Året er 2017. Det er onsdag før efterårsferien. Johnny Pedersen ser en pige stå og græde på gangen. Pigen er fra den 5.-klasse, som han har i kristendom i en time om ugen. Han går hen til pigen, lægger armen om hende og spørger, hvad der er galt. Hun græder, fordi hendes klasselærer skal på barsel, forklarer hun. Han trøster hende.

To uger efter - den 26. oktober - bliver han kaldt ind på skolelederens kontor på Dam­agerskolen i Greve. Han får at vide, at nogle piger har anklaget ham for at røre ved dem i klassen. Han får at vide, at han skal skrive ned, hvad han har foretaget sig med 5. klasse om onsdagen.

Men han siger til sin tillidsrepræsentant Lotte Mortensen, at det nok handler om pigen, han har trøstet, og hendes veninde, fordi han føler, at de har et horn i siden på ham. Flere gange har Johnny Pedersen sendt dem uden for døren og også skrevet hjem til forældrene. De møder sjældent op til hans timer og er tit i »Pusterummet« på skolen.

Torsdag den 26. oktober er den sidste dag, Johnny Pedersen underviser. Dagen efter skal han ikke undervise, men møde op til en tjenstlig samtale.

Johnny Pedersen har arbejdet med børn i 30 år. Først som pædagog, siden som lærer. Kolleger fra skolen fortæller, at han var en meget dygtig musiklærer. Han har gennem årene arrangeret utallige musicals og har arbejdet med et meget stort antal elever. Han har et helt særligt talent for at engagere børn, og han er en meget vellidt kollega. Flere kolleger fortæller, at de aldrig har set ham udvise en upassende adfærd over for noget barn. Sådan lyder det også fra lederen af det fritidscenter, som Johnny Pedersen har arbejdet på i 18 år, før han blev lærer. Johnny Pedersen har en ren straffeattest og ingen anmærkninger med relevans for sagen i sin personalemappe gennem de 30 år, han har arbejdet i Greve Kommune. Den lærer, som var støtte på en elev i kristendomstimerne, har aldrig set Johnny Pedersen være upassende i klassen.

Alligevel er det den anklage, som bliver læst op for ham og tillidsrepræsentanten, da de sidder foran skolelederen og en repræsentant fra Greve Kommune til den tjenstlige samtale fredag den 27. oktober i 2017. 5. klasse har siden efterårsferien haft en ny barselsvikar. Hun har snakket med netop de to piger. De ville ikke have kristendom. De fortæller hende, at når Johnny Pedersen krammer dem, så rører han ved deres bryster. Den ene har også fortalt, at når Johnny Pedersen hjælper hende i klassen, så sætter han hånden på hendes lår og kører den op mod tissekonen. Barselsvikaren går ikke til skolelederen i første omgang, men vælger at samle alle pigerne i 5.-klassen til et pigemøde. Hun fortæller, hvad pigerne har fortalt hende, og spørger de andre, om de har oplevet lignende. Flere piger fortæller ifølge barselsvikaren, at de er blevet krammet. At de synes, det er mærkeligt, at Johnny Pedersen kan finde på at sige, at han har savnet dem, og spørge, om de har savnet ham. De fortæller, at der også er piger i parallelklassen, som har oplevet »overgreb«. De løber ind og henter pigerne, så de også kan fortælle om deres oplevelser. Efter pigemødet går barselsvikaren til skolelederen. Hun skriver ned, hvad pigerne har sagt.

Utrygge lærere ønsker retningslinjer 

Johnny Pedersen får barselsvikarens notat i hånden til den tjenstlige samtale. Hans hænder ryster så meget, at han ikke kan læse papiret, og han beder skolelederen læse højt. Meldingen er klar: Kommunen finder ud fra pigernes udtalelser, at Johnny Pedersens »sprog og adfærd er upassende og stærkt kritisabel. Adfærden og sproget går langt over, hvad der er acceptabelt og rimelig adfærd for en ansat« i kommunen, står der i referatet af den tjenstlige samtale. Kommunen påtænker at bortvise ham.

Både Johnny Pedersen og tillidsrepræsentanten er i chok. Tillidsrepræsentant Lotte Mortensen siger, at Johnny Pedersen er uskyldig, til det modsatte er bevist, og det føler hun på ingen måde er tilfældet i denne sag. Først kan Johnny Pedersen ingenting sige. Men så siger han: »Det er så åbenlyst forkert«. Tankerne kører på turbo i hans hoved. »Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har ikke gjort noget overhovedet. Og jeg har talt pænt og ordentligt til eleverne«, siger han. »Der er jo ingen, der kan rende rundt i klassen og tage pigerne på brysterne i et år, uden at nogen lægger mærke til det«.

Johnny Pedersen bliver fritaget for tjeneste indtil videre.

Mistanken

Når man afhører børn i forbindelse med mistanke om seksuelle overgreb, er det meget vigtigt, at afhøringerne foretages af særligt uddannede politifolk. Det er slået fast i en betænkning fra Justitsministeriet. I en vejledning fra Socialstyrelsen står der tydeligt, at det er politiet, der stiller detaljerede spørgsmål om hændelsen. En af grundene er, at børn har en tendens til at opfinde erindringer om en person, hvis de på forhånd får negative informationer om personen eller bliver stillet ledende spørgsmål, forklarer advokatfuldmægtig i Danmarks Lærerforening (DLF) Camilla Bengtson. Hun har ført Johnny Pedersens sag vedrørende bortvisningen.

»Beskyldninger om seksuel krænkelse af børn, herunder elever, er en ekstremt alvorlig anklage, som lærere og pædagoger er særligt udsatte for. Det er derfor ekstremt vigtigt for retssikkerheden i disse job, at en undersøgelse af sådanne anklager foretages af personer, som er uddannet til det«, siger hun.

I Johnny Pedersens tilfælde var det en barselsvikar, der på eget initiativ foretog både den første og anden samtale med eleverne.

Politianmeldelsen

Den tredje afhøring af eleverne foregår mandag den 30. oktober 2017. Skolelederen har indkaldt ni elever og deres forældre til samtaler. Med til samtalerne er også en psykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). En efter en kommer elever med forældre ind til skolelederen. Ikke alle møder op.

Flere forældre har ikke hørt noget om det, inden de bliver indkaldt. Nogle samtaler bliver afholdt telefonisk. En af pigerne siger, at »hver gang han tager fat i hende, lægger han armen rundt om skulderen og rører nede ved brysterne«. Det skriver skolelederen efterfølgende i et notat fra samtalerne. Flere elever siger, at Johnny Pedersen krammer hårdt. En siger, at »hun ikke havde tænkt over det, før pigerne var begyndt at snakke sammen om det, men efterfølgende kunne hun godt se, at det ikke er i orden«. En mor sender en mail, hvori hun skriver, at datteren ikke vil være en del af sagen: »Hun er meget ked af det og vil ikke deltage i nogen samtale. Hun er ikke blevet forulempet og har derfor ikke noget med sagen at gøre«, skriver hun.

I dag er Johnny Pedersen sygemeldt, og hans tab af arbejdsevne er foreløbig vurderet til 85 procent.

Efter samtalerne med forældrene og pigerne vælger Greve Kommune at anmelde sagen til politiet.

Johnny Pedersen er derhjemme. Han spiller computerspil, ser tv og kan ikke sove. Igen og igen gennemgår hans indre film, hvem der sagde hvad hvornår. Både i klassen, til mødet og på lærerværelset. Da sagen bliver meldt til politiet, bliver han glad.

»I begyndelsen tror jeg, at det er noget, som skolelederen vil opklare. Men det går jo op for mig, at det er alvor. Jeg vil gerne have, at det bliver meldt til politiet. Politiet skal nok finde ud af, hvad der er op og ned«, siger han i dag.

Johnny Pedersen begynder at skrive alle sine tanker ned på sin iPad. På den måde får han lidt mere ro i hovedet. Han skriver alt ned, han kan huske. I en hel uge skriver han. Og mens han er ved at skrive, får han 7. november blomster og et støttende brev fra kollegerne i skolen. Samme dag får han et brev i sin e-Boks fra Greve Kommune. Kommunen vælger at bortvise Johnny Pedersen med øjeblikkelig virkning.

Danmarks Lærerforening ønsker at forhandle sagen om bortvisning med Greve Kommune og beder dem vente på politiets undersøgelse af sagen, inden de bortviser Johnny Pedersen, men det vil kommunen ikke.

Baggrunden er indberetningen fra barselsvikaren og samtaler med ni elever. Johnny Pedersen undrer sig over, at ingen har snakket med den ekstra lærer, som har været til stede i hans kristendomstimer. Håbet om at vende tilbage til lærerjobbet på skolen slukkes.

Sagen er hos politiet. Ingen er sigtet. Johnny Pedersen føler sig dømt på forhånd.

»Kommunen er både den udøvende og den dømmende magt. De dømmer mig ved at give mig den bortvisning. Det gør de over for alle skolens børn og forældre. Jeg har arbejdet med børn i 30 år i den kommune. Jeg har spillet meget musik og været tæt på mange børn og mange forældre. Alle tænker, at man ikke får en bortvisning, uden at der måske nok er noget om det«, siger Johnny Pedersen.

DLF: Uskyldigt anklagede rammes af lang sagsbehandling 

 Bortvisningen

Siden 2013 skal alle kommuner have en beredskabsplan til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om vold og seksuelle overgreb mod børn og unge. I nogle kommuner, eksempelvis Odense og København, er der desuden vejledninger for, hvordan man håndterer sager med mistanke om medarbejderes seksuelle overgreb mod børn og unge.

I København skal den mistænkte fritages for fremmøde, indtil sagen er undersøgt. »Dette er et beskyttelseshensyn over for den pågældende, og der ligger ikke heri nogen som helst vurdering af, hvad der er rigtigt og forkert«, står der i vejledningen. Er en mistænkt medarbejder fritaget fra arbejde, får han stadig løn, mens sagen undersøges. Men er der en meget alvorlig grund, kan en medarbejder bortvises. Så bliver han afskediget med øjeblikkeligt varsel og mister sin løn med det samme.

I Greve Kommune findes der ingen vejledning til håndtering af sager om mistanke om medarbejderes seksuelle overgreb. Johnny Pedersen bliver bortvist uden løn, inden politiet er færdig med at undersøge sagen.

Leder: Uskyldigt anklaget 

Afgørelsen

Johnny Pedersen kan ikke sove. Han får mareridt. Vågner midt om natten og befinder sig igen på skolelederens kontor. Eller i klassen. Eller sammen med barselsvikaren. Han må sove foran fjernsynet, for så kan de levende billeder på skærmen stoppe mareridtene, som konstant vækker ham.

Lærerne på skolen støtter ham. Greve Kommune vil ikke yde psykologhjælp. Danmarks Lærerforening hjælper ham til en krisepsykolog og betaler de fem første gange. Det ender med, at han får en sygemelding hos lægen. 21. januar anmelder Danmarks Lærerforening Johnny Pedersens sag som en arbejdsskade.

Johnny Pedersen cykler. Han går. Han spiser. Jobcentret får ham i gang med yoga og mindfulness. Han gennemgår løbende de afhøringer, som politiet foretager, sammen med sin advokat Torben Koch. Han ser videoafhøringerne af eleverne på advokatens kontor. Elevernes fortællinger er modstridende, og de fleste ændrer forklaring, når de kommer til politiet. Kun tre kommer nu med beskyldninger. Barselsvikaren bliver afhørt i tre timer. Johnny Pedersen er selv den sidste, der skal til møde hos politiet med sin advokat. Han er nervøs. Afhøringen varer en time og et kvarter. Al hans energi er på sagen, og han magter ikke andet end at følge den.

Ekskæresten må overtage hans NemID og koden til hans mailboks, for han kan ikke længere overskue at åbne den elektroniske post.

8. maj 2019 er han på cyklen, da ekskæresten ringer til ham: »Har du hørt det? Der bliver ingen retssag«, siger hun. Hans første følelse er ærgrelse. Han havde set frem til, at retssagen skulle rense ham. Han ringer til sin advokat.

»Tillykke, Johnny«, siger advokaten. »Det er det største, du kunne få. Det er en gave, at der ikke kommer en retssag. Ingen vil køre en sag, hvis der ikke er nogen beviser«.

Politiet skriver breve til de berørte pigers forældre og oplyser om, at modstridende forklaringer og måden, de første samtaler med eleverne blev ført på, gør, at politiet mener, at der ikke er grundlag for en sag. I brevet er der henvist til, hvordan forældrene kan klage. Ingen vælger at klage over afgørelsen.

Alligevel går der tre måneder, hvor Johnny Pedersen stadig ikke forstår, at han ikke længere har en anklage hængende over sig. »Hver gang jeg børster mine tænder, må jeg minde mig selv om, at det er overstået«, siger han.

Arbejdsskaden

Men det er ikke overstået. Efter politiets afgørelse kontakter Danmarks Lærerforening Greve Kommune for at indgå et forlig i sagen om bortvisningen. Den 27. august 2019 meddeler kommunen, at politiets afgørelse ikke ændrer ved vurderingen af, at bortvisningen af Johnny Pedersen er sket på et sagligt grundlag. Umiddelbart derefter vælger Danmarks Lærerforening at indlede en faglig voldgift mod Greve Kommune.

Johnny Pedersen vil ikke give op. Han har ikke tidligere haft psykiske problemer, men har efter bortvisningen udviklet tegn på posttraumatisk stresssyndrom. Han føler sig stemplet som pædofil uden mulighed for at kunne rense sig for beskyldningen. Johnny Pedersens sag bliver anerkendt som en arbejdsskade.

Den uvildige speciallæge, der i forbindelse med arbejdsskadesagen ser Johnny Pedersen, skriver i statusattesten: »Han bliver på et nærmest absurd grundlag bortvist med øjeblikkelig virkning - men havde dog fuld opbakning fra kollegerne og tillidsfolkene. Sagen er undersøgt af politi, og man har ikke kunnet finde noget at bebrejde patienten«.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse står: »Det er således dokumenteret, at du har været udsat for uretmæssige anklager om blufærdighedskrænkelser og vold mod børn. Det er en stor psykisk påvirkning at blive anklaget for en forbrydelse, som man ikke har begået, og vi har derfor vurderet, at du har været udsat for en ekstraordinær belastning«.

Forsker: "Pædofilifrygt er en rædselsfuld samfundsændring"

Hans tab af arbejdsevne er foreløbig vurderet til 85 procent.

26. marts i år falder afgørelsen i voldgiftssagen. Højesteretsdommer Lene Pagter vurderer, at der hverken var grundlag for en bortvisning eller en opsigelse af Johnny Pedersen. Kommunen skal betale Johnny Pedersen løn i opsigelsesperioden, derudover skal kommunen betale en godtgørelse for usaglig bortvisning på seks måneders løn inklusive pension.

Johnny Pedersen er frikendt for beskyldningerne. Kommunen er dømt for uberettiget bortvisning, og Johnny Pedersen har fået anerkendt sagen som en arbejdsskadesag. Men Johnny Pedersen er stadig sygemeldt. Han synes ikke, han i forløbet kunne have handlet anderledes, end han har gjort. Han får ikke det liv tilbage, som han havde før anklagerne.

»Jeg vil gerne renses. Jeg vil gerne stå frem for at advare andre om risikoen for at komme i sådan en situation. Jeg vil stærkt anbefale alle lærere at melde sig ind i DLF. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort i denne sag uden Lærerforeningens hjælp. Nogle gange har jeg lyst til at arbejde. Andre gange tror jeg, at jeg aldrig får overskuddet til det igen. En ting er sikker: Jeg kommer aldrig til at arbejde med børn igen«.

Professor: Lærere har svært ved at blive renset for mistanke om overgreb