De lærerstuderende ser ud til at få lov til at tage deres praktiskorienterede eksamener på studiet

Folketinget er blevet enige om fase to af genåbningen af Danmark. Aftalen tegner til at give de lærerstuderende lov til at gennemføre de praksisorienterede eksamener i faglokalerne på campus.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både de lærerstuderende og læreruddannelsen har krydset fingre for, at de kunne få lov til at gennemføre de eksamener, der særlige faglokaler, som normalt. 

Og meget tyder på, at de har fået lov til det. I hvert fald fremgår det af aftalen om genåbningens fase to, at der åbnes for "undervisning og eksamener med krav om fysisk fremmøde".

Dermed ser det ud til, at de lærerstuderende, der inden længe skal til eksamen, får lov til at tage deres eksamen i deres undervisningsfag på studiet, hvis det er et fag, der kræver et faglokale. 

Det fremgår ikke af aftalen, hvilke prøver der vil kunne afholdes fysisk på studiet. Men læreruddannelsen oplyser til folkeskolen.dk, at man den seneste tid har givet 4.-års-studerende lov til at benytte lokaler til fysik/kemi, håndværk og design, musik og idræt.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen mødes allerede i dag med uddannelsessektoren og drøfter, hvordan åbningen i praksis skal tilrettelægges.

Læreruddannelsen: Ville have været tørsvømning uden tilladelsen

Formand for ledernetværket for læreruddannelsen Elsebeth Jensen udtalte tidligere på ugen, at det var meget afgørende for læreruddannelsen, at der blev åbnet for praktiskorienterede prøver.

"Så ender vi nok et sted, hvor de studerende i stedet for at fremvise eller producere selv skal lave en skriftlig refleksion over, hvad de ville have gjort. Og så får det jo mere form af 'tørsvømning', som læreruddannelsen var fuld af, da jeg tog uddannelse i sin tid i 1987. Det er ellers noget af det, vi virkelig har gjort meget for at komme væk fra, så vi faktisk kan se de studerendes kompetencer", sagde hun i mandags til folkeskolen.dk.

Lærerstuderende venter også i spænding på fase 2: Lærerstudiet kan blive en b-uddannelse