Slåfejl i prøvevejledningen til billedkunst vendte temakravene på hovedet

Et ekstra og meget afgørende "ikke" havde sneget sig ind i vejledningen til den nye obligatoriske afgangsprøve billedkunst, som kom i efteråret. Undervisningsministeriet har rettet fejlen, så der nu står præcis det modsatte krav til temaer.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal eleverne i 8. klasse trække et tema, de allerede har arbejdet med i undervisningen? Eller skal de trække et helt nyt tema? Hvis man som billedkunstlærer har lagt sin undervisning til rette efter den vejledning, som blev offentliggjort før jul, skal man skynde sig at vende sin strategi på hovedet.

I den prøvevejledning, som man sikkert har været inde at hente ned på deres computer før jul står på side 8, at "prøveoplægget ikke må indeholde et tema, som eleverne ikke har arbejdet med i undervisningen". (redaktionens kursivering)

Den gamle version af prøvevejledningen, som den så ud inden den 6. januar med den dobbelte negation markeret af redaktionen.

Men hvis man går ind på Undervisningsministeriets hjemmeside og læser den aktuelle version af prøvevejledningen, står der, at "prøvevejledningen ikke må indeholde et tema, som eleverne har arbejdet med i undervisningen".  

Den nye version af prøvevejledningen, som den ser ud efter den 6. januar med kun ét 'ikke'.     

Det opdagede billedskolelærer Vicky Kjær Søndergaard Sørensen, da hun pludselig havde to forskellige udgaver af prøvevejledningen med hver sin formulering.

"Er den rettelse meldt ud? Har du som lærer den rigtige udgave at undervise ud fra? Heldigvis har jeg undervist ud fra den rigtige version, men hvor mange gamle versioner spøger mon rundt omkring?", skriver hun i et debatindlæg på folkeskolen.dk/billedkunst

Betydningsændrende rettelse listet ind i prøvebekendtgørelsen for billedkunst

En slåfejl

Folkeskolen.dk har kontaktet Undervisningsministeriet, der oplyser, at der er tale om en slåfejl. Et ekstra "ikke" var ved en fejl kommet med i den første udgave af prøvevejledningen. Fejlen blev rettet den 6. januar og Undervisningsministeriet sender snart en besked ud om ændringen gennem nyhedsbreve og interne kanaler til skolerne.  

Det var formand for Danmarks Billedkunstlærere Lykke Andersen, der kontaktede Undervisningsministeriet om fejlen, fortæller hun til folkeskolen.dk. I juleferien sad hun og skrev på et kapitel til en ny bog om valgfaget.

"Da jeg på et tidspunkt skal ind og tjekke prøvevejledningen, går op for mig, at der ikke står det, som jeg ellers har fået at vide og aftalt med ministeriet", siger hun. 

Billedkunstlærerforeningen: Ministeriet har lyttet

"Det er rigtig uheldigt og ærgerligt, især fordi fejlen er ret afgørende for, hvordan prøven skal gennemføres. Og jeg ved, at vejledningen er blevet læst igennem mange gange".

I den første version af prøvevejledning står der på grund af den dobbelte negation, at elevernes oplæg til eksamen skal indeholde temaer, som eleverne har arbejdet med i undervisningen. Men Lykke Andersen understreger, at det ikke er tilfældet. Elevernes oplæg må altså ikke indeholde et tema, som eleverne kender fra undervisningen.

"Det giver ikke mening, at eleverne skal op i det samme tema. Det vigtige ved oplægget er derimod, at eleverne trækker en udtryksform, for eksempel kollage, som de allerede har arbejdet med i undervisningen", siger hun.

Læs mere

Prøvevejledningerne på uvm.dk