Alarmen går i gang. Klokken er 06.33. Det er tid til, at Isabella skal stå op. Klokken 07.00 ringer Isabellas mor for at sikre sig, at datteren har hørt alarmen. Et kvarter senere lyder endnu en alarm. Nu skal Isabella tage tøj på og gøre sig klar til at komme ud ad døren.

Sådan ser 12-årige Isabella Werners morgenrutine ud. For Isabella er det vigtigt med flere alarmer i løbet af morgenen. Hvis de ikke er der, smutter tiden for hende. Isabella går i 5. klasse og kan ikke klokken. Faktisk har Isabella ingen tidsfornemmelse.

»Hun ved ikke, hvor langt et minut eller en time er. Det er det samme med uger, måneder og år. Tid er generelt svært for hende at forholde sig til«, siger Tine Werner, der er Isabellas mor.

Tine Werner er taget på arbejde, når Isabella står op, så hun hjælper datteren med at møde til tiden gennem systematiserede alarmer på telefonen. Men det er ikke kun klokken, Isabella har svært ved. Hun har generelt svært ved tal, og det har hun altid haft.

Når Isabella for eksempel står ved skoleboden eller i supermarkedet, ved hun ikke altid, om hun har penge nok. Pengenes værdi er en flyvsk størrelse, og derfor får hun enten det præcise beløb eller rigeligt med penge af sin mor, når hun skal købe ind.

»Umiddelbart kan hun ikke se forskel på, om en mælk koster fem eller 100 kroner«, fortæller Tine Werner.

Det går op for hende tidligt i hendes datters skolegang, at Isabella har svært ved matematikken. Hun undrer sig i 1. og 2. klasse over, at Isabella kæmper voldsomt med opgaverne i matematikundervisningen og med lektierne derhjemme. Som datteren bliver ældre, bliver kampen med tallene mere tydelig i det daglige. Når Isabella skal måle mel i en bageopskrift, se holdbarhedsdatoen på en madvare eller skrive et telefonnummer ned for sin mor, må hun bede om hjælp.

»Når min mor kommer op i 80, 70 eller 90, så får jeg blandet det ind i hinanden. Så siger jeg nogle gange, at hun skal sænke farten og sige tallene. Hvis det er 87, så sig otte og syv. For jeg kan ikke gøre det så hurtigt«, siger Isabella.

Tine Werner kalder Isabella for talblind, men hun ved ikke, om datteren i realiteten er det - eller blot er udfordret matematisk.

Test skal finde de talblinde elever

Svært at få hjælp i skolen

Isabella går i dag på Tørring Skole i Hedensted Kommune, men har gået på to andre folkeskoler inden.

I løbet af Isabellas folkeskoletid får hendes mor flere gange at vide, at der ikke er grund til bekymring over datterens niveau i matematik. Lærerne siger, at det er helt normalt, og at det nok skal komme. Matematik har andre børn også svært ved. Det lytter hun til i tre skoleår.

I 4. klasse kan Tine Werner se, at Isabella er sakket langt bagud i forhold til de andre elever. Isabella er med på simple regnestykker med plus og minus, men når det kommer til at gange og dividere, er hun et stort spørgsmålstegn. Isabella går da på Låsby Skole, og hendes mor presser på, for at hun skal få noget ekstra hjælp i matematiktimerne.

»Det sværeste har været at komme igennem og få skolen til at forstå, at jeg synes, der er et problem. Det har været svært at blive hørt og blive taget seriøst«, synes hun. Låsby Skole arrangerer, at skolens matematikvejleder tager en test på Isabella. Hun får resultatet C1, den laveste score.

»Jeg havde håbet, at man gjorde noget efter testen, men det gjorde man ikke i det tempo eller omfang, som jeg havde forventet«, siger Tine Werner. Låsby Skole har ikke ønsket at kommentere på sagen.

I 5. klasse flytter Isabella til Tørring Skole. Her vurderer de, at Isabella er lidt bedre end resultatet fra Låsby Skole, men den nye skole tester ikke hendes matematiske færdigheder yderligere. Isabella får udleveret en bog, der er beregnet til to klassetrin under det, hun går på.

Ifølge matematikvejlederen på Tørring Skole, Tina Sørensen, er lærerne på skolen begrænsede af, at der endnu ikke findes en test til diagnosticering af talblindhed.

»Der er mange, der kommer og spørger, om de er talblinde. Til det svarer vi, at vi ikke kan teste dem, fordi der ikke er nogen test«, siger Tina Sørensen.

Hun fortæller, at hvis skolen har mistanke om, at en elev er talblind, er proceduren lige nu, at matematikvejlederen undersøger, hvor den største udfordring ligger. På den måde kan de hjælpe og guide elevens lærer.

Mor må hjælpe med lektier

Klokken 16.30 lyder Isabellas alarm igen. Det er tid til at læse lektier. Mor og datter sætter sig ved spisebordet, hvor Isabella har fundet matematikbøgerne frem. Hun går i gang med det første regnestykke, men halvvejs går hun i stå. Hun har glemt, hvad hun er kommet til.

Isabella starter forfra med tommelfingeren, som hun sætter ned i bordpladen, og siger højt: »tre«. Så pegefingeren: »seks«, langfingeren: »ni«. Imens ser hun spørgende op på sin mor. Sammen gennemgår de det ene regnestykke efter det andet. Utallige timer har de brugt sådan.

»Det bliver tit konfliktfyldt, når vi kommer til matematiklektierne. Jeg forsøger at sætte mig ind i de forskellige regnemåder, men de er anderledes, end da jeg var barn«, siger Tine Werner.

Divisionsmænd, regneslikkepinde og gangetabeller. Der er mange måder at gribe regnestykkerne an på, men nogle gange er det en kamp overhovedet at få sat sig ved bordet og gå i gang med lektierne.

»Jeg har ofte et frustreret barn, fordi hun bare ikke gider. Og jeg bliver også frustreret, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe hende«, siger Tine Werner.

Ud over at Isabella bliver sur og frustreret, kan udfordringerne ved matematikken også ramme på andre måder.

»Jeg får det sådan, at når jeg ikke er så god til én ting, så kan jeg godt føle, at jeg heller ikke er så god til alle andre ting«, siger Isabella. Men faktisk klarer hun sig fint i både dansk, engelsk og andre fag.

25.000 kroner på matematikhjælp

Selv om Isabella forsøger at følge med i matematiktimerne, er det vigtigt for hendes mor, at hun også forbedrer sig. Det gør hun for øjeblikket ikke uden ekstra hjælp uden for skolen.

Efter først at have prøvet med en mentorordning to timer om ugen får Tine Werner kontakt til Læseuniverset i Hadsten. Læseuniverset er et privat tilbud, hvor barnet bliver tilmeldt et kursus, der varer en uge ad gangen. Isabella har nu deltaget to gange og rykket sig fagligt. Dog har Tine Werner stadig sine bekymringer: »Selv om hun rykker sig, tager det enormt lang tid, og der er også grænser for, hvor meget jeg kan tage hende ud af skolen«.

Isabella synes, det gode ved stedet er, at læreren har mere tid til at hjælpe hende, og at hun får opgaver, der passer bedre til hendes niveau. Hendes mor håber, at hun kan finde pengene til endnu en uge på Læseuniverset i sommerferien. Siden den første time med mentorordning for halvandet år siden har Tine Werner brugt omkring 25.000 kroner på ekstra hjælp til sin datter.

»Det er en investering i mit barns fremtid. Det koster noget, men hvis det er det, der skal til, for at hun kan blive glad og fungere, så er det sådan, det er. Selvfølgelig havde jeg håbet på, at folkeskolen kunne have tilbudt noget lignende«, siger Tine Werner.

Isabella drømmer om at blive dyrlæge. Hendes mor er bekymret for, at matematikvanskelighederne kan spænde ben for hendes videre uddannelse. Men det vigtigste lige nu er, at Isabella forbedrer sig matematisk, inden hun skal op til folkeskolens afgangsprøve om fire år.

»Inden hun når de klasser, hvor karaktererne begynder at gælde, skal hun bare være bedre til matematik. Hvordan vi lige kommer dertil, må jeg så finde ud af«, siger Tine Werner.