Det er ikke kompliceret at stoppe madspildet, lyder buskabet fra Stop Spild af Mad-initiativet. Det handler bare om, kun at købe, hvad man har brug for og kun at tilberede den mængde mad, man kan spise.

Viden skal stoppe madspild

Alt for meget mad ender i skraldespanden, og det er spild og mangel på respekt. Der er brug for en holdningsændring, mener initiativtageren bag kampagnen Stop Spild af Mad. Sammen med mere end 3.300 medlemmer arbejder hun for at begrænse madspildet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge Landbrugsraadet smider hver dansker i gennemsnit 63 kg mad ud om året. Det svarer til, at 12-15 procent af den mad, vi køber, ender i skraldespanden. Der er ikke tale om kartoffelskræller, gulerodstoppe og andre restprodukter fra madlavningen men om rigtig mad, der lige så godt kunne være endt i folks maver.

Brug og smid væk-kulturen skal ændres

At være tilskuer til spild af mad blev for meget for Selina Juul, som er selvstændig grafisk designer. Derfor har hun taget initiativ til en kampagne, som skal sprede viden og skabe debat om spildet af mad.

"Folk smider ikke mad ud af ond vilje, men det er et udtryk for mangel på viden. Vi har en brug og smid væk-kultur, som skal ændres. Det store madspild er mangel på respekt for maden og for de mennesker, som har arbejdet for at vi kan få den", siger Selina Juul til ernaeringogsundhed.dk.

Hun henviser til, at det også er et etisk problem, når der på verdensplan dør 6 millioner børn af sult om året.

På hjemmesiden stopspildafmad.dk er der samlet argumenter for at begrænse madspildet. Ud over det meningsløse i at smide mad ud, er et af argumenterne også, at der er penge at spare. En gennemsnitsfamilie kan spare 6.000 kroner om året ved at undgå at smide maden ud, og man er også med til at begrænse CO2-udslippet.

Initiativet skal ændre folks holdning

Målet med initiativet er at sætte gang i en holdningsændring. Ikke ved at pege fingre at de, der uden at være bevidste om det smider masser af mad ud, men ved at informere og hjælpe folk til at begrænse spildet. Derfor rummer hjemmesiden også gode råd til, hvad man kan gøre. Man skal lade være med at købe mere, end man har brug for. Planlæg dine indkøb, hav altid en indkøbsseddel med og lad dig ikke friste af mængdetilbud, lyder nogle af rådene. Derudover skal man ikke tilberede mere mad, end man kan spise, og hvis der alligevel er rester, kan de gemmes til dagen efter.

Der er også gode råd til større fødevareproducenter, som for eksempel kan aflevere større mængder madrester til herberger og forsorgshjem. På hjemmesiden er der en liste over mulige afleveringssteder.

Budskabet spreder sig

Flere kendte politikere og madpersonligheder har meldt sig som tilhængere af initiativet. Blandt andre madskribent Katrine Klinken, som også skriver kommentarer til ernaeringogsundhed.dk. Initiativet har desuden en Facebook-gruppe, hvor mere end 3.300 tilhængere har tilmeldt sig.

"Det er let at være med, for det er frivilligt, man skal ikke donere noget, man skal bare tænke sig om", siger Selina Juul.

Og initiativet rykker, oplever hun. For eksempel har discountbutikken Rema 1000 for at mindske madspildet besluttet at droppe flerstykstilbuddene. "Slut med at skulle købe for meget - for at handle billigt", erklærer forretningskæden på sin hjemmeside.

"Budskabet breder sig som ringe i vand", konstaterer Selina Juul.