Nødundervisningen er slut, men håndhygiejnen er stadig vigtig, når skolerne åbner igen.
Foto: Stine Grynberg
Smittetal stiger: Forståelse for læreres bekymring inden skolestart
Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening forstår usikkerheden blandt lærere inden skolestarten. Skoleledernes formand afviser ikke, at mundbind kan komme på tale, og han forstår de skoler, der overvejer at forbyde forældre adgang på skolen.
Efter sommerferien
Skolerne skal følge de almindelige bestemmelser ifolkeskoleloven efter sommerferien. Der kan dog være helt særligetilfælde - fx ved konstaterede smittetilfælde på skolen - hvor enskole ikke kan gennemføre undervisningen efter de almindeligeregler. Sker det, gælder reglerne for nødundervisning i op til fireuger. Er der behov for at forlænge nødundervisningen herudover,skal det begrundes på skolens hjemmeside, og begrundelsen skalindsendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Antallet af danskere smittet med covid-19 stiger, mens landets folkeskoler så småt ruster sig til skolestart og genoptagelse af normal undervisning i stedet for corona-nedlukningens nødundervisning.
Det gør ikke utrygheden og usikkerheden mindre hos lærere, der har svært ved at se en ganske almindelig skoledag for sig uden at kollidere med sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer.
Lærere er usikre på skolestart i Coronatid
Både Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening udtrykker stor forståelse for læreres usikkerhed ved at skulle starte i skolen igen - nu uden nødundervisningens begrænsninger.
Nu gælder igen folkeskolelovens almindelige regler, mens de sundhedsfaglige anbefalinger ikke længere omfatter et afstandskrav mellem elever fra samme gruppe. Det er dog stadig myndighedernes anbefaling, at børn og voksne har et begrænset antal kontakter og så vidt muligt holder mindst én meters afstand til andre.
Ingen forventning om flere retningslinjer
Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, forventer ikke, at der kommer flere retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet inden skolestart.
"Vi kan se, at smittetallene stiger i mange af de lande, hvor man er startet med at lukke op igen, så jeg forstår godt, at personalet har den bekymring. Men jeg tror, ministeriet overlader det til skolerne at arbejde inden for de retningslinjer, de kender - plus den lempelse, der er kommet vedrørende én meters kravet", siger Claus Hjortdal.
Retningslinjer efter ferien: Skolerne skal igen give eleverne de lovpligtige timer
En af de bekymrede lærere er Annemarie Dela, der er lærer på Rødovre Skole ved København. Som omtalt på folkeskolen.dk forleden er hun en af dem, der hilser med albuen, holder afstand, når hun handler - og i det hele taget tænker over corona i sin hverdag.
"Hvis vi kører, som vi plejer at gøre, så går vi ud og ind af klasser. Spørgsmålet er, om der kan blive gjort rent ind i mellem. Vi skal også sidde på et lærerværelse, der er alt for lille. Jeg tænker, at vi ikke bare kan starte, som om alt er ved det gamle", sagde Annemarie Dela til folkeskolen.dk
Ifølge Claus Hjortdal bliver der i høj grad behov for sund fornuft og dialog mellem lærere, forældre, eleverne og skolen.
"Der har ikke været spørgsmål fra skolelederne til, hvordan vi skal håndtere det her. Men selvfølgelig vil der være noget uro i starten og en masse spørgsmål lokalt - ligesom sidste gang, vi åbnede op igen. Der er lagt op til stor lokal frihed for skolerne til at gøre det, som man kan gøre, og sidste gang lavede vi jo en fantastisk åbning, uden at der skete noget. Jeg tror, at vi vil se, at mange skoler vil holde fast i noget af det forholdsvis stringente", siger Claus Hjortdal.
Stramme regler for forældres adgang på skolen
Han udtrykker forståelse for de skoler, der overvejer at forbyde forældre adgang ind på skolen.
"Jo mindre vi får rodet rundt i gryden, jo mindre er risikoen for, at der kommer smitte. Når forældre kommer ind på skolen, og det er hverdag, så glemmer man jo det med håndsprit og afstand og håndhygiejne. Derfor tror jeg, at det vil være en sund disposition i hvert fald at have nogle stramme regler omkring det, hvis man ikke helt vil forbyde forældrene adgang", siger han.
Skoleledernes formand afviser heller ikke, at det kan komme på tale at bruge mundbind i skolerne.
"Det kunne godt være en af de ting, vi kommer til at se. Hvis det viser sig, at vi ikke kan styre smitten, så vil man jo skærpe tingene. Men om det virker eller ikke virker, det vil jeg ikke blande mig i. Men hvis det kommer, så skal vi også nok få det til at fungere", siger han.
Hvornår får det her en ende?
Også formanden for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg, Regitze Flannov, forstår bekymringen blandt medlemmer.
"Vi har jo alle sammen bekymringen for det her. Hvornår får det en ende? Hvordan kommer vi igennem det?"
Regitze Flannov peger på, at Danmarks Lærerforening hele tiden har arbejdet centralt på, at myndighedernes retningslinjer skal være så præcise som muligt.
"Og det vil vi fortsat gøre i forhold til, hvis der er tvivl og utryghed. Derudover er det jo sådan, at forholdene på skolerne er meget forskellige. Derfor fordrer det simpelthen et rigtig godt lokalt samarbejde for at få det her til at fungere. Det er dér, man skal kunne skabe trygheden ved at tage det alvorligt, - for selvfølgelig bliver folk utrygge, når smittetallene forandrer sig", siger Regitze Flannov.