsforvaltningen om at sørge for, påbuddet efterleves, og Statsforvaltningen kan her træffe afgørelse om tvangsbøder til de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer. 

Ifølge en skoleleder, som er blevet interviewet til evalueringen, har indførelsen også skabt utryghed på lærerværelset. Han fortæller:

"Det skaber så meget utryghed i lærerstaben. Det er det værste jeg har prøvet i min tid som skoleleder. […] Klageorganet er oprettet i god mening, men det er en overbygning med en uheldig karakter. Det gør det for nemt at komplicere en situation, og for nemt at klage. 2 klik på computeren, og så har du klaget".