Skolerne vil kunne bruge øveprøverne til at lave en prøvesituation, der ligner en almindelig prøve.

Ministeriet åbner for skriftlige øve-prøver til afgangseleverne

Der bliver ingen afgangseksamen for årets 9. klasser, men skolerne får nu alligevel mulighed for at teste eleverne i de skriftlige prøver. Det kommer til at ske over to prøveperioder, som skolerne kan vælge at tilmelde sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trods aflysningen af sommerens eksaminer kan eleverne i 9. og 10. klasse måske alligevel se frem til at prøve, hvordan det er at sidde i en regulær eksamenssituation.

Børne- og Undervisningsministeriet har meldt ud, at man åbner for, at elever kan gennemføre de skriftlige prøver på de skoler, der skulle ønske det.

Prøverne vil være såkaldte øve-prøver, og derfor overføres elevens karakterer ved prøverne ikke automatisk til elevens afgangsbevis som ved de normale prøver. Det vil derfor være op til de enkelte lærer at vurdere, hvordan elevens prøvekarakterer bør indgå i forhold til afgivelsen af den afsluttende standpunktskarakter.

Sproglærer: Sådan vurderer jeg eleverne hen imod standpunktskarakteren 

Ministeriet skriver i et notat om "afvikling af øve-prøver i maj-juni 2020", at øve-prøverne kan give eleverne "en oplevelse af, hvordan det er at gå til prøve", inden de skal videre på en ungdomsuddannelse. 

Kan ligne en helt normal prøve

Ifølge ministeriet vil skolerne have mulighed for at lave en prøvesituation, der ligner en almindelig prøve. 

"Det kan blandt andet indbefatte, at borde er opstillet til prøvesituationen, der er ledninger til computere, der er opstillet printere, der er procedurer for registrering og eventuelt aflevering af mobiltelefoner, der er tilsyn, udlevering af supplerende materiale, tidsstyring og mange andre forhold, der er med til at give fornemmelsen af hvad det vil sige at være til skriftlig prøve", skriver ministeriet og understreger, at forholdene naturligvis skal leve op til retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.

Nu tæller årskarakteren: Lærerne har det med at undervurdere elevernes mundtlige evner - og overvurdere de skriftlige

Skolerne skal selv tilmelde deres elever på testogprøver.dk, og alle prøverne vil blive afviklet to gange. Første gang i uge 22 fra den 25.-29. maj 2020. Anden gang i uge 22 og 23 fra den 2.-4. juni 2020 samt den 8. og 9. juni 2020. Hvis skolerne ønsker det, vil det være muligt at tage alle prøver to gange. 

DLF: Den enkelte lærer bør afgøre, om der skal afholdes øveprøve

I Danmarks Lærerforening understreger formand for foreningens undervisningsudvalg Regitze Flannov, at det bør være op til den enkelte lærer ude på skolerne at vurdere, om eleverne vil have gavn af en øve-prøve.

"Jeg tror, at lærerne planlægger de sidste uger på mange måder, og det er jo dem, der har fingeren på pulsen i forhold til, hvad eleverne vil få mest ud af den sidste tid af skoleåret. Det her er et tilbud, man kan vælge, og det synes jeg skal være op til den enkelte lærer, om man vil gøre brug af det. Det bør være læreren, der vurderer, om det at prøve at være igennem sådan en proces er så vigtig, at man vil prøve det af, eller om man har planlagt en anden undervisning, man vurderer eleverne vil få mere ud af", siger hun.

Sådan skal de afgørende karakterer til afgangseleverne gives

Standpunktskarakteren skal afspejle meget mere end en prøvekarakter

Ved en almindelig prøve har eleverne én chance for at levere et godt resultat. Men sådan bliver det formentlig ikke for de elever, der kommer til at tage øve-prøverne, vurderer Regitze Flannov.

"Øve-prøven vil i givet fald være én af mange elementer, der indgår i lærernes evaluering af eleverne, når de skal give den sidste standpunktskarakterer. Den karakter skal afspejle et helhedsindtryk og inkluderer også tiden inden corona. Og man kan som lærer vurdere ud fra en kombination af den daglige undervisning samt elevens afleveringer og test, som man selv har valgt til at kunne give en retfærdig standpunktskarakterer", siger hun.