Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Egentlig er hun ikke i tvivl om, at hun er en god lærer. Tilsyneladende mente hendes skoleleder det samme. I hvert fald blev hun tilbudt både orlov og nedsat tid og alle mulige løsninger, der kunne få hende til at blive i jobbet.
Men Sisse Hein Thrane havde taget sin beslutning. Hun måtte følge sin mavefornemmelse og gøre, hvad der var bedst for hende. Så selv om hun egentlig elsker at være lærer, sagde hun i november sit job op på folkeskolen i den mere velstillede del af København - uden at have noget andet på hånden.
Hun havde fået nok. Ikke mindst af sure, kritiske, nedladende og ubehagelige forældre, der konsekvent gik til angreb på hende som lærer og tog deres egne børn i forsvar, når der var konflikter i klassen, og som med ubehagelige mails og fjendtlig adfærd på forældremøderne gav hende ondt i maven, sugede gejsten ud af hendes lærerselvtillid og i perioder fik hende til at ligge søvnløs om natten.
»Jeg mistede motivationen, så nu har jeg sagt op - og der er selvfølgelig flere ting i det, men det hænger i høj grad sammen med nogle forældres ikke særligt rare måde at kommunikere på«, beretter Sisse Hein Thrane i et interview med fagbladet Folkeskolen.
»Det, der især triggede mig, var resursestærke forældre til i virkeligheden uopdragne elever, som forstyrrede i undervisningen, fordi de ikke har lært at have respekt for autoriteter eller klassekammerater. Dem blev jeg simpelthen så træt af. Jeg blev træt af deres mistillid og bedreviden. Vi taler jo ikke om børn med diagnoser. Vi taler om normale, velfungerende børn, som har svært ved at navigere i fællesskabet. Det er deres forældre, der sender sure mails og sidder på forældremøderne og nedgør mit arbejde«, siger Sisse Hein Thrane.
Hun understreger, at hun har haft et godt samarbejde med langt de fleste forældre. Men de forblev tavse under forældremøderne, når nogle få meget kritiske forældre kørte det tunge skyts frem mod læreren. Først bagefter sendte de mails til hende, hvor de gav udtryk for medfølelse og håb om, at de kritiske forældre ikke var »alt for hårde«.
Leder: De negativt stærke forældre
Forældre skælder ud
Inden sin opsigelse var Sisse Hein Thrane klasselærer for en 5. klasse. Hun overtog klassen året før - og under et forældremøde i 4. klasse rejste en forælder sig og sagde, at det havde været en fantastisk klasse i 1., 2. og 3. klasse. Hvorefter hun ifølge Sisse Hein Thrane afsluttede således: »Men her i 4. klasse er det gået helt galt. Ja - sorryyyy«.
»Måske er det bare mig, der har taget det hele for personligt. Men den går jo lige ind - og jeg blev rigtig ked af det, for jeg havde lagt blod, sved og tårer og benhårdt arbejde i den klasse«.
På et andet forældremøde har hun oplevet kritikken fra et forældrepar så voldsomt, at det føltes som et overgreb.
»Vi skulle tale om faglige ting, og så sad de bare og skældte mig ud og kom med eksempler på, hvad jeg skulle have råbt ind i hovedet på deres barn. Det havde bare ikke hold i virkeligheden. Nogle af eksemplerne var gamle, og så sad jeg der og prøvede at huske tilbage. Jeg var rystet. Jeg havde ondt i maven over at skulle til møde med det forældrepar«.
»Deres barn havde det generelt med at misforstå ting og havde svært ved at se sin egen rolle og trådte tit ved siden af, så jeg måtte jævnligt korrigere, opdrage og lære barnet at navigere. Og resultatet var så, at de sad og talte vredt til mig og pegede fingre og sagde, at jeg hele tiden var efter deres barn. På de møder kunne jeg hver gang komme med argumenter for alle mine handlinger, men meningen med forældremøder er jo ikke, at man som lærer skal sidde og forsvare sig selv. Så til sidst tænkte jeg: Det gider jeg ikke mere«, siger Sisse Hein Thrane.
Hun kan berette om både voldsomme konflikter og overfusninger - og de små stikpiller fra ikke mindst veluddannede forældre, der ikke lagde skjul på deres mangel på respekt for hende som lærer - og som lod forstå, at de vidste bedre, hvordan hun burde udføre sin lærergerning.
»Jeg har tit oplevet at blive talt ned til. Jeg har følt, at jeg var langt nede i hierarkiet i deres øjne. Det kunne være alt, fra hvorfor vi ikke læste en anden bog, for den var meget bedre, til et lidt nedladende spørgsmål om, hvorvidt jeg mon havde tænkt på at prøve med ros - 'for han bliver så glad, hvis du roser ham'«.
Når forældre bliver for meget
Mange ubehagelige mails
Også mailkommunikationen med en lille gruppe af forældrene kunne udvikle sig til det ubehagelige. Især når Sisse Hein Thrane tillod sig at skrive til forældrene, om de ikke ville tage en snak med deres barn, der havde forstyrret i timen.
»Så fik jeg lange, sure og ubehagelige mails tilbage, hvor de bad om en redegørelse for hændelsesforløbet fra start til slut og spurgte, om jeg nu også havde husket at se sagen fra den og den vinkel. Underforstået at de ikke stolede på det, når læreren skrev noget. Jeg havde tit lyst til at sende dem en kopi af mit skema med dage med nonstopundervisning og måske 17 konflikter i løbet af en dag. Hvornår var det så lige, at jeg skulle have tid til at sende dem en lang redegørelse for noget, der skete i 10-pausen?«
Hun fortæller, at hun i stigende grad oplevede forældre tage deres børn i forsvar - uden at de tilsyneladende havde tænkt over, at der måske var en grund til, at læreren måtte skride til handling.
»De ser det kun ud fra deres eget barns perspektiv og glemmer alt om fællesskabet«.
Tonen er blevet hårdere
Inden for de seneste fem år er det hele blevet meget værre, synes Sisse Hein Thrane.
»Måske hænger det også sammen med folkeskolereformen. Mængden af opgaver er stor - som lærer skal man have mange bolde i luften - og når forældrene så samtidig skyder på mig, så er det ikke sjovt mere. Men jeg har bestemt ikke noget ønske om at tale folkeskolen ned. Alle, jeg har arbejdet sammen med, er dygtige, og mine børn går selv i folkeskolen. Men jeg kan jo ikke ændre folkeskolens rammer eller forældrenes opførsel, og til sidst var det bare ikke fedt at gå på arbejde længere. Det havde i høj grad noget med forældrenes tone at gøre - og så måtte jeg jo gøre noget ved det«.
Hun ved ikke, hvad fremtiden bringer. Hun ved, at hun er heldigt stillet, fordi hun bor sammen med en mand, der tjener penge. Og nu vil hun gerne prøve noget andet end folkeskolen.
»De her forældremøder og mails har fyldt så meget i mine tanker og holdt mig vågen om natten - og så er det jo ikke sundt. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne holde til mere. Men jeg tror, at jeg er meget god til mit arbejde«.
»Jeg skal hele tiden sidde og forsvare mig«