Sproget hos nogle tosprogede elever slår ikke til, når de kommer i skole, oplever Mette Førrisdahl Steen, der er klasselærer for en 7. klasse på Holmegårdsskolen i Kokkedal.

»Det går fint de første tre til fire år, hvor teksterne er illustreret med mange billeder, men efterhånden som teksterne og sproget bliver sværere og mere abstrakte, så kan det være svært for dem at følge med«.

Derfor bruger hun opgaver med fokus på dansk som andetsprog og med forskellige sværhedsgrader til de forskellige elever. Der er afsat en ekstra time til klassens tosprogede elever.

Laura Gilliams observationer stammer ikke fra Holmegårdsskolen, men Mette Førrisdahl føler, at antropologen har en sørgelig opfattelse af folkeskolen, som hun ikke kan genkende.

»Udefra kan de måske godt opleves som andenrangselever, men målet er at få dem til at føle, at de kan, og at det fagligt går fremad. Sværhedsgraden er jo skjult på den måde, at jeg ikke giver tekster, hvor der står 3. klasse, til en 7.-klasse-elev«.

Hun har åbnet klassens tosprogstime for hele klassen, og det har resulteret i, at det er blevet et tilløbsstykke også for de etnisk danske elever.

»Alle kan have brug for hjælp, men på forskellig måde«, siger hun.

Mette Førrisdahl Steen mener ikke, at man som lærer skal spekulere på barnets baggrund ved første møde, men hellere have øje for barnets forcer og problemer.

»Jeg mener ikke, at jeg derved tabuiserer etnicitet i klasseværelset. Derimod er jeg opmærksom på de sproglige problemer, et barn med dansk som andetsprog kan have«. Hun bruger ofte sin erfaring med børn, der har samme modersmål, fordi de blandt andet kan have samme udtale- og staveproblemer.

Når børnenes baggrund kan bidrage med noget positivt til fællesskabet, skal man ifølge hende være åben over for at bruge deres erfaringer, eksempelvis i samfundsfag eller historie.

Men hun understreger også, at skolen især i udskolingen er bundet af læseplaner, der begrænser, hvor meget man kan udvide det danske fællesskab.

»Vi opfinder jo ikke selv, hvad vi skal gennemgå. Hvis man kigger på afgangsprøverne i dansk, så er det jo primært dansk litteratur og den danske litteraturkanon, der lægges vægt på«, siger hun. Men hun synes sagtens, at man kan inddrage de tosprogedes holdninger og erfaringer. Danske tekster fra omkring 1800 gav for nylig anledning til nogle spændende samtaler, da eleverne erfarede, at kvinder dengang i Danmark ikke forlod hjemmet uden et tørklæde, og at man ikke selv kunne bestemme, hvem man skulle giftes med.

På Holmegårdsskolen har man lige fejret skolens fødselsdag. Eleverne arbejdede med emnet børnearbejde og børns vilkår i forskellige kulturer, og der kom forældre og hjalp til med at lave mad fra Tyrkiet og Østen. Hun synes, at sådanne kulturelle oplevelser giver en helt speciel stemning og samhørighed på skolen. I klassen har de også haft et emne om Abraham, fordi han er central i både islam, jødedommen og kristendommen.

»Vi læste både Biblen og Koranen og besøgte kirken og moskéen. Det er meget vigtigere, at vi finder nogle fælles platforme i stedet for at dele det op«, pointerer hun. Begrebet pynt opfatter hun som overflødigt og ligegyldigt: »Sådan oplever jeg bestemt ikke elevernes kulturelle baggrund. Det har stor betydning, at vi er opmærksomme på, når de har noget at bidrage med hjemmefra, og det har de rigtig tit«.

»Perkerdansk« er for Mette Førrisdahl Steen et julekalenderbegreb, som hun ikke genkender fra skolens hverdag.

»Det er klart, at vi gerne vil have eleverne til at tale dansk, men hvis vi har nogle børn, der kan hjælpe og understøtte hinanden ved, at de kan det arabiske ord, så er det selvfølgelig i orden«, siger hun. Nogle gange oplever hun, at eleverne i frikvarteret blander tyrkisk og dansk, fordi deres dansk ikke helt slår til, men det synes hun ikke, at man skal lægge den store betydning i. Hun kunne ikke finde på at rette det.

Hun er meget bevidst om altid at finde det positive om eleverne.

»Men man skal ikke skamrose! Børn er ikke dumme, men gennemskuer det, og så har rosen ingen indflydelse. Jeg har dog endnu ikke mødt et barn, der ikke var noget positivt at sige noget om«, fortæller hun.

Mette Førrisdahl Steen føler, at der er plads til mange forskellige slags gode elever i skolen, og at der ikke kun er en enkelt elevnorm. Men hun synes også, at folkeskolen er blevet meget fokuseret på bøger og på intellekt, hvilket måske kan resultere i, at nogle drenge kan have sværere ved at finde sig til rette.

Hun oplever, at der er nogle af de etniske minoritetsdrenge, der er meget ærekære og har en fantastisk tro på eget selvværd. Det beskriver hun som en fordel i visse situationer, men hun har erfaret, at det ofte også betyder, at de ikke vil tabe ansigt og vise, hvis der er noget, de ikke kan finde ud af i klassen.

»Det er ikke hensigtsmæssig adfærd i en undervisningssituation«, understreger hun. Hvis eleverne skjuler, at de ikke forstår undervisningen, så kan det medføre faglige problemer. Når elever føler, at de ikke slår til, kan konsekvensen være, at de reagerer uhensigtsmæssigt, forklarer Mette Førrisdahl Steen.

»Vores største opgave er at få eleverne til at opfatte sig selv som nogle, der godt kan tillade sig at spørge. Og så skal de naturligvis have et ordentligt svar, for ellers gør de det kun én gang«.

Hun er enig med Laura Gilliam i, at kontakten til forældrene er meget vigtig. Hun ser en gensidig dialog som idealet for forventningssamtalerne. Men hun oplever også, at nogle af de tosprogedes forældre med kort eller ingen uddannelse mister respekten for lærerne, hvis de bliver ved med at spørge forældrene til råds om børnene. Hun sammenligner det med, hvis man går til lægen med nogle symptomer, og lægen så lægger op til, at man selv skal vælge, hvilken sygdom man har.

»Man bliver utryg. Nogle af de tosprogedes forældre har ofte et kulturmønster, hvor man stoler lige så meget på læreren, som man gjorde i gamle dage i Danmark«.

Læreren

Mette Førrisdahl Steen har været lærer siden 1978. Hun er blandt andet klasselærer for en 7. klasse på Holmegårdsskolen i Kokkedal. 40 procent af eleverne på skolen er tosprogede. Hun har tidligere været tosprogskoordinator på skolen.

»Vi opfinder jo ikke selv, hvad vi skal gennemgå. Hvis man kigger på afgangsprøverne i dansk, så er det jo primært dansk litteratur og den danske litteraturkanon, der lægges vægt på« Mette Førrisdahl Steen»Vores største opgave er at få eleverne til at opfatte sig selv som nogle, der godt kan tillade sig at spørge. Og så skal de naturligvis have et ordentligt svar, for ellers gør de det kun én gang« Mette Førrisdahl Steen